Væsentlig historie, ikke specielt vellavet film
3.0
Kathy Bolkovac var en politiassistent fra Nebraska, der i 1999 fik arbejde for den FN-sponserede mission, som efter Dayton-aftalen skulle hjælpe med genopbygning af bl.a. politistyrken i det nye Bosnien. Her opdagede hun, at tingene var kørt af sporet, og at FN-udsendinge var direkte involveret i menneskehandel med østeuropæiske kvinder til prostitution. Da Bolkovac bragte sagen længere op i systemet, forsøgte hendes arbejdsgiver at true hende til tavshed, og derfor endte hun med at gå til medierne og blive titlens whistleblower.
Et årti senere er Bolkovacs historie nu blevet til en film, som både er rystende og tankevækkende. Rystende er selvfølgelig skildringen af menneskehandelen, og hvor lidt et liv er værd i Østeuropa. Men det er også virkelig rystende at se, hvordan politiske og økonomiske interesser spiller sammen i FN-systemets forsøg på at dysse sagen ned frem for at stille nogen til ansvar. Og tankevækkende er netop filmens uudtalte pointe, om at det er farligt at udlicitere den slags FN-arbejde til private 'sikkerhedsfirmaer', som amerikanerne har gjort det i årtier. Fordi firmaerne i sidste ende altid vil forsøge at beskytte deres profit - bl.a. ved at lægge låg på kontroversielle sager.
"The Whistleblower" er med andre ord en film, som har en vigtig og væsentlig historie at fortælle. Desværre får den debuterende forfatter-instruktør Larysa Kondracki bare ikke fortalt historien særlig elegant. For det første er det en ekstremt sort-hvid film, hvor personerne enten er absolut gode eller absolut onde - og det virker altså lidt letkøbt og unuanceret, selv om man selvsagt ikke kan være et øjeblik i tvivl, om at det, der foregik på de her bosniske bordeller, var aldeles forfærdeligt. For det andet er manuskriptet simpelt hen for rodet med handlingstråde og bipersoner, der bliver introduceret og forsvinder igen, uden at det er strengt nødvendigt, at de er der.
Kondracki breder filmen ud over mange emner ved både at ville fortælle Bolkovacs personlige historie med skilsmisseproblemer på hjemmefronten, sætte menneskeligt ansigt på de prostituerede, skildre udnyttelsen af dem og vise korruptionen i FN-systemet og den amerikanske del af missionen. Resultatet er en lidt for ufokuseret film, som springer så meget rundt og klasker sine pointer så hårdt i hovedet på én, at nogle detaljer bliver lettere utroværdige. Selv om man altså godt ved, at den er baseret på en autentisk historie.
Rachel Weisz gør det ellers udmærket i en energisk spillet rolle som Bolkovac, og filmens iscenesættelse af det krigshærgede Bosnien virker grundlæggende overbevisende. Men normalt stærke navne som Vanessa Redgrave og Monica Bellucci virker malplacerede her, og Nikolaj Lie Kaas er decideret kikset i en helt unødvendig birolle som den hollænder, heltinden falder for. Det er også mærkeligt, at man i en international produktion som denne ikke tænker over, at enhver europæer kan høre, at Lie Kaas' accent ikke er i nærheden af hollandsk.
Jeg vil ikke tøve et øjeblik med at kalde "The Whistleblower" seværdig, for den har virkelig noget på hjerte, som er væsentligt at forholde sig til. Men som film er den altså bare ikke specielt godt lavet.
Når man kommer harmdirrende ud af biografen, kan man så yderligere tænke over, at Bolkovacs daværende arbejdsgiver, sikkerhedsfirmaet DynCorp, den dag i dag stadig inkasserer mange millioner dollars på statslige kontrakter med USA. DynCorp har bl.a. også stået for uddannelsen af de afghanske og irakiske politistyrker efter USAs invasioner. Og i 2009 blev DynCorp-ansatte i Afghanistan anklaget for at købe mindreårige drenge til sex. Men den historie fik de amerikanske og afghanske myndigheder i første omgang lagt låg på - indtil Wikileaks offentliggjorde et ambassadetelegram, som refererede til sagen.
Et årti senere er Bolkovacs historie nu blevet til en film, som både er rystende og tankevækkende. Rystende er selvfølgelig skildringen af menneskehandelen, og hvor lidt et liv er værd i Østeuropa. Men det er også virkelig rystende at se, hvordan politiske og økonomiske interesser spiller sammen i FN-systemets forsøg på at dysse sagen ned frem for at stille nogen til ansvar. Og tankevækkende er netop filmens uudtalte pointe, om at det er farligt at udlicitere den slags FN-arbejde til private 'sikkerhedsfirmaer', som amerikanerne har gjort det i årtier. Fordi firmaerne i sidste ende altid vil forsøge at beskytte deres profit - bl.a. ved at lægge låg på kontroversielle sager.
"The Whistleblower" er med andre ord en film, som har en vigtig og væsentlig historie at fortælle. Desværre får den debuterende forfatter-instruktør Larysa Kondracki bare ikke fortalt historien særlig elegant. For det første er det en ekstremt sort-hvid film, hvor personerne enten er absolut gode eller absolut onde - og det virker altså lidt letkøbt og unuanceret, selv om man selvsagt ikke kan være et øjeblik i tvivl, om at det, der foregik på de her bosniske bordeller, var aldeles forfærdeligt. For det andet er manuskriptet simpelt hen for rodet med handlingstråde og bipersoner, der bliver introduceret og forsvinder igen, uden at det er strengt nødvendigt, at de er der.
Kondracki breder filmen ud over mange emner ved både at ville fortælle Bolkovacs personlige historie med skilsmisseproblemer på hjemmefronten, sætte menneskeligt ansigt på de prostituerede, skildre udnyttelsen af dem og vise korruptionen i FN-systemet og den amerikanske del af missionen. Resultatet er en lidt for ufokuseret film, som springer så meget rundt og klasker sine pointer så hårdt i hovedet på én, at nogle detaljer bliver lettere utroværdige. Selv om man altså godt ved, at den er baseret på en autentisk historie.
Rachel Weisz gør det ellers udmærket i en energisk spillet rolle som Bolkovac, og filmens iscenesættelse af det krigshærgede Bosnien virker grundlæggende overbevisende. Men normalt stærke navne som Vanessa Redgrave og Monica Bellucci virker malplacerede her, og Nikolaj Lie Kaas er decideret kikset i en helt unødvendig birolle som den hollænder, heltinden falder for. Det er også mærkeligt, at man i en international produktion som denne ikke tænker over, at enhver europæer kan høre, at Lie Kaas' accent ikke er i nærheden af hollandsk.
Jeg vil ikke tøve et øjeblik med at kalde "The Whistleblower" seværdig, for den har virkelig noget på hjerte, som er væsentligt at forholde sig til. Men som film er den altså bare ikke specielt godt lavet.
Når man kommer harmdirrende ud af biografen, kan man så yderligere tænke over, at Bolkovacs daværende arbejdsgiver, sikkerhedsfirmaet DynCorp, den dag i dag stadig inkasserer mange millioner dollars på statslige kontrakter med USA. DynCorp har bl.a. også stået for uddannelsen af de afghanske og irakiske politistyrker efter USAs invasioner. Og i 2009 blev DynCorp-ansatte i Afghanistan anklaget for at købe mindreårige drenge til sex. Men den historie fik de amerikanske og afghanske myndigheder i første omgang lagt låg på - indtil Wikileaks offentliggjorde et ambassadetelegram, som refererede til sagen.
25/07-2011
