Refns poetiske hybrid
6.0
Egentlig er han Hollywood-stuntman og automekaniker, men som en sidegesjæft udøver han flugtkørsel for diverse skumle typer.
"I don't cary a gun, I drive," forklarer han. Dette mantra skal dog senere hen vise sig at komme på alvorlige prøvelser.
Drive er i bund og grund en kærlighedshistorie, hvor hovedpersonen får et nært forhold til naboen Irene og tager sig af hendes søn Benicio. Det viser sig dog, at Irene er gift og hendes mand, Standard, vender tilbage efter at have siddet inde. Standards blakkede fortid kommer hurtigt til at true Irene og Benicio på livet, hvilket giver hovedpersonen incitament til at hjælpe Standard ud af sine problemer, der involverer mafiaen og en stor portion penge.
Nu kommer hovedpersonens førnævnte mantra i den grad i spil.
Jeg havde høje forventninger til denne film på trods af, at jeg aldrig har dyrket Winding Refn. Pusher-filmene var jo egentlig meget gode, men Refn var for mig den instruktør, jeg havde på fornemmelsen besad noget uforløst potentiale. Min fornemmelse holdt stik.
Filmens anslag tager udgangspunkt i en flugtscene, hvor vores hovedperson med elegance of præcision kører et par slyngler gennem Los Angeles' mørke gader, i sikkerhed fra ordensmagten. Scenen, der klædeligt er akkompagneret af en pulserende basrytme, er et meget moderne bud på en flugtscene, hvor så godt som alle skud er taget inde fra bilen, hvilket giver én følelsen at være en del af flugten.
Anslaget sætter tonen for resten af filmen, men så alligevel slet ikke.
Drive viser sig nemlig at være en film med utroligt mange niveauer: Drive er en dundrende action-film med øredøvende motorstøj og en hyldest til den klassiske biljagt. Drive er et "Lost in Translation"-lignende, poetisk indblik i den voksende sympati mellem to mennesker - en underspillet kærlighedshistorie. Drive er melankolsk neo(n)-noir. Drive er farverige karakterer, kranium-trampende ultra-vold og rendyrket kult i bedste Tarantino-stil. Og mere til.
Hvad Drive ikke er, er et komplekst plot. Historien er meget let at følge og udfordrer hverken intellekt eller fantasi. Men det er heller ikke præmissen for filmen, for Drive's virkelige kvalitet ligger i måden man fortæller på og ikke, hvad man fortæller. Filmens største "drivere" ligger i det subtile, blikke, det usagte. Samtidig er billederne til tider simpelthen åndeløst smukke, mens musikken, der består af lige dele 80er inspireret popmusik og langstrakte tonenuancer, meget karakteristisk og giver filmen et helt unikt præg. Ja, Refn har skabt en meget original film.
Jeg vil nødig lyde lalleglad og jeg har virkelig anstrengt mig for at være kritisk overfor denne film, men jeg må være ærlig og indrømme, at jeg har svært ved det. Nogen gange støder man bare på en film, der rammer en lige det sted, hvor man kan blive både glad, overrasket, fråstødt og rørt.
"I don't cary a gun, I drive," forklarer han. Dette mantra skal dog senere hen vise sig at komme på alvorlige prøvelser.
Drive er i bund og grund en kærlighedshistorie, hvor hovedpersonen får et nært forhold til naboen Irene og tager sig af hendes søn Benicio. Det viser sig dog, at Irene er gift og hendes mand, Standard, vender tilbage efter at have siddet inde. Standards blakkede fortid kommer hurtigt til at true Irene og Benicio på livet, hvilket giver hovedpersonen incitament til at hjælpe Standard ud af sine problemer, der involverer mafiaen og en stor portion penge.
Nu kommer hovedpersonens førnævnte mantra i den grad i spil.
Jeg havde høje forventninger til denne film på trods af, at jeg aldrig har dyrket Winding Refn. Pusher-filmene var jo egentlig meget gode, men Refn var for mig den instruktør, jeg havde på fornemmelsen besad noget uforløst potentiale. Min fornemmelse holdt stik.
Filmens anslag tager udgangspunkt i en flugtscene, hvor vores hovedperson med elegance of præcision kører et par slyngler gennem Los Angeles' mørke gader, i sikkerhed fra ordensmagten. Scenen, der klædeligt er akkompagneret af en pulserende basrytme, er et meget moderne bud på en flugtscene, hvor så godt som alle skud er taget inde fra bilen, hvilket giver én følelsen at være en del af flugten.
Anslaget sætter tonen for resten af filmen, men så alligevel slet ikke.
Drive viser sig nemlig at være en film med utroligt mange niveauer: Drive er en dundrende action-film med øredøvende motorstøj og en hyldest til den klassiske biljagt. Drive er et "Lost in Translation"-lignende, poetisk indblik i den voksende sympati mellem to mennesker - en underspillet kærlighedshistorie. Drive er melankolsk neo(n)-noir. Drive er farverige karakterer, kranium-trampende ultra-vold og rendyrket kult i bedste Tarantino-stil. Og mere til.
Hvad Drive ikke er, er et komplekst plot. Historien er meget let at følge og udfordrer hverken intellekt eller fantasi. Men det er heller ikke præmissen for filmen, for Drive's virkelige kvalitet ligger i måden man fortæller på og ikke, hvad man fortæller. Filmens største "drivere" ligger i det subtile, blikke, det usagte. Samtidig er billederne til tider simpelthen åndeløst smukke, mens musikken, der består af lige dele 80er inspireret popmusik og langstrakte tonenuancer, meget karakteristisk og giver filmen et helt unikt præg. Ja, Refn har skabt en meget original film.
Jeg vil nødig lyde lalleglad og jeg har virkelig anstrengt mig for at være kritisk overfor denne film, men jeg må være ærlig og indrømme, at jeg har svært ved det. Nogen gange støder man bare på en film, der rammer en lige det sted, hvor man kan blive både glad, overrasket, fråstødt og rørt.
19/09-2011
