For få fakta og intet nyt

4.0
For fans af The Beatles i almindelighed og George Harrison i særdeleshed er dette en film, der naturligvis SKAL ses. Udover nye interviews og sjældne privatoptagelser, er der dog ikke noget at komme efter for de hardcore fans. Der er ingen åbenbaring, sindsoprivende afsløring eller hidtil uopdagede sider af George Harrison, der dukker frem.

Når filmen ikke rigtig tilføjer noget NYT til sagaen om Harrison kan det undre, at den i det mindste ikke fokuserer på at fortælle historien om Harrison ordentligt. Bevares, det er tydeligt, at instruktøren Scorsese gerne vil fremstille George Harrison som et paradoksalt menneske med en indre konflikt mellem det åndelige og det kødlige - det spirituelle og det materielle, men med mindre man kender den offentlige historie om George Harrison i forvejen, så er der mange steder man kan fare vild i fortællingen. Der er simpelthen for mange historiske detaljer der udelades for at få plads til Scorseses pointe.

Der er så stort et fokus på den åndelige rejse, at man bliver snydt for ting, man burde forvente var tilstede i filmen. Vi hører ikke ret meget om hans første ægteskab, før det slutter. Vi hører ikke rigtigt noget til fødslen af hans søn Dhani. Vi hører slet ikke noget til skabelsen af Harrisons posthume hovedværk "Brainwashed", som næsten i bogstaveligste forstand blev indspillet på hans dødsleje. Og dette er bare nogle få eksempler.

Generelt er den faktuelle historie ikke særligt godt fortalt. Man får det indtryk, at det forventes, at seeren kender hele dén historie i forvejen - og at denne films formål er at fortælle en ANDEN historie; en historie om et menneske i konstant jagt på åbenbaring og sjælefred. Hvis man på forhånd har accepteret denne indgangsvinkel (og i øvrigt har et generelt kendskab til Harrisons karriere), så er dette en seværdig film, men heller ikke mere. På trods af en høj produktionskvalitet og 208 minutter der aldrig rigtigt bliver kedelige, er det utroligt at man ikke rigtigt føler sig klogere, når den slutter.
George Harrison: Living in the Material World