Man gjorde et barn - og en film - fortræd

Den mystiske præmis om en pige, der har levet hele sit liv afsondret fra omverdenen med det eneste ene formål at blive en effektiv lejemorder, fænger og fascinerer. Det er først og fremmest et usædvanligt oplæg, der pirrer nysgerrigheden og giver lyst til at vide mere, men det er nok så vigtigt en ny indgangsvinkel til en mandedomineret genre. Der var således grund til at håbe og forvente, at Hanna ville byde på tiltrængt fornyelse, men det sker desværre ikke. Den suverænt eksekverede indledning udgør filmens mest seværdige minutter, men prologens kortvarighed fortæller også sit om en film, der i mine øjne har alt for travlt. Manuskriptet gaber simpelthen over for meget: det vil fortælle, hvem Hanna egentlig er og hvor hun kommer fra; om hendes møde med en undrende omverden; om forholdet mellem far og datter; om lyssky efterretningsmetoder; om mistet barndom – og meget mere. Til overflod er handlingen struktureret efter formen i klassiske eventyr. Alt sammen imens det egentlige plot går ud på, at Hanna og hendes far efterstræbes på livet af CIA. Disse mange tråde bevirker, at Hanna savner et fokus, og har desuden den uheldige effekt, at ingen af filmens mange elementer følges tilfredsstillende til dørs. Det ville have været anderledes konsekvent og prisværdigt, hvis producerne havde haft modet til at annoncere denne som den første i en række af film om Hanna, hvilket kunne give bedre tid og plads til at udforske figuren til bunds.
Min anmeldelse i sin fulde længde: http://alverden.wordpress.com/2011/07/07/hanna/