En slags Bourne for teenagere
2.0
Som bekendt har "Twilight"-filmene været nogle af de senere års største succeser hos det yngre filmpublikum, og nu hvor der snart ikke er mere "Twilight", forsøger diverse filmproducere at slå mønt på seriens stjerner i andre roller. "Abduction" er sådan en film, lavet for at sælge billetter på vores alle sammens varulv-med-lækker-overkrop, Taylor Lautner.
Mens jeg så "Abduction", fik jeg flashbacks til "The Roommate", som kom tidligere i år. "Abduction" er nemlig skabt på præcis samme måde: Vi tager en velkendt formelfilm og laver den i en glatpoleret teenageudgave. I "The Roommate" blev slasher-genren omformet til star vehicle for Leighton Meester. Her er det Bourne-filmene og agentgenren, der må holde for i et mere end almindeligt dumt manuskript.
Lautner spiller en ung mand, der en dag finder et billede af sig selv på internettet, som antyder, at han blev bortført som barn. Hans forældre viser sig ikke at være hans forældre, og snart er han på flugt sammen med sin lækre genbo, forfulgt af indtil flere grupper af agenttyper. Det er en ekstremt konstrueret historie, som rummer nogle gigantiske plothuller og meget hurtigt overskrider enhver suspension of disbelief, når to teenagere er i stand til at undvige en hel hær af hemmelige agenter.
Derudover viser "Abduction" så også med al ønskelig tydelighed, at Lautner ikke er noget stort skuespillertalent. Filmens replikker er godt nok momentvis tåkrummende dumme, men både Lautner og hans heltinde, Lily Collins, leverer dem helt og aldeles fladt.
Det mest overraskende ved "Abduction" er, at den er instrueret af John Singleton, som engang var både den yngste og den første sorte instruktør, som blev nomineret til en Oscar. Det var for hans fremragende debutfilm, "Boyz n the Hood", men man må sige, at han er faldet i niveau siden. Singletons evner skinner dog igennem, ved at "Abduction" faktisk bliver afviklet i et fornuftigt flow og indeholder kompetent udførte actionscener, og det hiver filmen op på to små stjerner hos mig.
Men overordnet tabte jeg altså hurtigt interessen på grund af det pinlige manuskript. Som i øvrigt ligesom "The Roommate" slutter med, at helt og heltinde upåvirket småsludrer om fremtiden. For godt nok er heltens hjem blevet sprængt i luften, hans elskede adoptivforældre er blevet dræbt, internationale terrorister har forsøgt at myrde ham, og han har lige lært sandheden om sine forældre at kende ... Men hey, hvem hænger sig i den slags småting, når der er en lækker pige, der er forelsket i én?
Mens jeg så "Abduction", fik jeg flashbacks til "The Roommate", som kom tidligere i år. "Abduction" er nemlig skabt på præcis samme måde: Vi tager en velkendt formelfilm og laver den i en glatpoleret teenageudgave. I "The Roommate" blev slasher-genren omformet til star vehicle for Leighton Meester. Her er det Bourne-filmene og agentgenren, der må holde for i et mere end almindeligt dumt manuskript.
Lautner spiller en ung mand, der en dag finder et billede af sig selv på internettet, som antyder, at han blev bortført som barn. Hans forældre viser sig ikke at være hans forældre, og snart er han på flugt sammen med sin lækre genbo, forfulgt af indtil flere grupper af agenttyper. Det er en ekstremt konstrueret historie, som rummer nogle gigantiske plothuller og meget hurtigt overskrider enhver suspension of disbelief, når to teenagere er i stand til at undvige en hel hær af hemmelige agenter.
Derudover viser "Abduction" så også med al ønskelig tydelighed, at Lautner ikke er noget stort skuespillertalent. Filmens replikker er godt nok momentvis tåkrummende dumme, men både Lautner og hans heltinde, Lily Collins, leverer dem helt og aldeles fladt.
Det mest overraskende ved "Abduction" er, at den er instrueret af John Singleton, som engang var både den yngste og den første sorte instruktør, som blev nomineret til en Oscar. Det var for hans fremragende debutfilm, "Boyz n the Hood", men man må sige, at han er faldet i niveau siden. Singletons evner skinner dog igennem, ved at "Abduction" faktisk bliver afviklet i et fornuftigt flow og indeholder kompetent udførte actionscener, og det hiver filmen op på to små stjerner hos mig.
Men overordnet tabte jeg altså hurtigt interessen på grund af det pinlige manuskript. Som i øvrigt ligesom "The Roommate" slutter med, at helt og heltinde upåvirket småsludrer om fremtiden. For godt nok er heltens hjem blevet sprængt i luften, hans elskede adoptivforældre er blevet dræbt, internationale terrorister har forsøgt at myrde ham, og han har lige lært sandheden om sine forældre at kende ... Men hey, hvem hænger sig i den slags småting, når der er en lækker pige, der er forelsket i én?
23/10-2011
