Hormoner i luften

Simon Stahos anderledes bud på en dansk ungdomsfilm har sin klare styrke i sit energiske og insisterende drive, der kommer til udtryk dels i den rå og kvikke dialog, dels i den opfindsomme og virkningsfulde brug af hits fra den danske sangskat op gennem 70’erne, 80’erne og 90’erne. Hvad dialogen angår, er den befriende bramfri og pågående, ærlig og kompromisløs, hvormed den ganske fint indrammer den ømt dobbeltsidede ungdommelige følelse af lige dele kæphøj selvtillid og hudløs sårbarhed. Filmens ofte direkte (nogle ville sige platte) replikker og sangtekster afspejler det faktum, at unge opererer uden filter og ikke er bange for at blotte sjælen. Selvom handlingen i Magi i Luften er forankret i dagens samfund, må Stahos konsekvente fravalg af nutidig musik samt tilsyneladende anakronistiske brug af Michael Laudrup som idolbillede på drengeværelset formodes at have afsæt i et ønske om at portrættere ungdommen på tværs af generationer. Dermed bliver det vel i lige så høj grad en film, hvor instruktøren forsøger at kanalisere sig selv tilbage til følelsen af at være ung og af at leve frem for at overleve. Den del af projektet lykkes overmåde fint, da først Staho omkring halvvejs finder ud af at skrue ned for det hektiske tempo og lader filmen finde sin hvilepuls, hvilket giver plads til, at de fire unge skæbner kan udfolde sig. Magi i Luften synes at eksistere i et frirum, hvor der ikke findes fordømmelse, kun accept af hvad det indebærer at være et ungt menneske. Selvom filmens endelige morale er nok så forudsigelig, leveres den i øjenhøjde med teenageren og uden løftede pegefingre, hvormed Magi i Luften på afgørende vis adskiller sig fra mange forudgående danske ungdomsfilm.
Min anmeldelse i sin fulde længde: http://alverden.wordpress.com/2011/06/23/hormoner-i-luften/