Den kendte opera ...
3.0
Lars von Trier har længe være indehaver af Danmarks mest omtalte depressioner, men de har aldrig før været så tilstedeværende i hans film som i "Melancholia". Den handler på overfladen om verdens undergang og er opdelt i to kapitler: I det første er hovedpersonen Justine blevet gift og fejrer det med en stort anlagt fest på det gods, hendes søster og svoger driver. Men festen og brylluppet ender i fiasko. I andet kapitel er Justine ramt af ekstrem depression og kommer på rekreation på godset. Og i baggrunden lurer den løbske planet Melancholia, hvis bane kommer faretruende tæt på Jorden.
Handlingen i "Melancholia" er åbenlyst symbolsk, og filmen handler reelt om Justines sindstilstand. Først forsøger hun at være forceret glad, men kan ikke leve op til omgivelsernes krav om lykke. Så bryder hun sammen i lammende depression, inden hun til sidst omfavner sortsynet og ser frem til den totale undergang.
På den måde er von Triers dagsorden tydeligvis at skildre de forskellige stadier og udtryk i en depression, set fra den deprimeredes synspunkt. Det lykkes ganske udmærket, men er samtidig en klar svaghed ved filmen. For den skildrer netop kun symptomerne og den mentale stilstand, mens depressionen overordnet forbliver uforståelig, som den formentlig ofte er for den ramte, mens man er midt i det. "Melancholia" er og forbliver dermed blot en intellektuel analyse af en sindstilstand, hverken mere eller mindre. Og selv om det klart har interessante sider, synes jeg også, det er lidt uambitiøst. Jeg oplevede ikke engang empati for hovedpersonen, og måske er problemet i virkeligheden, at von Trier forsøger at skildre noget, han selv ikke helt forstår. I så fald sidder vi andre som tilskuere til en filmisk terapisession, og det er bare ikke særlig vedkommende.
Helt uinteressant bliver "Melancholia" dog aldrig, for den er trods alt lavet på højt teknisk niveau. Manuel Alberto Claros billedkompositioner er momentvis utroligt smukke - men også mere smukke end nødvendige. Og den aggressive klipning i dogmestil er sammen med skuespillerne med til at fastholde interessen. Kirsten Dunst er rigtig god som Justine, og der er også fint spil af bl.a. Kiefer Sutherland og Charlotte Rampling.
Men selv om den fastholder interessen frem mod den visuelt flot komponerede slutning, leverer "Melancholia" altså aldrig det slag med halen, som kunne bringe den ud over den relativt banale beskrivelse af en sindsstemning. Dens forsøg på at sætte de to søstre op som modsætninger kikser eksempelvis. I sidste ende er filmen efter min mening lidt for forvirret og mangler en klar idé, og det fik mig undervejs til at føle, at jeg lige så godt kunne have set den kendte opera af Stroganoff, som Shu-bi-dua engang skrev om ...
Handlingen i "Melancholia" er åbenlyst symbolsk, og filmen handler reelt om Justines sindstilstand. Først forsøger hun at være forceret glad, men kan ikke leve op til omgivelsernes krav om lykke. Så bryder hun sammen i lammende depression, inden hun til sidst omfavner sortsynet og ser frem til den totale undergang.
På den måde er von Triers dagsorden tydeligvis at skildre de forskellige stadier og udtryk i en depression, set fra den deprimeredes synspunkt. Det lykkes ganske udmærket, men er samtidig en klar svaghed ved filmen. For den skildrer netop kun symptomerne og den mentale stilstand, mens depressionen overordnet forbliver uforståelig, som den formentlig ofte er for den ramte, mens man er midt i det. "Melancholia" er og forbliver dermed blot en intellektuel analyse af en sindstilstand, hverken mere eller mindre. Og selv om det klart har interessante sider, synes jeg også, det er lidt uambitiøst. Jeg oplevede ikke engang empati for hovedpersonen, og måske er problemet i virkeligheden, at von Trier forsøger at skildre noget, han selv ikke helt forstår. I så fald sidder vi andre som tilskuere til en filmisk terapisession, og det er bare ikke særlig vedkommende.
Helt uinteressant bliver "Melancholia" dog aldrig, for den er trods alt lavet på højt teknisk niveau. Manuel Alberto Claros billedkompositioner er momentvis utroligt smukke - men også mere smukke end nødvendige. Og den aggressive klipning i dogmestil er sammen med skuespillerne med til at fastholde interessen. Kirsten Dunst er rigtig god som Justine, og der er også fint spil af bl.a. Kiefer Sutherland og Charlotte Rampling.
Men selv om den fastholder interessen frem mod den visuelt flot komponerede slutning, leverer "Melancholia" altså aldrig det slag med halen, som kunne bringe den ud over den relativt banale beskrivelse af en sindsstemning. Dens forsøg på at sætte de to søstre op som modsætninger kikser eksempelvis. I sidste ende er filmen efter min mening lidt for forvirret og mangler en klar idé, og det fik mig undervejs til at føle, at jeg lige så godt kunne have set den kendte opera af Stroganoff, som Shu-bi-dua engang skrev om ...
19/06-2011
