Ensembleromantik med stærkt ensemble

4.0
Feelgood møder romantisk komedie i denne ensemblefilm, hvis omdrejningspunkt er et midaldrende ægtepar, der har været sammen siden high school. En dag meddeler konen så, at hun vil skilles, og det kaster manden ud i total depression. Han forsøger at drikke sorgerne væk, men bliver samlet op af en yngre fyr, der giver ham et kursus i at score. Hans nye vens kyniske attitude bliver dog snart udfordret af en pige, der ikke er så letpåvirkelig som de andre. Og tilbage i den centrale familie er den 13-årige søn håbløst forelsket i babysitteren, som til gengæld er lun på hans nu enlige far.

"Crazy, Stupid, Love" minder en del om en film som "Love Actually", for den er på samme måde bygget op af en række små delhistorier om kærlighed. Her er trådene i plottet dog knyttet tættere sammen, og "Crazy, Stupid, Love" adskiller sig desuden fra de fleste andre amerikanske romcoms, ved at den har usædvanligt meget dybde i sin personskildring. Her er nuancer og smerte, som kradser lidt mere end vanligt for genren - samtidig med at filmen naturligvis er håbløst romantisk, når det kommer til stykket.

Det er faktisk ret godt klaret at slippe af sted med den kombination, men det lykkes altså via et velkonstrueret manuskript af Dan Fogelman (som tidligere mest har skrevet tegnefilm). Historien er også næsten for konstrueret, når man tænker efter, men den glider ubesværet ned, takket være præcis instruktion af duoen Glenn Ficarra og John Requa.

Én af deres fortjenester er, at de giver plads til de store talenter på rollelisten. Steve Carell er egentlig ikke specielt overbevisende i hovedrollen som den dumpede mand, selv om det her ellers er endnu en film, hvor han bevæger sig fra komedie mod drama. Men til gengæld er Julianne Moore stærk som altid som hans kone - en rolle, hvor hun netop kommer rundt i følelser og nuancer, som ikke er standard for romcoms. Og så er Ryan Gosling og Emma Stone umådeligt godt valgt som filmens unge par. De er to af amerikansk films største yngre navne, som begge allerede har bevist, at de kan bære en film helt alene - her bliver det til samspil med imponerende timing og charme. Læg dertil, at Kevin Bacon, Marisa Tomei og Analeigh Tipton også gør det fint i deres mindre roller - og resultatet er en ensemblefilm med et virkelig stærkt ensemble.

"Crazy, Stupid, Love" er som sine mange åndsfæller blot en film, der vil sende én ud af biografen med et skud tro på kærlighed og lykke, og at man kan finde den eneste ene. Men den gør det klart mere elegant og intelligent end gennemsnittet.
Crazy Stupid Love