Kvindekamp light
3.0
I sommeren 1968 gik syerskerne ved Ford-fabrikken i London-forstaden Dagenham i strejke - med krav om, at deres arbejde skulle anerkendes som faglært og aflønnes på niveau med fabrikkens mandlige ansatte. Trods pres fra både Ford-koncernen og deres egen fagforening holdt kvinderne fast, indtil arbejdsministeren skred ind - og sagen betragtes som et væsentligt skridt på vejen mod den britiske lov om ligeløn, som blev vedtaget et par år senere.
"Made in Dagenham" fortæller historien om strejken i en letbenet, munter stil, som i Danmark ville have givet den stemplet 'folkekomedie'. Tidsbilledet virker præcist med højt hår og miniskirts, selv om skuespillerne vist ser en anelse mere friske ud, end virkelighedens Ford-syersker gjorde. Og kvindernes sag skildres loyalt, men altså også med mere hyggehumor end drama - og det synes jeg er lidt synd. For det er jo i realiteten en særdeles alvorlig problemstilling, filmen handler om. Og det kunne efter min mening have fortjent en mere seriøs behandling end en feelgood-komedie om indforstået søsterskab og sejr over på flere måder dumme mænd.
Filmen er dog ganske fermt skruet sammen af instruktør Nigel Cole, som meget sigende er bedst kendt for "Calendar Girls". "Made in Dagenham" er charmerende og lunt morsom - selv om jeg dog aldrig var i nærheden af at skraldgrine. Det er den trods alt for forudsigelig til.
Ud over det glimrende tidsbillede har "Made in Dagenham" et markant plus i rollebesætningen. Sally Hawkins er den store oplevelse i hovedrollen som ukuelig åndelig leder og tillidskvinde - en rolle, der på sin vis har meget tilfælles med hendes Poppy fra "Happy-Go-Lucky". Derudover har filmen en hel stribe velspillede biroller af bl.a. Bob Hoskins, Andrea Riseborough, Rosamund Pike og Rupert Graves.
Med den rolleliste kunne man have lavet mere end en sød lille film, der serverer sin pointe om ligestilling på en relativt ufarlig måde. Nu er resultatet ikke videre skarpt, men netop en sød lille sag, som lykkes med charme og humor, hvor skarpheden mangler.
"Made in Dagenham" fortæller historien om strejken i en letbenet, munter stil, som i Danmark ville have givet den stemplet 'folkekomedie'. Tidsbilledet virker præcist med højt hår og miniskirts, selv om skuespillerne vist ser en anelse mere friske ud, end virkelighedens Ford-syersker gjorde. Og kvindernes sag skildres loyalt, men altså også med mere hyggehumor end drama - og det synes jeg er lidt synd. For det er jo i realiteten en særdeles alvorlig problemstilling, filmen handler om. Og det kunne efter min mening have fortjent en mere seriøs behandling end en feelgood-komedie om indforstået søsterskab og sejr over på flere måder dumme mænd.
Filmen er dog ganske fermt skruet sammen af instruktør Nigel Cole, som meget sigende er bedst kendt for "Calendar Girls". "Made in Dagenham" er charmerende og lunt morsom - selv om jeg dog aldrig var i nærheden af at skraldgrine. Det er den trods alt for forudsigelig til.
Ud over det glimrende tidsbillede har "Made in Dagenham" et markant plus i rollebesætningen. Sally Hawkins er den store oplevelse i hovedrollen som ukuelig åndelig leder og tillidskvinde - en rolle, der på sin vis har meget tilfælles med hendes Poppy fra "Happy-Go-Lucky". Derudover har filmen en hel stribe velspillede biroller af bl.a. Bob Hoskins, Andrea Riseborough, Rosamund Pike og Rupert Graves.
Med den rolleliste kunne man have lavet mere end en sød lille film, der serverer sin pointe om ligestilling på en relativt ufarlig måde. Nu er resultatet ikke videre skarpt, men netop en sød lille sag, som lykkes med charme og humor, hvor skarpheden mangler.
21/08-2011
