Teenagehorror som i 80'erne

3.0
Jeg har faktisk aldrig set Tom Hollands oprindelige "Fright Night" fra 1985, men den er ét af de mest fremtrædende eksempler på 80'ernes ungdomsfilm-møder-horror-subgenre. Nu er den så blevet flyttet til 2011 i en genindspilning, der virker til at være særdeles trofast.

Som i den oprindelige film drejer plottet sig om en teenagefyr, der opdager, at hans nye nabo er vampyr. I en forstad til Las Vegas er der dog tilsyneladende ikke nogen, der undrer sig over, at folk forsvinder på stribe. Så efter at vampyren har spist flere af hans venner, må vores helt selv i aktion, hjulpet af sin kæreste og en tryllekunstner, der har et show med vampyrtema inde på The Strip.

"Fright Night" er en helt klassisk ungdomsfilm, hvor heltens forhold til både forældre og gamle nørdvenner er i spil, men hvor det selvsagt først og fremmest er kærligheden, der skal vindes. Og oven i det er der altså en vampyrhistorie, som afvikles med masser af humor - selv om der også er både chok- og splattereffekter. Især én scene med vampyr-møder-sollys imponerer rent visuelt. Til gengæld er der så også noget virkelig papagtig monster-makeup involveret.

Men generelt har instruktør Craig Gillespie fint styr på spændingsopbygning og stemning. Gillespie er i øvrigt også manden, der lavede "Lars and the Real Girl", så det her er noget af et stilskifte for ham. Det samme kan vel siges om Colin Farrell, der tydeligt morer sig med at spille arrogant vampyr (og gør det fint). Splejsede Anton Yelchin er også en glimrende ung helt, mens Toni Collette og Imogen Poots ligeledes fungerer fint som henholdsvis sej mor og nuttet kæreste.

Den er nogle gange lige ved at kamme over i rent fjolleri, men "Fright Night" er en ganske velfungerende blanding af humor, gys, spænding og ungdomsromantik, som leverer knap to timers udmærket underholdning i den absolut lette ende. Tre store stjerner herfra.
Fright Night