Mesterlig retro-noir
6.0
Den her har jeg godt nok glædet mig til. Ud fra en forventning om, at når Nicolas Winding Refn (af alle) kunne vinde prisen for bedste instruktør i Cannes for en actionthriller ... så måtte det dæleme også være en god film. Og "Drive" lever op til forventningerne - og mere til. Det er en mesterlig moderne noirfilm, intens og slagkraftig og virkelig en film for filmelskere.
"Drive" foregår i Los Angeles, hvor hovedpersonen er stuntkører, men også har måneskinsarbejde som flugtchauffør for kriminelle. Han bliver interesseret i sin søde nabo, der tilsyneladende er enlig mor, men faktisk har en mand, der kommer hjem fra fængslet med pengeproblemer. Og så ender hovedpersonen med at tilbyde at hjælpe manden for at beskytte hans hustru, men et røveri går frygtelig galt, og byttet viser sig at være en taske med livsfarlige penge.
Det er med andre ord en helt klassisk noirhistorie. Fyr forelsker sig i den forkerte pige, føler sig forpligtet til at hjælpe, selv om det er dumt - og så snurrer tingene ellers nedad i en spiral af vold og gæld. Det er set mange gange før, men det, der gør "Drive" til noget helt særligt, er måden, den bliver leveret på.
Fra indledningssekvensen bygges en sitre intens spænding op, og den slipper aldrig grebet under de 100 minutters film. Winding Refn gearer godt nok op og ned flere gange undervejs, hvor han tør afvikle scenerne langsomt og ordknapt med lange kameraindstillinger. Men igen og igen træder han så på speederen på de helt rigtige tidspunkter, hvor filmen eksploderer i actionscener, der med ekstrem voldsomhed understreger konsekvenserne af personernes valg. "Drive" er ualmindeligt brutal - som de fleste af Winding Refns tidligere film var det, men her med en hurtig afvikling af volden a la Cronenbergs "A History of Violence".
Men det er ikke kun actionscenerne, der virker. "Drive" er en fantastisk velkomponeret film, hvor fotografering, klipning og musik går op i en højere enhed, der bevidst sigter efter en 80'er-agtig B-filmsæstetik. Fra de neonfarvemættede natbilleder med store, rene farveflader og smukt lysarbejde over den mesterlige klipperytme til det synthesizer-bimlende soundtrack, der brager igennem med høj volumen - det virker bare hele vejen. Med masser af stemning og spænding. Og naturligvis også et par særdeles effektive biljagtscener - selv om der egentlig er overraskende lidt bilkørsel, når man tænker på filmens titel.
Og så er der Ryan Gosling, der bare er fremragende i hovedrollen. Som den naturligvis navnløse helt - han er jo en arketype, der fx med tandstik i mundvigen spiller på utallige filmreferencer. Men først og fremmest får en rolig, tavs, intimiderende tilstedeværelse gennem Goslings ekstremt fokuserede spil. Som i øvrigt står over for gennemgående stærke biroller. Carey Mulligan som uskyldig femme fatale, Ron Perlman som pizzeria-ejende jødisk gangster, Christina Hendricks som white trash-røver med hængerøv i joggingbukserne - de er alle sammen gode, men bliver dog overstrålet af Albert Brooks, der ligeledes spiller mod sin normale rolletype som filmens anden og på overfladen flinkere gangsterboss.
"Drive" er en genrefilm, men en mesterlig én af slagsen. Superpræcist leveret, fascinerende og opslugende. Sørg nu for at se den i den største biografsal i nærheden - den har både lyd og billeder, som har fortjent at blive blæst op på maksimal styrke.
"Drive" foregår i Los Angeles, hvor hovedpersonen er stuntkører, men også har måneskinsarbejde som flugtchauffør for kriminelle. Han bliver interesseret i sin søde nabo, der tilsyneladende er enlig mor, men faktisk har en mand, der kommer hjem fra fængslet med pengeproblemer. Og så ender hovedpersonen med at tilbyde at hjælpe manden for at beskytte hans hustru, men et røveri går frygtelig galt, og byttet viser sig at være en taske med livsfarlige penge.
Det er med andre ord en helt klassisk noirhistorie. Fyr forelsker sig i den forkerte pige, føler sig forpligtet til at hjælpe, selv om det er dumt - og så snurrer tingene ellers nedad i en spiral af vold og gæld. Det er set mange gange før, men det, der gør "Drive" til noget helt særligt, er måden, den bliver leveret på.
Fra indledningssekvensen bygges en sitre intens spænding op, og den slipper aldrig grebet under de 100 minutters film. Winding Refn gearer godt nok op og ned flere gange undervejs, hvor han tør afvikle scenerne langsomt og ordknapt med lange kameraindstillinger. Men igen og igen træder han så på speederen på de helt rigtige tidspunkter, hvor filmen eksploderer i actionscener, der med ekstrem voldsomhed understreger konsekvenserne af personernes valg. "Drive" er ualmindeligt brutal - som de fleste af Winding Refns tidligere film var det, men her med en hurtig afvikling af volden a la Cronenbergs "A History of Violence".
Men det er ikke kun actionscenerne, der virker. "Drive" er en fantastisk velkomponeret film, hvor fotografering, klipning og musik går op i en højere enhed, der bevidst sigter efter en 80'er-agtig B-filmsæstetik. Fra de neonfarvemættede natbilleder med store, rene farveflader og smukt lysarbejde over den mesterlige klipperytme til det synthesizer-bimlende soundtrack, der brager igennem med høj volumen - det virker bare hele vejen. Med masser af stemning og spænding. Og naturligvis også et par særdeles effektive biljagtscener - selv om der egentlig er overraskende lidt bilkørsel, når man tænker på filmens titel.
Og så er der Ryan Gosling, der bare er fremragende i hovedrollen. Som den naturligvis navnløse helt - han er jo en arketype, der fx med tandstik i mundvigen spiller på utallige filmreferencer. Men først og fremmest får en rolig, tavs, intimiderende tilstedeværelse gennem Goslings ekstremt fokuserede spil. Som i øvrigt står over for gennemgående stærke biroller. Carey Mulligan som uskyldig femme fatale, Ron Perlman som pizzeria-ejende jødisk gangster, Christina Hendricks som white trash-røver med hængerøv i joggingbukserne - de er alle sammen gode, men bliver dog overstrålet af Albert Brooks, der ligeledes spiller mod sin normale rolletype som filmens anden og på overfladen flinkere gangsterboss.
"Drive" er en genrefilm, men en mesterlig én af slagsen. Superpræcist leveret, fascinerende og opslugende. Sørg nu for at se den i den største biografsal i nærheden - den har både lyd og billeder, som har fortjent at blive blæst op på maksimal styrke.
14/09-2011
