Almodóvar goes goth
5.0
Og pludselig var den gamle Almodóvar tilbage. Ham, der lavede film med vanvittige historier og groteske seksuelle scenarier - som "Kærlighedens matadorer" og "Bind mig, elsk mig!". I de sidste par årtier har Pedro Almodóvar mest udforsket sine temaer i kulørte melodramaer og tætte familiedramaer, men med "Huden jeg bor i" er han altså tilbage i den virkelig svulstige og bizarre afdeling. Som meget få kan levere lige så overbevisende som denne store spanske instruktør.
Jeg har set "Huden jeg bor i" kategoriseret som både drama og thriller, men begge dele rammer efter min mening forbi. Det her er i hjertet en gotisk horrorhistorie i bedste victorianske stil. Hovedpersonen er en plastikkirurg, som via ulovlige genetiske eksperimenter arbejder på at skabe en forbedret menneskehud. Eksperimenterne udfører han på en kvinde, der bor i aflukket rum i hans villa. Mere skal ikke afsløres på forhånd - men det er en potent blanding af skummel videnskab, hævn, vanvid og bizar sexlyst, der er på spil her.
Meget passende er det også første gang siden "Bind mig, elsk mig!", at Almodóvar arbejder sammen med Antonio Banderas, der er bedre end længe set som kirurgen. En rolle, der tilsat mere orgel kunne være spillet af Vincent Price i en anden tid. Elena Anaya og Marisa Paredes gør det også godt i historiens to andre store roller, og det er i det hele taget en film, som oser af kvalitet.
"Huden jeg bor i" er teknisk overlegen - vanvittigt flot fotograferet med smukke billedkompositioner og en imponerende brug af farveflader, som er typisk for Almodóvar, her udført i samarbejde med fotograf José Luis Alcaine. Den er også dygtigt klippet og har et skarpt anderledes soundtrack, hvor der fx helt mod normen bliver brugt blød electronica til at opbygge spændingsscener.
Jeg har savnet den her side af Almodóvars talent, så jeg var enormt begejstret for den gale tur, som "Huden jeg bor i" tog mig med på. Det er stor underholdning, men rammer også rent ned i nogle af den traditionelle horrorgenres centrale temaer. Det er muligvis ikke en film for enhver smag, men for folk med hang til det svulstigt bizarre er det én, man ikke må gå glip af.
Jeg har set "Huden jeg bor i" kategoriseret som både drama og thriller, men begge dele rammer efter min mening forbi. Det her er i hjertet en gotisk horrorhistorie i bedste victorianske stil. Hovedpersonen er en plastikkirurg, som via ulovlige genetiske eksperimenter arbejder på at skabe en forbedret menneskehud. Eksperimenterne udfører han på en kvinde, der bor i aflukket rum i hans villa. Mere skal ikke afsløres på forhånd - men det er en potent blanding af skummel videnskab, hævn, vanvid og bizar sexlyst, der er på spil her.
Meget passende er det også første gang siden "Bind mig, elsk mig!", at Almodóvar arbejder sammen med Antonio Banderas, der er bedre end længe set som kirurgen. En rolle, der tilsat mere orgel kunne være spillet af Vincent Price i en anden tid. Elena Anaya og Marisa Paredes gør det også godt i historiens to andre store roller, og det er i det hele taget en film, som oser af kvalitet.
"Huden jeg bor i" er teknisk overlegen - vanvittigt flot fotograferet med smukke billedkompositioner og en imponerende brug af farveflader, som er typisk for Almodóvar, her udført i samarbejde med fotograf José Luis Alcaine. Den er også dygtigt klippet og har et skarpt anderledes soundtrack, hvor der fx helt mod normen bliver brugt blød electronica til at opbygge spændingsscener.
Jeg har savnet den her side af Almodóvars talent, så jeg var enormt begejstret for den gale tur, som "Huden jeg bor i" tog mig med på. Det er stor underholdning, men rammer også rent ned i nogle af den traditionelle horrorgenres centrale temaer. Det er muligvis ikke en film for enhver smag, men for folk med hang til det svulstigt bizarre er det én, man ikke må gå glip af.
24/10-2011
