Miyazakis tidlige hovedværk

5.0
I serien af forsinkede Hayao Miyazaki-premierer er Camera Film nået tilbage til 1984 og filmen, hvis succes førte til, at Miyazaki og to af producerne stiftede Studio Ghibli.

"Nausicaä fra vindenes dal" er egentlig baseret på en tegneserie af Miyazaki selv, men kan som film også ses som et forstudium til "Prinsesse Mononoke". Denne her foregår dog i en fjern, postapokalyptisk fremtid, hvor krig og forurening har ødelagt verden. Menneskene lever i små enklaver, der langsomt bliver ædt op af Giftsumpen. Nausicaä er prinsesse i én af enklaverne, den fredelige Vindens Dal, som pludselig bliver kastet ud i krig og invasion, efter et andet lands fly nødlander med et hemmeligt våben om bord.

Typisk for Miyazaki er historien mere kompleks, end man normalt ser det i vestlige animationsfilm. Der er både konflikten mellem tre lande, hvor dommedagsvåbnet for nogle er lig med håb om at kunne trænge Giftsumpen tilbage. Men der er også mysteriet om netop Giftsumpen og de monstrøse insekter, som forsvarer den. Det overordnede tema her er nemlig også klassisk Miyazaki: At man bør forsøge at leve i pagt med naturen i stedet for at undertrykke og ødelægge den.

Og så er der Nausicaä selv, som er én af Miyazakis fineste heltinder. En handlekraftig, snarrådig og selvopofrende skikkelse, der kæmper for fred og balance, flyvende på sin paraglider-agtige svævevinge, som giver grundlag for masser af dejlige flyvescener. Dem udnytter Miyazaki fint til at komme omkring i en fascinerende verden af sære planter og bizarre, farlige kæmpeinsekter.

"Nausicaä fra vindenes dal" er en fremragende film, lavet med masser af gejst og opfindsomhed, som betyder, at man egentlig bare skal læne sig tilbage i sædet og tage med heltinden på eventyr i en utroligt flot visualiseret verden. Jeg forstår godt, at den ofte omtales som Miyazakis tidlige hovedværk.
Nausicaä - fra vindenes dal