I see what you did there...
3.0
Der er noget fanatisk over amerikanerne. En principvogtende, forstokket og dobbeltmoralsk adfærd, hvis ironi er denne: At den gode smag skal beskyttes. At al dydsforagtelse, kompromisløshed, bitter selvransagelse eller enddog det spage udtryk "kunstnerisk frihed" er nobelt og nyttigt, så længe det viser respekt for den konservative, borgelige mentalitet. Mange af de bedste, mindre amerikanske film er de sidste årtier blevet afskrevet og glemt, fordi de ikke forholdte sig passive til dette retoriske magtspil i den amerikanske kulturarv. Foreksempel Adrian Lyne's stærkt undervurderede "Jacob's Ladder" eller Cardone's "Outside Ozona". Til amerikanernes forsvar skal det siges, at staklerne oftest er for tykhovedet til at fatte pointen og at deres afvisning sjældent bunder i egentlig forargelse, men derimod i misforståelse - som det var tilfældet med Henry Bean's debatfilm "The Believer".
Det samme skete for "Monster's Ball". Det er en af de bedste amerikanske film de sidste 10 år. Den blev husket for en sexscene mellem Halle Berry og Billy Thornton, som mange mente var stødende, pornografisk og unødvendig. Berry vandt en Oscar og fik de sorte rettighedsgrupperinger op ad stolen med bemærkninger om at have solgt ud ved at vise kønshår. Roger Ebert (der gav filmen god anmeldelse, ligesom mange af hans kollegaer) listede rundt om grøden og fortolkede den politisk. Det er den ikke. Ligesom sexscenen heller ikke er unødvendig eller pornografisk. Det er faktisk en af de bedste filmscener i filmhistorien. Fordi den skræller alle lagene af selhvad, undertrykkelse, desperation og forsoning - filmens fire temaer, uden at miste nærværet til sine karakterer, dér hvor de er allemest sårbare - og sætter filmens præmis under lup; en af de ældste strofer fra den lille filosofhåndbog der lyder: Du skal kunne tilgive dig selv, inden du kan tilgive andre. Ellers bliver du et spøgelse, både før og efter din død. På samme måde som det sker for hendes mand, hendes søn, hans søn og hans far. Her er de, to mønsterbrydere, der ydmygt og menneskekærligt tager alle konventionelle forestillinger om raceforskelle og kønsforskelle og smider dem ad helvede til. Det skal de have lov til.
Det samme skete for "Monster's Ball". Det er en af de bedste amerikanske film de sidste 10 år. Den blev husket for en sexscene mellem Halle Berry og Billy Thornton, som mange mente var stødende, pornografisk og unødvendig. Berry vandt en Oscar og fik de sorte rettighedsgrupperinger op ad stolen med bemærkninger om at have solgt ud ved at vise kønshår. Roger Ebert (der gav filmen god anmeldelse, ligesom mange af hans kollegaer) listede rundt om grøden og fortolkede den politisk. Det er den ikke. Ligesom sexscenen heller ikke er unødvendig eller pornografisk. Det er faktisk en af de bedste filmscener i filmhistorien. Fordi den skræller alle lagene af selhvad, undertrykkelse, desperation og forsoning - filmens fire temaer, uden at miste nærværet til sine karakterer, dér hvor de er allemest sårbare - og sætter filmens præmis under lup; en af de ældste strofer fra den lille filosofhåndbog der lyder: Du skal kunne tilgive dig selv, inden du kan tilgive andre. Ellers bliver du et spøgelse, både før og efter din død. På samme måde som det sker for hendes mand, hendes søn, hans søn og hans far. Her er de, to mønsterbrydere, der ydmygt og menneskekærligt tager alle konventionelle forestillinger om raceforskelle og kønsforskelle og smider dem ad helvede til. Det skal de have lov til.
07/10-2011
