Klovn: The Biopic
4.0
Biopic er ikke en genre, vi ser så tit i dansk film, men "Dirch" er en gennemført én af slagsen. Forfatter-instruktør Martin P. Zandvliet har nemlig lavet den helt efter Hollywood-formlen for, hvordan man laver en biopic om en kendt entertainer, som i dette tilfælde selvfølgelig er Dirch Passer.
"Dirch" kommer ind i Passers liv i de år, hvor han og Kjeld Petersen har kæmpesucces som Kellerdirk Bros. i Stig Lommers revyer. Og følger ham, til han falder døende om på scenen i Cirkusrevyen i 1980.
Især den første del af filmen fungerer rigtig godt, fordi den er bygget op omkring Passers makker- og venskab med Petersen. De mange niveauer i deres samarbejde bliver medrivende skildret - både succesen, Petersens hårde kritik af Passer og det vilde natteliv med sprut og skiftende kvinder. Filmens nerve ligger for mig at se i skildringen af klovnen Passer, der gerne ville have bevist, at han kunne andet end at klovne, men ikke kunne få lov til det. Her bliver Petersen effektivt brugt som den nagende stemme, der taler til hovedpersonens indre usikkerhed.
Desværre er det så også, som om filmen mister fokus efter Kjeld Petersens tidlige død. Selv om man ser, at flere af Passers mest berømte numre stammer fra tiden derefter, forvilder "Dirch" sig ud i en lidt formålsløs opremsning af begivenheder, især kæresteforhold, som skal munde ud i konstateringen af, at Passer i det mindste fandt ro og glæde hos sin familie i sine sidste år. Det virker bare slet ikke så stærkt som den indledende fortælling om den ulykkelige klovn.
En væsentlig grund til, at filmen mister fokus, er selvfølgelig også, at dens suverænt bedste skuespilpræstation kommer fra Lars Ranthe, der er knivskarp som Kjeld Petersen. I hovedrollen er der ingen tvivl om, at Nikolaj Lie Kaas har lagt et stort stykke arbejde og er på en rigtig svær opgave - men jeg nåede bare aldrig til det punkt, hvor jeg holdt op med at se Lie Kaas og i stedet så Dirch Passer. Det er, som om Lie Kaas har været i stand til at efterligne mimikken og stemmeføringen, men ikke har fundet personen bag. Han forbliver noget af et mysterium.
Det skyldes så også i nogen grad Zandvliets valg om at gå ind i Passers liv på det tidspunkt, han gør. Der er historien simpelt hen ikke skåret helt skarpt nok til, og jeg var faktisk i tvivl om, hvad filmen egentlig ville, ud over at portrættere sin hovedperson som en tragisk klovn? Til gengæld stråler filmen så - ligesom Zandvliets debut, "Applaus" - af en umiskendelig kærlighed til de udøvende kunstarter og de mennesker, der udfører dem. På trods af alle deres fejl. Og det giver filmen en underliggende passion og kraft, som næsten overskygger, at manuskriptet farer vild undervejs.
På plussiden er der også en række velspillede biroller - ikke mindst Lars Brygmann som en ultrakynisk Lommer - og så en virkelig flot teknisk produktion. Den er smukt fotograferet af Jesper Tøffner, bl.a. med en overbevisende iscenesættelse af 50'ernes københavnske natteliv. Og ét af de mest gennemførte musicalnumre i oldschool Hollywood-stil, jeg har set i en dansk film.
"Dirch" starter som nævnt bedre, end den slutter, og den er i øvrigt også temmelig indforstået - det er klart en fordel at vide noget om datidens navne i den danske underholdningsindustri, for filmen hjælper ikke én til at genkende folk som Ove Sprogøe og Preben Kaas. Men trods sine åbenlyse fejl er det en film, som vinder på rent engagement og fortælleglæde, og som trods alt formår at tegne et andet billede end det rent folkelige af Dirch Passer. Selv om man ikke helt kommer ind til kernen af hans person.
"Dirch" kommer ind i Passers liv i de år, hvor han og Kjeld Petersen har kæmpesucces som Kellerdirk Bros. i Stig Lommers revyer. Og følger ham, til han falder døende om på scenen i Cirkusrevyen i 1980.
Især den første del af filmen fungerer rigtig godt, fordi den er bygget op omkring Passers makker- og venskab med Petersen. De mange niveauer i deres samarbejde bliver medrivende skildret - både succesen, Petersens hårde kritik af Passer og det vilde natteliv med sprut og skiftende kvinder. Filmens nerve ligger for mig at se i skildringen af klovnen Passer, der gerne ville have bevist, at han kunne andet end at klovne, men ikke kunne få lov til det. Her bliver Petersen effektivt brugt som den nagende stemme, der taler til hovedpersonens indre usikkerhed.
Desværre er det så også, som om filmen mister fokus efter Kjeld Petersens tidlige død. Selv om man ser, at flere af Passers mest berømte numre stammer fra tiden derefter, forvilder "Dirch" sig ud i en lidt formålsløs opremsning af begivenheder, især kæresteforhold, som skal munde ud i konstateringen af, at Passer i det mindste fandt ro og glæde hos sin familie i sine sidste år. Det virker bare slet ikke så stærkt som den indledende fortælling om den ulykkelige klovn.
En væsentlig grund til, at filmen mister fokus, er selvfølgelig også, at dens suverænt bedste skuespilpræstation kommer fra Lars Ranthe, der er knivskarp som Kjeld Petersen. I hovedrollen er der ingen tvivl om, at Nikolaj Lie Kaas har lagt et stort stykke arbejde og er på en rigtig svær opgave - men jeg nåede bare aldrig til det punkt, hvor jeg holdt op med at se Lie Kaas og i stedet så Dirch Passer. Det er, som om Lie Kaas har været i stand til at efterligne mimikken og stemmeføringen, men ikke har fundet personen bag. Han forbliver noget af et mysterium.
Det skyldes så også i nogen grad Zandvliets valg om at gå ind i Passers liv på det tidspunkt, han gør. Der er historien simpelt hen ikke skåret helt skarpt nok til, og jeg var faktisk i tvivl om, hvad filmen egentlig ville, ud over at portrættere sin hovedperson som en tragisk klovn? Til gengæld stråler filmen så - ligesom Zandvliets debut, "Applaus" - af en umiskendelig kærlighed til de udøvende kunstarter og de mennesker, der udfører dem. På trods af alle deres fejl. Og det giver filmen en underliggende passion og kraft, som næsten overskygger, at manuskriptet farer vild undervejs.
På plussiden er der også en række velspillede biroller - ikke mindst Lars Brygmann som en ultrakynisk Lommer - og så en virkelig flot teknisk produktion. Den er smukt fotograferet af Jesper Tøffner, bl.a. med en overbevisende iscenesættelse af 50'ernes københavnske natteliv. Og ét af de mest gennemførte musicalnumre i oldschool Hollywood-stil, jeg har set i en dansk film.
"Dirch" starter som nævnt bedre, end den slutter, og den er i øvrigt også temmelig indforstået - det er klart en fordel at vide noget om datidens navne i den danske underholdningsindustri, for filmen hjælper ikke én til at genkende folk som Ove Sprogøe og Preben Kaas. Men trods sine åbenlyse fejl er det en film, som vinder på rent engagement og fortælleglæde, og som trods alt formår at tegne et andet billede end det rent folkelige af Dirch Passer. Selv om man ikke helt kommer ind til kernen af hans person.
23/10-2011
