Agent Musketer kontra den britiske luftbaron?
2.0
Alexandre Dumas' store historiske eventyr kommer, for jeg ved ikke hvilken gang, til live på film, denne gang i en stærkt postmodernistisk fortolkning, hvor musketererne er en slags superagenter. Ideen har tydeligvis været at give dem samme tur, som Guy Ritchie gav Sherlock Holmes for et par år siden. Men desværre dækker en flot visuel indpakning her over nogle basale mangler.
Når man ser denne version af "The Three Musketeers", skal man starte med at acceptere præmissen, om at filmmagerne tillader sig at klippe historien i stykker og sætte den sammen på nye måder i en slags steampunk-version. Her er sjove gadgets, store luftskibe og som nævnt musketerer, der snarere er agenter end soldater. Ligesom nogle personer skifter type - fx er Milady de Winter stadig forræderisk, men nu i en charmerende actionudgave, og hertugen af Buckingham er til gengæld en selvglad skurk.
Den slags leg med en ikonisk historie er i mine øjne okay, men problemet er jo så, at det også stiller krav, om at man får noget godt og sammenhængende ud af det. For hvorfor skulle man ellers omskrive den glimrende originalversion? Og her fejler denne "The Three Musketeers" fælt.
Det virker, som om filmmagerne helt grundlæggende har været styret af, om noget ville se fedt ud, og det giver et væld af gadgets og gøgl og farvestrålende kostumer. Men altså også en handling, der starter med kun at være selvfed, men slutter med at være decideret tåbelig. Nye plotelementer kommer flyvende ind fra højre og venstre som undskyldninger for at bringe handlingen videre, uden at det på nogen måde bliver bygget ordentligt op. Og samtidig er karaktertegningen papirtynd, så man aldrig engagerer sig i hverken personer eller konflikter. Det sidste er så heller ikke overraskende, når instruktøren hedder Paul W.S. Anderson, for han har en lang række halvdårlige action- og horrorfilm på samvittigheden.
Anderson har helt tydeligt ikke talent for personinstruktion, og det betyder, at skuespilniveauet svinger vildt. På den positive side gentager Christoph Waltz effektivt sin efterhånden velkendte skurkerolle som Richelieu, mens Ray Stevenson og Luke Evans er o.k. versioner af Porthos og Aramis, og Freddie Fox er sjov som forfængelig fransk konge. Men i den anden ende er Logan Lerman en katastrofe som D'Artagnan, Mads Mikkelsen småpinlig som Rochefort, og Orlando Bloom overspiller vildt som Buckingham.
Jeg vil gerne medgive, at der er lagt et imponerende stykke arbejde i det visuelle og de gennemført stiliserede actionsekvenser i "The Three Musketeers" anno 2011, og det alene sørger for et vist underholdningsniveau. Men det hjælper altså ikke, når historien samtidig bliver tilsat tåbeligheder, som fjerner enhver følelse af det store eventyr.
Apropos historien er det egentlig sjovt, at denne versions mest betydningsfulde plotændring er, at den franske dronning her er uskyldig i beskyldningerne, om at hun har en affære med Buckingham. Gad vide, om det siger noget om vores tid?
Når man ser denne version af "The Three Musketeers", skal man starte med at acceptere præmissen, om at filmmagerne tillader sig at klippe historien i stykker og sætte den sammen på nye måder i en slags steampunk-version. Her er sjove gadgets, store luftskibe og som nævnt musketerer, der snarere er agenter end soldater. Ligesom nogle personer skifter type - fx er Milady de Winter stadig forræderisk, men nu i en charmerende actionudgave, og hertugen af Buckingham er til gengæld en selvglad skurk.
Den slags leg med en ikonisk historie er i mine øjne okay, men problemet er jo så, at det også stiller krav, om at man får noget godt og sammenhængende ud af det. For hvorfor skulle man ellers omskrive den glimrende originalversion? Og her fejler denne "The Three Musketeers" fælt.
Det virker, som om filmmagerne helt grundlæggende har været styret af, om noget ville se fedt ud, og det giver et væld af gadgets og gøgl og farvestrålende kostumer. Men altså også en handling, der starter med kun at være selvfed, men slutter med at være decideret tåbelig. Nye plotelementer kommer flyvende ind fra højre og venstre som undskyldninger for at bringe handlingen videre, uden at det på nogen måde bliver bygget ordentligt op. Og samtidig er karaktertegningen papirtynd, så man aldrig engagerer sig i hverken personer eller konflikter. Det sidste er så heller ikke overraskende, når instruktøren hedder Paul W.S. Anderson, for han har en lang række halvdårlige action- og horrorfilm på samvittigheden.
Anderson har helt tydeligt ikke talent for personinstruktion, og det betyder, at skuespilniveauet svinger vildt. På den positive side gentager Christoph Waltz effektivt sin efterhånden velkendte skurkerolle som Richelieu, mens Ray Stevenson og Luke Evans er o.k. versioner af Porthos og Aramis, og Freddie Fox er sjov som forfængelig fransk konge. Men i den anden ende er Logan Lerman en katastrofe som D'Artagnan, Mads Mikkelsen småpinlig som Rochefort, og Orlando Bloom overspiller vildt som Buckingham.
Jeg vil gerne medgive, at der er lagt et imponerende stykke arbejde i det visuelle og de gennemført stiliserede actionsekvenser i "The Three Musketeers" anno 2011, og det alene sørger for et vist underholdningsniveau. Men det hjælper altså ikke, når historien samtidig bliver tilsat tåbeligheder, som fjerner enhver følelse af det store eventyr.
Apropos historien er det egentlig sjovt, at denne versions mest betydningsfulde plotændring er, at den franske dronning her er uskyldig i beskyldningerne, om at hun har en affære med Buckingham. Gad vide, om det siger noget om vores tid?
25/10-2011
