Filmet teater

Stærke titler med Kristin Scott Thomas i hovedroller såsom Fortæl Det Ikke Til Nogen, Jeg Har Elsket Dig Så Længe og De Kaldte Hende Sarah har alle klaret sig flot i Danmark, hvilket alt andet lige må formodes at ligge til grund for at den langt smallere I Dine Hænder nu også får dansk biografpremiere. Scott Thomas er indiskutabelt filmens væsentligste aktiv. Rollen som kidnapningsoffer udstyrer hende med rig mulighed for endnu en gang at bevise præcis hvor modig og uforfængelig en skuespiller, hun er. Det er en triumf for Scott Thomas, at hun med sin intense præstation i I Dine Hænder magter at lægge nye alen til sin imponerende følelsesmæssige spændvidde. Desto mere ærgerligt er det, at filmen som sådan ikke just kan kaldes vellykket eller helstøbt.
Lola Doillons anden spillefilm former sig på det nærmeste som et kammerspil, da antallet af skuespillere og locations er yderst begrænset. Lad det være sagt med det samme, at filmet teater aldrig har været denne anmelders kop te, eftersom den kunstneriske begrundelse for at udsætte et biografpublikum for sparsom brug af filmmediet ofte udebliver. I Dine Hænders yderst beskedne spilletid på blot 80 minutter fortæller da også sit om en minimal historie, der trods en vis spænding om udfaldet er fattig på egentlig filmisk fremdrift og nok havde gjort sig bedre på en teaterscene. Når disse forbehold er nævnt, hører det med, at instruktøren langt hen ad vejen formår at skabe et besættende erotisk drama, der lykkes, hvor Per Flys Kvinden Der Drømte Om En Mand fejlede så fatalt – nemlig i beskrivelsen af et uforklarligt kærlighedsforhold præget af eksistentiel fortabelse. Dette skyldes udelukkende Scott Thomas’ kompromisløse portræt af en forkrampet og målrettet karrierekvinde, der for en stund mister fodfæstet, men dog har så meget selvkontrol i behold, at hun aldrig tillader sig selv at falde helt ud over kanten.
På overfladen beskæftiger I Dine Hænder sig tilsyneladende med det psykologiske fænomen Stockholm-syndromet, der i store træk går ud på, at et kidnapningsoffer i afmagt knytter sig til sin kidnapper. Lægen Anna (Scott Thomas) bortføres og holdes fanget af den desperate unge mand Yann (Pio Marmaï), der beskylder hende for med et fejlindgreb at være skyld i hans kones død nogle år forinden. Annas flere dage lange indespærring ender dog med, at de to føler sig tiltrukket af hinanden og tøvende indleder et forhold. Nok så meget som en udforskning af Stockholm-syndromet former filmen sig dog som en paradoksal beskrivelse af det psykologiske spil mellem kidnapper og offer – og her er det ret tydeligt, at det er den ressourcestærke Anna, der har bukserne på. Den altoverskyggende svaghed ved I Dine Hænder er manuskriptets mangelfulde beskrivelse af den patetiske Yann. Vi bombarderes med usammenhængende antydninger af, hvorfor han opfører sig så kryptisk, men mærkværdigt nok bruger filmen ikke et eneste sekund på at forklare omfanget af hans kærlighed til den afdøde kone, hvilket trods alt må formodes at være drivkraften bag hans utilregnelige opførsel. Denne defekt ved manuskriptet bevirker, at Pio Marmaï har uendelig svært ved at gøre Yann til en troværdig figur, og af den grund forbliver I Dine Hænder en sine steder interessant, men som helhed uforløst, postuleret og tung lille skæbnefortælling, hvis eneste raison d’être er Kristin Scott Thomas’ blændende indsats.
Min anmeldelse i sin fulde længde: http://alverden.wordpress.com/2011/08/04/i-dine-haender-filmet-teater/