Giamatti Classic
4.0
Barney Panofsky er en tv-producer med ansvar for en tvivlsom sæbeopera – en opfarende, brysk lille mand, som har en farverig fortid. Efter filmens første par scener står det klart, at han stædigt chikanerer sin ekskones nye mand, og at han muligvis er sluppet af sted med at myrde sin bedste ven. Det sidste mener i hvert fald en pensioneret politimand, som nu har udgivet en bog om sagen. Og derfra skildrer filmen så Barneys voksne liv i flashbacks af hans minder.
”Barney’s Version” favner bredt, fordi den forsøger at rumme alle de væsentlige punkter i et helt liv. Det bliver også lige en tand for bredtfavnende, når filmen skal omkring en hel del detaljer, og det aspekt fungerer givetvis bedre i romanen af samme navn (af Mordecai Richler). Men der er samtidig en idé med, at historien går helt ned i gentagelser af nøglepunkter i Barneys liv, og som helhed bliver filmen et rørende livsportræt af en grundlæggende usympatisk mand, som man tilgiver alt, fordi hans absolutte drivkraft har været en stor, ubetinget kærlighed til hustruen (som dog først var nr. tre i rækken). På den måde lander filmen ad ganske usædvanlige veje på en velkendt, men vedkommende pointe, om at kærlighed er det vigtigste i livet.
En stor del af æren, for at filmen trods alt hænger ret godt sammen, tilfalder Paul Giamatti, som er fremragende i titelrollen. Han har efterhånden spillet den type rolle flere gange, og det er imponerende, at han så konsekvent kan få ubehøvlede og koleriske personager til at være sympatiske. Trods den ubehagelige overflade rammer han en dybere menneskelighed i rollen, som derudover nyder godt af, at Giamattis gummiansigt egner sig glimrende til at blive sminket til scener på tværs af flere årtier. Makeup-arbejdet i ”Barney’s Version” er af høj klasse og fik da også en Oscar-nominering. Det fungerer også fint på Rosamund Pike, der som Barneys store kærlighed får lov til at vise, at hun kan en del mere end at være køn blondine.
Andre kendte ansigter som Dustin Hoffman og Minnie Driver har solide biroller i ”Barney’s Version”, der altså ender som en glimrende og meget sympatisk film, selv om den rutinerede tv-instruktør Richard J. Lewis ikke formår at skære den helt skarpt. Den er værd at se for Giamatti alene – men er dog samtidig en film, som gav mig lyst til at læse bogen, fordi den sikkert er bedre.
”Barney’s Version” favner bredt, fordi den forsøger at rumme alle de væsentlige punkter i et helt liv. Det bliver også lige en tand for bredtfavnende, når filmen skal omkring en hel del detaljer, og det aspekt fungerer givetvis bedre i romanen af samme navn (af Mordecai Richler). Men der er samtidig en idé med, at historien går helt ned i gentagelser af nøglepunkter i Barneys liv, og som helhed bliver filmen et rørende livsportræt af en grundlæggende usympatisk mand, som man tilgiver alt, fordi hans absolutte drivkraft har været en stor, ubetinget kærlighed til hustruen (som dog først var nr. tre i rækken). På den måde lander filmen ad ganske usædvanlige veje på en velkendt, men vedkommende pointe, om at kærlighed er det vigtigste i livet.
En stor del af æren, for at filmen trods alt hænger ret godt sammen, tilfalder Paul Giamatti, som er fremragende i titelrollen. Han har efterhånden spillet den type rolle flere gange, og det er imponerende, at han så konsekvent kan få ubehøvlede og koleriske personager til at være sympatiske. Trods den ubehagelige overflade rammer han en dybere menneskelighed i rollen, som derudover nyder godt af, at Giamattis gummiansigt egner sig glimrende til at blive sminket til scener på tværs af flere årtier. Makeup-arbejdet i ”Barney’s Version” er af høj klasse og fik da også en Oscar-nominering. Det fungerer også fint på Rosamund Pike, der som Barneys store kærlighed får lov til at vise, at hun kan en del mere end at være køn blondine.
Andre kendte ansigter som Dustin Hoffman og Minnie Driver har solide biroller i ”Barney’s Version”, der altså ender som en glimrende og meget sympatisk film, selv om den rutinerede tv-instruktør Richard J. Lewis ikke formår at skære den helt skarpt. Den er værd at se for Giamatti alene – men er dog samtidig en film, som gav mig lyst til at læse bogen, fordi den sikkert er bedre.
18/07-2011
