En på flere planer tøvende film
4.0
Det er over 20 år siden, at én af Haruki Murakamis romaner sidst blev til en spillefilm. I mellemtiden er han blevet verdensberømt og en forfatter, der nævnes som en kandidat til Nobelprisen - men sjovt nok er det alligevel den roman, der gav Murakami det store folkelige gennembrud hjemme i Japan, som den vietnamesiske forfatter-instruktør Trân Anh Hùng har kastet sig over.
"Norwegian Wood" er en coming-of-age-historie, hvis hovedperson, Toru, i slutningen af 60'erne flytter til Tokyo for at gå på universitetet. Hans bedste ven fra gymnasietiden begår cirka samtidig selvmord, nogle måneder senere bliver Toru opsøgt af vennens kæreste, og de to indleder et forhold. Pigen har dog selv store mentale problemer og bliver sendt på et sanatorium, hvilket åbner op for, at Toru også begynder at få et forhold til én af sine holdkammerater fra universitetet.
Efter Murakamis standard er "Norwegian Wood" en meget ligetil historie, uden de surrealistiske træk og mærkelige plottwists, som præger de fleste af hans romaner. Det er en historie om en ung mand, der famler efter mening med de ting, han gør i livet, mens han samtidig forsøger at tackle sin blanding af seksuel tiltrækning, forelskelse og loyalitet i forhold til de to piger.
Historien handler meget om at give slip på kærlighed, og der er store mængder weltschmerz involveret. Der sker i virkeligheden ikke det store i selve handlingen, for den fokuserer meget på at have svært ved at vælge. Som film bliver "Norwegian Wood" derfor også noget langtrukken - den er simpelt hen for lang med sine 133 minutter, selv om Trân i øvrigt er yderst loyal over for romanen. Men på det store lærred kommer man altså lidt for meget til at sidde og vente på, at de unge hovedpersoner foretager sig noget.
Mens man venter, kan man dog hele tiden nyde de smukke billeder, for det er en utroligt flot fotograferet film. Med konsekvent imponerende billedkompositioner holdt i en grundtone af jordfarver, der får landskabsbilleder og portrættet af Tokyo i 60'erne til at gå op i en højere enhed (inklusive spøjst 60'er-modetøj, der åbenbart nærmest var mere spraglet ude østpå). Og der bliver gennemgående spillet godt, især af Rinko Kikuchi som den gale pige - men Ken'ichi Matsuyama og Kizo Mizuhara gør det også fint i de to andre hovedroller.
Overordnet synes jeg, at "Norwegian Wood" som sin hovedperson bliver lidt for tøvende, og derfor kommer dens tragisk-romantiske historie ikke helt ud over rampen. Selv om den altså har meget åbenlyse kvaliteter, ville jeg måske nok ikke have givet den fjerde stjerne, hvis jeg ikke var så glad for Murakamis forfatterskab og havde læst romanen på forhånd.
"Norwegian Wood" er en coming-of-age-historie, hvis hovedperson, Toru, i slutningen af 60'erne flytter til Tokyo for at gå på universitetet. Hans bedste ven fra gymnasietiden begår cirka samtidig selvmord, nogle måneder senere bliver Toru opsøgt af vennens kæreste, og de to indleder et forhold. Pigen har dog selv store mentale problemer og bliver sendt på et sanatorium, hvilket åbner op for, at Toru også begynder at få et forhold til én af sine holdkammerater fra universitetet.
Efter Murakamis standard er "Norwegian Wood" en meget ligetil historie, uden de surrealistiske træk og mærkelige plottwists, som præger de fleste af hans romaner. Det er en historie om en ung mand, der famler efter mening med de ting, han gør i livet, mens han samtidig forsøger at tackle sin blanding af seksuel tiltrækning, forelskelse og loyalitet i forhold til de to piger.
Historien handler meget om at give slip på kærlighed, og der er store mængder weltschmerz involveret. Der sker i virkeligheden ikke det store i selve handlingen, for den fokuserer meget på at have svært ved at vælge. Som film bliver "Norwegian Wood" derfor også noget langtrukken - den er simpelt hen for lang med sine 133 minutter, selv om Trân i øvrigt er yderst loyal over for romanen. Men på det store lærred kommer man altså lidt for meget til at sidde og vente på, at de unge hovedpersoner foretager sig noget.
Mens man venter, kan man dog hele tiden nyde de smukke billeder, for det er en utroligt flot fotograferet film. Med konsekvent imponerende billedkompositioner holdt i en grundtone af jordfarver, der får landskabsbilleder og portrættet af Tokyo i 60'erne til at gå op i en højere enhed (inklusive spøjst 60'er-modetøj, der åbenbart nærmest var mere spraglet ude østpå). Og der bliver gennemgående spillet godt, især af Rinko Kikuchi som den gale pige - men Ken'ichi Matsuyama og Kizo Mizuhara gør det også fint i de to andre hovedroller.
Overordnet synes jeg, at "Norwegian Wood" som sin hovedperson bliver lidt for tøvende, og derfor kommer dens tragisk-romantiske historie ikke helt ud over rampen. Selv om den altså har meget åbenlyse kvaliteter, ville jeg måske nok ikke have givet den fjerde stjerne, hvis jeg ikke var så glad for Murakamis forfatterskab og havde læst romanen på forhånd.
25/10-2011
