Mean Streets of Tel Aviv
4.0
Israelsk ensemblefilm, der, som navnet fortæller, foregår i det arabisk-dominerede og fattige Ajami-kvarter i Tel Aviv-Yafo. Her bliver en teenagefyr pålagt at overtage en æresgæld for sin familie, og det presser ham ud i narkohandel. En anden teenager bliver smuglet ind fra Vestbredden for at tjene penge til sin mors livsnødvendige operation. Og en tredje ung araber er på vej til at flytte sammen med sin jødiske kæreste i selve Tel Aviv, da hans lillebror beder ham om hjælp, fordi han er på flugt fra politiet.
De ovennævnte handlingstråde bliver flettet sammen med yderligere et par stykker i "Ajami". På overfladen er det en film om hverdagen i et område, hvor få ting holder sig inden for lovens rammer, og det meste bliver styret af stammementalitet eller gangsterlogik, mens menneskene basalt set bare forsøger at overleve.
Tematisk har filmen så én stor pointe, som bliver understreget af dens ikke-kronologiske opbygning. I starten forekommer handlingen nemlig at være ganske ligetil - personerne bliver konfronteret med tilsyneladende simple problemstillinger og finder på mere eller mindre snedige løsninger. Men i de sidste to kapitler bygger forfatter-instruktørerne Scandar Copti og Yaron Shani så noget forhistorie på, som giver et helt andet perspektiv på hændelserne. Og det illustrerer én af Mellemøstens essentielle udfordringer: Hvordan kan der nogensinde blive skabt fred, når alle har travlt med at tro det værste om andre og vælger de nemme konflikter?
Samtidig giver filmen også et billede af et samfund, som er gennemsyret af en stammementalitet, der sætter ære og tradition højere end muligheden for fredeligt samliv med de andre. Konflikterne er der tilmed ikke kun mellem jøder og arabere, men også mellem muslimske arabere og kristne arabere, og mellem beduiner og andre arabere. Det er slående, at ingen af personerne i "Ajami" ser det som en reel mulighed at involvere myndighederne i deres problemer, men fx søger mægling fra kvarterets spidser i stedet.
Jeg er ikke i tvivl om, at konflikterne mellem de forskellige grupperinger bliver ramt præcist af Shani (som er jøde) og Copti (som er kristen araber). Men på det punkt er filmen så også relativt svært tilgængelig. Der er eksempelvis flere scener, hvor det har betydning, at dialogen skifter frem og tilbage mellem arabisk og hebraisk - og for udenforstående er det altså pænt svært at høre, hvilket semitisk sprog der er hvilket. Der var også et par andre steder, hvor jeg først pr. efterrationalisering kunne følge med i de kulturelt betingede konflikter.
"Ajami" er en interessant og især indledningsvis medrivende film - som også imponerer, ved at størstedelen af de medvirkende er amatørskuespillere, der formår at give historien et meget realistisk præg. Jeg synes dog samtidig, at den har nogle problemer i, at historien er temmelig konstrueret i sin bagvendte form. Som nævnt ovenfor er der en åbenlys pointe med formen, men den virker altså ganske fortænkt. Og samtidig falder filmen i tempo og intensitet, når den looper bagud i handlingen.
Men så absolut en seværdig film, der i øvrigt kommer til landet med en Oscar-nominering for bedste udenlandske film i bagagen sammen med publikumsprisen på CPH:PIX 2010.
De ovennævnte handlingstråde bliver flettet sammen med yderligere et par stykker i "Ajami". På overfladen er det en film om hverdagen i et område, hvor få ting holder sig inden for lovens rammer, og det meste bliver styret af stammementalitet eller gangsterlogik, mens menneskene basalt set bare forsøger at overleve.
Tematisk har filmen så én stor pointe, som bliver understreget af dens ikke-kronologiske opbygning. I starten forekommer handlingen nemlig at være ganske ligetil - personerne bliver konfronteret med tilsyneladende simple problemstillinger og finder på mere eller mindre snedige løsninger. Men i de sidste to kapitler bygger forfatter-instruktørerne Scandar Copti og Yaron Shani så noget forhistorie på, som giver et helt andet perspektiv på hændelserne. Og det illustrerer én af Mellemøstens essentielle udfordringer: Hvordan kan der nogensinde blive skabt fred, når alle har travlt med at tro det værste om andre og vælger de nemme konflikter?
Samtidig giver filmen også et billede af et samfund, som er gennemsyret af en stammementalitet, der sætter ære og tradition højere end muligheden for fredeligt samliv med de andre. Konflikterne er der tilmed ikke kun mellem jøder og arabere, men også mellem muslimske arabere og kristne arabere, og mellem beduiner og andre arabere. Det er slående, at ingen af personerne i "Ajami" ser det som en reel mulighed at involvere myndighederne i deres problemer, men fx søger mægling fra kvarterets spidser i stedet.
Jeg er ikke i tvivl om, at konflikterne mellem de forskellige grupperinger bliver ramt præcist af Shani (som er jøde) og Copti (som er kristen araber). Men på det punkt er filmen så også relativt svært tilgængelig. Der er eksempelvis flere scener, hvor det har betydning, at dialogen skifter frem og tilbage mellem arabisk og hebraisk - og for udenforstående er det altså pænt svært at høre, hvilket semitisk sprog der er hvilket. Der var også et par andre steder, hvor jeg først pr. efterrationalisering kunne følge med i de kulturelt betingede konflikter.
"Ajami" er en interessant og især indledningsvis medrivende film - som også imponerer, ved at størstedelen af de medvirkende er amatørskuespillere, der formår at give historien et meget realistisk præg. Jeg synes dog samtidig, at den har nogle problemer i, at historien er temmelig konstrueret i sin bagvendte form. Som nævnt ovenfor er der en åbenlys pointe med formen, men den virker altså ganske fortænkt. Og samtidig falder filmen i tempo og intensitet, når den looper bagud i handlingen.
Men så absolut en seværdig film, der i øvrigt kommer til landet med en Oscar-nominering for bedste udenlandske film i bagagen sammen med publikumsprisen på CPH:PIX 2010.
29/08-2011
