La Moins Belle Époque
6.0
SPOILERS
Har man engang som dreng af vanvare fået en Adèle-tegneserie med under armen fra biblioteket sammen med Lucky Luke og Asterix, og er man blevet fanget ind af denne mørke voksentegneseries sci-fi-fortællinger om død, undergang, genfødsel og genoplivede mumier og flyveøgler, er Luc Bessons filmatisering af udvalgte dele af tegneserien et rent must. Lad gå at Besson giver sin film et mere muntert præg end Tardis historier om dødsfiksering, for Bessons værk er på ingen måde uden et godt mål af gys og galgenhumor. At han har gjort Adèle til en mere handlekraftig, sexet person tæt på andre kvindelige helte som Modesty Blaise eller Scarlett O'Hara, trækker heller ikke fra, målt op imod tilfredsstillelsen ved at disse epokegørende fortællinger om livet i La Belle Époque og Fin De et-eller-andet Siecle omsider rammer filmlærredet (omend kun i udlandet) og giver Indiana Jones, James Bond, Harry Potter & Co. et længe ventet kvindeligt modspil på heltefronten.
Tardis dystre fortidsvisioner er bibeholdt. Korruption, grådighed og inkompetence hersker stadig i et samfund besat af død og undergang. Dette gælder også Adèle, selvom hun på overfladen kæmper for livet, eller i bogstaveligste forstand for at genoplive sin hjernedøde søster, men vejen går over først at skulle genoplive en mumificeret læge fra det gamle Ægypten. Dette er for så vidt genfødsel i anden potens. Men der er også en antydning i indledningsscenen af, at der i genfødselen, der netop må gå over døden, ligger en livsbesættelse, der blot spejler dødsbesættelsen, fordi det er de døde der skal vækkes til live. Der er således fine tråde tilbage til Newells glemte mesterværk fra 1980 The Awakening, hvor genoplivningen af de døde (mumiet) elegant og symbolsk indebærer døden for de levende for en arbejdsnarkoman af en far. Og der er tråde til Hitchcocks nekrofili i Vertigo i en flot ramt, klam scene, hvor Adele stripper for det endnu ikke genoplivede mumie, men som også viser at Besson desværre ikke helt tør gå planken ud i sine filmiske sygeligheder. Og selvfølgelig filmens omdrejningspunkt: Skyldfølelsen, der vokser ud af den fornægtede søskendejalousi, som det bærende element i hele historien, og som det hør og bør sig serveres, ligesom i Inception, i kun én enkelt replik. Er man til horror, kan man nok alene se filmen for det afgørende tennisslag og dettes fine, men noget enkeltstående bidrag til filmhorror'ens historie.
Og hvem ved. Efter en fin tur i kister, sarkofager, døde favntag og kistelignende badekar, genfødes Adèle måske i virkeligheden også som menneske hos Besson, i skikkelse af sit alter ego, søsteren, hvis liv præcis som Adèles har været på standby i fem år, hvorefter tegneseriefiguren Adèle hos Besson kan gå en ny, ublid, men spændingsfyldt skæbne, undergang og mulig død i møde ombord på Titanic, for hun har jo været død som menneske gennem hele filmen, ædt op som Cobb af en skør skyldfølelse. Tilpas vittigt, ironisk og galgenhumoristisk til at Besson når i mål med sit produkt selv i sin egen nye ikke-så-genfødte, men flamboyante, lette skikkelse.
http://www.youtube.com/watch?v=ReKhlMaomac
Har man engang som dreng af vanvare fået en Adèle-tegneserie med under armen fra biblioteket sammen med Lucky Luke og Asterix, og er man blevet fanget ind af denne mørke voksentegneseries sci-fi-fortællinger om død, undergang, genfødsel og genoplivede mumier og flyveøgler, er Luc Bessons filmatisering af udvalgte dele af tegneserien et rent must. Lad gå at Besson giver sin film et mere muntert præg end Tardis historier om dødsfiksering, for Bessons værk er på ingen måde uden et godt mål af gys og galgenhumor. At han har gjort Adèle til en mere handlekraftig, sexet person tæt på andre kvindelige helte som Modesty Blaise eller Scarlett O'Hara, trækker heller ikke fra, målt op imod tilfredsstillelsen ved at disse epokegørende fortællinger om livet i La Belle Époque og Fin De et-eller-andet Siecle omsider rammer filmlærredet (omend kun i udlandet) og giver Indiana Jones, James Bond, Harry Potter & Co. et længe ventet kvindeligt modspil på heltefronten.
Tardis dystre fortidsvisioner er bibeholdt. Korruption, grådighed og inkompetence hersker stadig i et samfund besat af død og undergang. Dette gælder også Adèle, selvom hun på overfladen kæmper for livet, eller i bogstaveligste forstand for at genoplive sin hjernedøde søster, men vejen går over først at skulle genoplive en mumificeret læge fra det gamle Ægypten. Dette er for så vidt genfødsel i anden potens. Men der er også en antydning i indledningsscenen af, at der i genfødselen, der netop må gå over døden, ligger en livsbesættelse, der blot spejler dødsbesættelsen, fordi det er de døde der skal vækkes til live. Der er således fine tråde tilbage til Newells glemte mesterværk fra 1980 The Awakening, hvor genoplivningen af de døde (mumiet) elegant og symbolsk indebærer døden for de levende for en arbejdsnarkoman af en far. Og der er tråde til Hitchcocks nekrofili i Vertigo i en flot ramt, klam scene, hvor Adele stripper for det endnu ikke genoplivede mumie, men som også viser at Besson desværre ikke helt tør gå planken ud i sine filmiske sygeligheder. Og selvfølgelig filmens omdrejningspunkt: Skyldfølelsen, der vokser ud af den fornægtede søskendejalousi, som det bærende element i hele historien, og som det hør og bør sig serveres, ligesom i Inception, i kun én enkelt replik. Er man til horror, kan man nok alene se filmen for det afgørende tennisslag og dettes fine, men noget enkeltstående bidrag til filmhorror'ens historie.
Og hvem ved. Efter en fin tur i kister, sarkofager, døde favntag og kistelignende badekar, genfødes Adèle måske i virkeligheden også som menneske hos Besson, i skikkelse af sit alter ego, søsteren, hvis liv præcis som Adèles har været på standby i fem år, hvorefter tegneseriefiguren Adèle hos Besson kan gå en ny, ublid, men spændingsfyldt skæbne, undergang og mulig død i møde ombord på Titanic, for hun har jo været død som menneske gennem hele filmen, ædt op som Cobb af en skør skyldfølelse. Tilpas vittigt, ironisk og galgenhumoristisk til at Besson når i mål med sit produkt selv i sin egen nye ikke-så-genfødte, men flamboyante, lette skikkelse.
http://www.youtube.com/watch?v=ReKhlMaomac
02/10-2011
