Mange mord for ingenting

Skandinavisk krimi er vældig hot, så det er ikke overraskende, at der her kommer en stor norsk produktion af internationalt snit, baseret på ét af nordmændenes stærke kort, nemlig Jo Nesbø.

"Headhunterne" er en filmatisering af Nesbøs roman af samme navn, hvor hovedpersonen er en succesfuld headhunter, som udnytter den viden, han får om erhvervslivets spidser, i sin sidegesjæft som kunsttyv. Trods to indtægtskilder er han dog på spanden og ved at miste sit gode liv, og derfor planlægger han et særlig risikabelt tyveri fra en dansk kandidat, som netop er flyttet til Norge. Det viser sig dog hurtigt, at hovedpersonen har rodet sig ud, hvor han ikke kan bunde, og at det er livsfarligt at stjæle fra en tidligere elitesoldat.

Filmen bliver ikke uden grund markedsført som 'af producenterne bag Millennium-filmene', for det her er også en virkelig hårdtpumpet sag, iscenesat i et køligt moderne thriller-look af Morten Tyldum. Men der hører sammenligningen så også op. For hvor Larsson-filmatiseringerne var så fermt lavet, at de fik et temmelig langt ude plot til at glide ned, falder "Headhunterne" for mig på et alt for dårligt manuskript.

Jeg har ikke læst Nesbøs roman og skal derfor ikke kunne sige, om det er den, der har ansvaret, eller om der er gået noget galt i oversættelsen til film. Men summa summarum er i hvert fald, at "Headhunterne" har en af de mest konstruerede og postulerede og absurd overgearede historier, jeg længe har set på film. Lad gå med, at den giver et naivt portræt af livet på direktørniveau, og at den gør grin med norsk politi på en virkelig plat måde. Der, hvor det virkelig går galt, er, at den på den ene side er brutal og går helt ud i at bruge voldsomme splattereffekter. Men ved siden af det er historien så også et klassisk skandinavisk samlivsdrama, for hovedpersonen er naturligvis kun så besat af at tilrane sig penge, fordi han har mindreværdskomplekser og er bange for, at hans trofækone ellers vil forlade ham.

Tilmed bliver det ikke engang ordentligt bygget op, for filmen starter med, at fortællerstemmen direkte forklarer om sine pengeproblemer. Så det bliver 'tell, then show it', og det betød, at jeg aldrig blev grebet af hovedpersonens interne konflikt og købte ind på hans drivkraft. Derudover er plottet som helhed så ekstremt konstrueret, at når man tænker efter, er der overhovedet ikke nogen forklarlig grund, til at folk begynder at slå hinanden ihjel i den her historie.

Den manglende sammenhæng giver sig også udslag i, at filmens roller generelt virker lidt papagtige. Den norske stjerne Aksel Hennie gør et hæderligt forsøg på at få hovedpersonen til at hænge sammen, men Nikolaj Coster-Waldau er til gengæld direkte kikset som den psykopatfarlige dansker. Der er så tale om en tendens, for Julie Ølgaard er heller ikke videre heldig i filmens anden danskerrolle. Ligesom eksmodellen Synnøve Macody Lund i øvrigt ikke bidrager med meget som historiens reelle omdrejningspunkt.

Rent teknisk er "Headhunterne" så faktisk en ganske nydelig produktion, men det bliver helt overskygget af det pinagtige manuskript og en iscenesættelse, som simpelt hen ikke formår at få filmen til at hænge sammen. Hvis jeg var en amerikansk anmelder, ville jeg kalde den her for en 'turkey'.