Letbenet, elegant og morsom: Allen i topform
5.0
(spoilers)
Woody Allen fortsætter sin tur rundt i europæiske storbyer med denne charmerende film om Gil, en succesfuld tv-manuskriptforfatter, der drømmer om at skrive romaner i stedet for. Han er på tur til Paris med sin kæreste, som har travlt med at shoppe og flirte med en gammel studiekammerat. Da Gil flygter ved at gå en sen aftentur, bliver han samlet op af en gammel bil, som viser sig at indeholde Scott og Zelda Fitzgerald på vej til fest. Nu har Gil så en slags magisk portal, som om natten transporterer ham til fest med hans store idoler i 1920'erne, mens han forvirret overvejer, hvad han skal gøre ved både sit liv i nutiden og den spændende kvinde, han møder i fortiden.
"Midnight in Paris" er en virkelig dejlig film. Letbenet, elegant og underspillet morsom i en stil, som Allen ikke har ramt i mere end et årti. Dens primære konflikt er så hårdt sat op, at det nærmest bliver parodisk - Gils kæreste er smuk, men egoistisk, og hendes forældre er endnu værre, så det er mere end forståeligt, at han falder for den mystiske, sensuelle muse fra fortiden.
Bag kærlighedshistorien fungerer filmen mere begavet på flere planer. For det første som en ubetinget kærlighedserklæring til 20'ernes kunstnermiljø og de kulturelle giganter, som færdedes i Paris dengang (og der er mange af dem med i filmen). For det andet rammer filmen smukt et hovedtema om kunst i historien om Gil, der både skal samle mod til at følge sin drøm og lære, at han nok kan støtte sig til sine historiske forbilleder, men må finde sin egen stil i nutiden.
Og det hele er altså skrevet med humor og lethed af Allen, som også får iscenesat 20'ernes bohememiljø flot. Som Gil er Owen Wilson endnu et klart plus, for hans lidt kluntede stil giver rollen en oprigtighed og charme, som Allen aldrig selv kunne have ramt (selv om rollen naturligvis er endnu en kloning af den klassiske Woody-hovedrolle). Marion Cotillard er god som fortidig fransk fristelse. Rachel McAdams, Mimi Kennedy og Michael Sheen er morsomme som forfærdelige nutidsmennesker, mens Carla Bruni har en herlig cameo som den turistguide, Sheens arrogante karakter fornærmer. Og blandt de mange ikoniske 20'er-roller var jeg især glad for Kathy Bates som Gertrude Stein, Corey Stoll som Hemingway samt Tom Hiddleston og Alison Pill som Fitzgerald-parret.
Det kan godt være, at man skal dele Woody Allens kærlighed til 20'ernes europæiske kunstnermiljø for virkelig at kunne nyde "Midnight in Paris" med alle dens referencer. Men det gør jeg, og jeg synes, det er den bedste film, Allen har lavet i 20-25 år.
Woody Allen fortsætter sin tur rundt i europæiske storbyer med denne charmerende film om Gil, en succesfuld tv-manuskriptforfatter, der drømmer om at skrive romaner i stedet for. Han er på tur til Paris med sin kæreste, som har travlt med at shoppe og flirte med en gammel studiekammerat. Da Gil flygter ved at gå en sen aftentur, bliver han samlet op af en gammel bil, som viser sig at indeholde Scott og Zelda Fitzgerald på vej til fest. Nu har Gil så en slags magisk portal, som om natten transporterer ham til fest med hans store idoler i 1920'erne, mens han forvirret overvejer, hvad han skal gøre ved både sit liv i nutiden og den spændende kvinde, han møder i fortiden.
"Midnight in Paris" er en virkelig dejlig film. Letbenet, elegant og underspillet morsom i en stil, som Allen ikke har ramt i mere end et årti. Dens primære konflikt er så hårdt sat op, at det nærmest bliver parodisk - Gils kæreste er smuk, men egoistisk, og hendes forældre er endnu værre, så det er mere end forståeligt, at han falder for den mystiske, sensuelle muse fra fortiden.
Bag kærlighedshistorien fungerer filmen mere begavet på flere planer. For det første som en ubetinget kærlighedserklæring til 20'ernes kunstnermiljø og de kulturelle giganter, som færdedes i Paris dengang (og der er mange af dem med i filmen). For det andet rammer filmen smukt et hovedtema om kunst i historien om Gil, der både skal samle mod til at følge sin drøm og lære, at han nok kan støtte sig til sine historiske forbilleder, men må finde sin egen stil i nutiden.
Og det hele er altså skrevet med humor og lethed af Allen, som også får iscenesat 20'ernes bohememiljø flot. Som Gil er Owen Wilson endnu et klart plus, for hans lidt kluntede stil giver rollen en oprigtighed og charme, som Allen aldrig selv kunne have ramt (selv om rollen naturligvis er endnu en kloning af den klassiske Woody-hovedrolle). Marion Cotillard er god som fortidig fransk fristelse. Rachel McAdams, Mimi Kennedy og Michael Sheen er morsomme som forfærdelige nutidsmennesker, mens Carla Bruni har en herlig cameo som den turistguide, Sheens arrogante karakter fornærmer. Og blandt de mange ikoniske 20'er-roller var jeg især glad for Kathy Bates som Gertrude Stein, Corey Stoll som Hemingway samt Tom Hiddleston og Alison Pill som Fitzgerald-parret.
Det kan godt være, at man skal dele Woody Allens kærlighed til 20'ernes europæiske kunstnermiljø for virkelig at kunne nyde "Midnight in Paris" med alle dens referencer. Men det gør jeg, og jeg synes, det er den bedste film, Allen har lavet i 20-25 år.
22/08-2011
