Hitchcock udsat for stand-up-comedy
2.0
Tre venner er fint tilfredse med deres liv, bortset fra én ting: De har alle tre en aldeles rædselsfuld chef. Det starter som en joke på baren, men hurtigt bliver tanken til alvor: De beslutter sig for at hjælpe hinanden med at slå cheferne ihjel. Desværre er de hverken gode til planlægning eller udførelse, så ideen ender med at få dem rodet ud i diverse bizarre problemer.
Ideen i "Horrible Bosses", at man bytter mord, kan på film føres tilbage til Hitchcock-mesterværket "Strangers on a Train" - som endda også tidligere er blevet omsat til komedie i Danny DeVitos "Throw Momma from the Train". Begge film bliver der direkte refereret til i "Horrible Bosses", så inspirationskilderne er tydelige.
Desværre er det så kun opbygningen til mordpagten, der fungerer i denne version - de satans chefer bliver etableret ganske fint, men derefter flader filmen ubehjælpsomt ud. Jeg holdt i hvert fald op med at grine og kedede mig simpelt hen. Efter min smag mangler der helt banalt gode ideer og inspiration i komikken, ligesom plottet bare ikke hænger ordentligt sammen, selv med den komiske præmis in mente.
En del af problemet ligger formentlig i valget af hovedroller, især de to standuppere Jason Sudeikis og Charlie Day. Deres teknik og timing er baseret på hurtige payoffs frem for længere opbyggede jokes, og Day er først og fremmest sjov som type og ikke på indholdet i sine jokes. Det er ikke ligefrem befordrende for en sammenhængende film, og når tredjemanden samtidig er så typecastet som Jason Bateman, forstår jeg godt, hvorfor man ender med et sjasket manuskript, som ikke engang formår at få slået en fælles knude på hovedpersonernes problemer.
Det klart sjoveste i "Horrible Bosses" er cheferne. Jeg kan især godt lide Jennifer Aniston som sexgal tandlæge, fordi filmen netop spiller imod hendes normale type, og fordi der dog er en smule originalitet i at finde humor i omvendt sexchikane. Kevin Spacey er også rigtig fin som den selvfede direktør, der driver Bateman rundt i manegen - en rolle, som Spacey vel nærmest kan spille i søvne. Colin Farrell er til gengæld markant svagere som den ubehøvlede døgenigt, der har overtaget familiefirmaet - med sært hår og crazy-manerer forsøger Farrell tydeligvis at kopiere Tom Cruise fra "Tropic Thunder", men det stunt var Cruise altså bedre til.
Problemet er så bare, at de tre chefer mest er morsomme i starten, hvorefter deres tre undersåtter overtager med dårligere jokes, større platheder og jagt på hurtige grin frem for sammenhæng. Og det var så dér, jeg begyndte at kede mig.
Ideen i "Horrible Bosses", at man bytter mord, kan på film føres tilbage til Hitchcock-mesterværket "Strangers on a Train" - som endda også tidligere er blevet omsat til komedie i Danny DeVitos "Throw Momma from the Train". Begge film bliver der direkte refereret til i "Horrible Bosses", så inspirationskilderne er tydelige.
Desværre er det så kun opbygningen til mordpagten, der fungerer i denne version - de satans chefer bliver etableret ganske fint, men derefter flader filmen ubehjælpsomt ud. Jeg holdt i hvert fald op med at grine og kedede mig simpelt hen. Efter min smag mangler der helt banalt gode ideer og inspiration i komikken, ligesom plottet bare ikke hænger ordentligt sammen, selv med den komiske præmis in mente.
En del af problemet ligger formentlig i valget af hovedroller, især de to standuppere Jason Sudeikis og Charlie Day. Deres teknik og timing er baseret på hurtige payoffs frem for længere opbyggede jokes, og Day er først og fremmest sjov som type og ikke på indholdet i sine jokes. Det er ikke ligefrem befordrende for en sammenhængende film, og når tredjemanden samtidig er så typecastet som Jason Bateman, forstår jeg godt, hvorfor man ender med et sjasket manuskript, som ikke engang formår at få slået en fælles knude på hovedpersonernes problemer.
Det klart sjoveste i "Horrible Bosses" er cheferne. Jeg kan især godt lide Jennifer Aniston som sexgal tandlæge, fordi filmen netop spiller imod hendes normale type, og fordi der dog er en smule originalitet i at finde humor i omvendt sexchikane. Kevin Spacey er også rigtig fin som den selvfede direktør, der driver Bateman rundt i manegen - en rolle, som Spacey vel nærmest kan spille i søvne. Colin Farrell er til gengæld markant svagere som den ubehøvlede døgenigt, der har overtaget familiefirmaet - med sært hår og crazy-manerer forsøger Farrell tydeligvis at kopiere Tom Cruise fra "Tropic Thunder", men det stunt var Cruise altså bedre til.
Problemet er så bare, at de tre chefer mest er morsomme i starten, hvorefter deres tre undersåtter overtager med dårligere jokes, større platheder og jagt på hurtige grin frem for sammenhæng. Og det var så dér, jeg begyndte at kede mig.
30/08-2011
