Det fejlbarlige menneske

Det er menneskeligt at fejle og guddommeligt at tilgive, skrev den engelske digter Alexander Pope. Titelpersonen i Barneys Mange Liv er i den grad et menneske med fejl og mangler, men hans farverige livshistorie er så underholdende at være vidne til, at man hellere end gerne tilgiver ham hans mange usympatiske sider. Det er muligt, at begivenhederne i filmen er lige så ægte som plastikkirurgi, men ikke desto mindre giver filmen indtryk af levet liv. Selvom Barneys Mange Liv er baseret på et litterært forlæg og til tider har karakter af farce, sidder man efterfølgende tilbage med fornemmelsen af at have været i selskab med et menneske af kød og blod. Filmatiseringer af murstenstykke romaner har det med at blive gumpetunge, men Barneys Mange Liv må siges at være et kroneksempel på en forbløffende vellykket overførsel fra papir til lærred. Den litterære konstruktion knirker kun få gange i løbet af filmen. Nogle vil indvende, at en spilletid på den gode side af to timer er i overkanten, men i modsætning til så mange andre film, der bevæger sig ud på denne farefulde rampe, står Barneys Mange Liv rent faktisk distancen. Dette skyldes ikke mindst det fantastiske hold af skuespillere, der alle som én bidrager til, at filmen ikke keder et eneste øjeblik, men tværtimod er propfuld af syleskarpe personbeskrivelser og ubetaleligt morsomme scener. Det er tilmed en klar gevinst, at man i den uforlignelige Paul Giamatti har fundet en skuespiller, hvis unikke ansigt og korpus gør ham stort set lige troværdig som 30-årig såvel som 65-årig. Lad det være sagt uden omsvøb, at Giamatti yder en kraftpræstation, og at Barneys Mange Liv er en gennemført skøn film om – og ikke mindst hyldest til – menneskelig dårskab!
Min anmeldelse i sin fulde længde: http://alverden.wordpress.com/2011/06/30/barneys-mange-liv-det-fejlbarlige-menneske/