Plat buddy movie for kvinder
2.0
Denne sommers store amerikanske komediehit er "Bridesmaids", hvis titel er lidt misvisende, eftersom den egentlig kun handler om én af brudepigerne. Nemlig brudens ældste veninde, Annie, der bliver udnævnt til førstebrudepige, men må se sin position blive udfordret af den renskurede, rige nye veninde, som i Annies øjne forsøger at stjæle hendes bedste veninde. Og samtidig ligger Annies eget liv i ruiner: Hendes bageri gik konkurs, hun er fattig, kæresten er skredet, og bofællerne er forfærdelige.
"Bridesmaids" er en Judd Apatow-produktion, og den har da også rigtig meget tilfælles med den strøm af succesfulde komedier, som Apatow har stået bag i de sidste fem-seks år: Stilen med at lave humor med relativt almindelige mennesker og hverdagsproblemer som omdrejningspunkt - i en slags lo-fi-produktion, hvor det tekniske reelt kun handler om at lave simple kameraindstillinger som ramme for skuespillernes jokes og gags.
Desværre har "Bridesmaids" så også et andet Apatow-kendetegn, nemlig et miskmask af et manuskript, som jager grin ved hjælp af sjofelheder, pinligheder og grove eller småplatte replikker. Tilsat lidt sentimentalitet omkring romantik og venskaber. Her er kernen i historien altså koncentreret omkring det gamle venskab, som kommer i fare på grund af brylluppet. Men filmen roder samtidig rundt i en masse andre småplot og unødvendige bipersoner, og det siger en del, at Annies romantiske subplot virker klart mere troværdigt end kampen mellem de overspillede brudepiger. Jeg er i hvert fald ikke imponeret af instruktør Paul Feigs evner til at holde sammen på filmen.
Og så har "Bridesmaids" det grundlæggende problem, at den langtfra er konsistent morsom. Noget af humoren fungerer o.k., men rigtig mange af dens jokes er simpelt hen ikke skarpe nok - et grelt eksempel er en scene a la Mr. Creosote fra "The Meaning of Life", som hverken er underspillet eller overdrevet og derfor lander på bare at være klam. Andre jokes starter godt, men bliver så ved for længe - måske ud fra en idé om, at hvis man gentager den samme pointe tre gange, griner publikum tre gange så meget?
Filmens hovedrolle, Kristen Wiig, er faktisk også den ene af to manuskriptforfattere. Navnet Wiig siger nok ikke mange danskere så meget, men hun er et større navn i USA qua flere års fast optræden i "Saturday Night Live". Her synes jeg dog, hun falder lidt igennem som både forfatter og komiker, og filmen har endnu et basalt problem i, at Wiig ikke formår at gøre Annie særlig sympatisk. Jeg ville faktisk hellere have set en film om de to brudepiger, som Ellie Kemper og Wendy McLendon-Covey spiller, men desværre forsvinder de pludselig ud af handlingen.
Humor er i høj grad et spørgsmål om smag, og der er åbenlyst mange, som har moret sig bedre over "Bridesmaids" end jeg (i hvert fald en hel del amerikanere). Jeg havde bare svært ved at se det fantastiske i en film, som fundamentalt set blot flytter en plat buddy movie over i et kvindeligt univers. "Bridesmaids" gør i mine øjne ikke noget, som "Sex and the City" ikke allerede havde gjort ti gange mere elegant og sjovere.
"Bridesmaids" er en Judd Apatow-produktion, og den har da også rigtig meget tilfælles med den strøm af succesfulde komedier, som Apatow har stået bag i de sidste fem-seks år: Stilen med at lave humor med relativt almindelige mennesker og hverdagsproblemer som omdrejningspunkt - i en slags lo-fi-produktion, hvor det tekniske reelt kun handler om at lave simple kameraindstillinger som ramme for skuespillernes jokes og gags.
Desværre har "Bridesmaids" så også et andet Apatow-kendetegn, nemlig et miskmask af et manuskript, som jager grin ved hjælp af sjofelheder, pinligheder og grove eller småplatte replikker. Tilsat lidt sentimentalitet omkring romantik og venskaber. Her er kernen i historien altså koncentreret omkring det gamle venskab, som kommer i fare på grund af brylluppet. Men filmen roder samtidig rundt i en masse andre småplot og unødvendige bipersoner, og det siger en del, at Annies romantiske subplot virker klart mere troværdigt end kampen mellem de overspillede brudepiger. Jeg er i hvert fald ikke imponeret af instruktør Paul Feigs evner til at holde sammen på filmen.
Og så har "Bridesmaids" det grundlæggende problem, at den langtfra er konsistent morsom. Noget af humoren fungerer o.k., men rigtig mange af dens jokes er simpelt hen ikke skarpe nok - et grelt eksempel er en scene a la Mr. Creosote fra "The Meaning of Life", som hverken er underspillet eller overdrevet og derfor lander på bare at være klam. Andre jokes starter godt, men bliver så ved for længe - måske ud fra en idé om, at hvis man gentager den samme pointe tre gange, griner publikum tre gange så meget?
Filmens hovedrolle, Kristen Wiig, er faktisk også den ene af to manuskriptforfattere. Navnet Wiig siger nok ikke mange danskere så meget, men hun er et større navn i USA qua flere års fast optræden i "Saturday Night Live". Her synes jeg dog, hun falder lidt igennem som både forfatter og komiker, og filmen har endnu et basalt problem i, at Wiig ikke formår at gøre Annie særlig sympatisk. Jeg ville faktisk hellere have set en film om de to brudepiger, som Ellie Kemper og Wendy McLendon-Covey spiller, men desværre forsvinder de pludselig ud af handlingen.
Humor er i høj grad et spørgsmål om smag, og der er åbenlyst mange, som har moret sig bedre over "Bridesmaids" end jeg (i hvert fald en hel del amerikanere). Jeg havde bare svært ved at se det fantastiske i en film, som fundamentalt set blot flytter en plat buddy movie over i et kvindeligt univers. "Bridesmaids" gør i mine øjne ikke noget, som "Sex and the City" ikke allerede havde gjort ti gange mere elegant og sjovere.
26/07-2011
