Lidt for pæn barbarfilm
3.0
Denne film kan vurderes på baggrund af tre spørgsmål: Er der rytterangreb i slowmotion? Jep, men dog kun kortvarigt. Er der nogen, der serverer grøn kraniesuppe? Nej. Er Sven-Ole Thorsen med? Nej.
Altså højst trekvart point ud af tre mulige, så "Conan the Barbarian" anno 2011 matcher ikke "Conan the Barbarian" anno 1982. Det forventede jeg sådan set heller ikke, eftersom jeg betragter John Milius' 1982-udgave som et hovedværk inden for fantasyfilm. Men den nye Conan-film byder trods alt på en udmærket gang underholdning, især hvis man bare har brug for en biograftur med masser af action.
Filmen genfortæller historien om barbardrengen, hvis landsby og familie bliver nedslagtet af en banditleder på jagt efter et gammelt artefakt. Conan vokser op som pirat og tyv, og 20 år senere kommer han så på sporet af banditlederen, som i mellemtiden er blevet til en frygtet krigsherre, der nu leder efter den sidste ting, som er nødvendig for at aktivere artefaktet og opnå ustoppelig magt.
Det er en historie, som er ganske tro mod ånden i Conan-figuren og Robert E. Howards oprindelige historier. Men det er også tydeligt, at denne Conan-film har været igennem mange års tovtrækkeri med flere instruktører og forfattere indblandet. I sidste ende kom den i hænderne på den tyske gyserinstruktør Marcus Nispel, som faktisk afvikler filmen ganske kompetent. Desværre er der bare ikke blevet ryddet helt op i manuskriptet, hvilket bl.a. ses på, at der er en række skurkefigurer, som det tydeligvis var planen at give mere personlighed, men som blot ender som kanonføde for Conan i filmens udmærkede actionscener.
Det her er nemlig en særdeles voldelig film, hvor blodet bogstaveligt talt sprøjter løs, mens Conan tæver mængder af modstandere. Som i øvrigt er bygget over et sammensurium af kulturelle referencer med sære våben og så videre. Igen fint i Conan-ånden, ikke mindst ånden fra den gamle Marvel-tegneserie. Jason Momoa ligner også tegneseriens Conan mere, end Arnold Schwarzenegger nogensinde gjorde - og Momoa gør det helt o.k. i en rolle, der jo først og fremmest kræver, at man ser godt ud med bar overkrop.
Filmens skurke er også glimrende valgt. Stephen Lang er fin som krigsherre med storhedsvanvid, men Rose McGowan er klart filmens bedste indslag som hans gale og farlige heksedatter. Desværre er McGowans rolle det eneste sted, hvor Howards kobling af magi og galskab virkelig brænder igennem. Og generelt mangler filmen lige et ekstra skud mørke og vanvid for at være helt overbevisende pulp fantasy.
Men der er altså også fine momenter undervejs, så 2011-udgaven af "Conan the Barbarian" kan godt retfærdiggøre en biograftur, hvis man er til den form for beskidt fantasy.
Altså højst trekvart point ud af tre mulige, så "Conan the Barbarian" anno 2011 matcher ikke "Conan the Barbarian" anno 1982. Det forventede jeg sådan set heller ikke, eftersom jeg betragter John Milius' 1982-udgave som et hovedværk inden for fantasyfilm. Men den nye Conan-film byder trods alt på en udmærket gang underholdning, især hvis man bare har brug for en biograftur med masser af action.
Filmen genfortæller historien om barbardrengen, hvis landsby og familie bliver nedslagtet af en banditleder på jagt efter et gammelt artefakt. Conan vokser op som pirat og tyv, og 20 år senere kommer han så på sporet af banditlederen, som i mellemtiden er blevet til en frygtet krigsherre, der nu leder efter den sidste ting, som er nødvendig for at aktivere artefaktet og opnå ustoppelig magt.
Det er en historie, som er ganske tro mod ånden i Conan-figuren og Robert E. Howards oprindelige historier. Men det er også tydeligt, at denne Conan-film har været igennem mange års tovtrækkeri med flere instruktører og forfattere indblandet. I sidste ende kom den i hænderne på den tyske gyserinstruktør Marcus Nispel, som faktisk afvikler filmen ganske kompetent. Desværre er der bare ikke blevet ryddet helt op i manuskriptet, hvilket bl.a. ses på, at der er en række skurkefigurer, som det tydeligvis var planen at give mere personlighed, men som blot ender som kanonføde for Conan i filmens udmærkede actionscener.
Det her er nemlig en særdeles voldelig film, hvor blodet bogstaveligt talt sprøjter løs, mens Conan tæver mængder af modstandere. Som i øvrigt er bygget over et sammensurium af kulturelle referencer med sære våben og så videre. Igen fint i Conan-ånden, ikke mindst ånden fra den gamle Marvel-tegneserie. Jason Momoa ligner også tegneseriens Conan mere, end Arnold Schwarzenegger nogensinde gjorde - og Momoa gør det helt o.k. i en rolle, der jo først og fremmest kræver, at man ser godt ud med bar overkrop.
Filmens skurke er også glimrende valgt. Stephen Lang er fin som krigsherre med storhedsvanvid, men Rose McGowan er klart filmens bedste indslag som hans gale og farlige heksedatter. Desværre er McGowans rolle det eneste sted, hvor Howards kobling af magi og galskab virkelig brænder igennem. Og generelt mangler filmen lige et ekstra skud mørke og vanvid for at være helt overbevisende pulp fantasy.
Men der er altså også fine momenter undervejs, så 2011-udgaven af "Conan the Barbarian" kan godt retfærdiggøre en biograftur, hvis man er til den form for beskidt fantasy.
29/08-2011
