SKRIG!
2.0
Wes Cravens nye gyser er en endeløs række af referencer til andre gyserfilm.
Hvad gør man, hvis man står med en filmgenre, som er blevet så forudsigelig, at ingen kan tage den alvorligt længere? Det problem stod "Slasher"-instruktøren Wes Craven med. "Slasher" er en betegnelse for teenage-gysere på kanten af splatterfilmen, f.eks. "Fredag d. 13"- og "Nightmare on Elm Street"-serierne (sidstnævnte har Wes Craven selv instrueret to film i). Handlingen er altid ens: En gal morder er løs, unge teenagere slagtes, og når alle tror morderen er død, kommer han pludselig til live igen.
Wes Craven fandt en måde at løse problemet: Han lavede "Scream", en film der både har alle de velprøvede klichéer, og som samtidig tager gas på dem. I stedet for, at publikum undrer sig over, hvorfor den ensomme pige jagtet af en morder flygter op på et mørkt loft og ikke ud på gaden, så lader denne film hende snakke om, hvor urealistisk det er, når folk reagerer sådan i gyserfilm - hvorefter hun gør præcis det samme. Faktisk er hele filmen en stor, lang henvisning til andre film, med så mange åbenlyse referencer, at det er umuligt at holde tal på dem.
Konstrueret handling
Filmens skabelonagtige handling følger en gal massemorder (surprise!), der iført et fastelavnskostume terroriserer en lille by. Hovedpersonerne er en flok highschool-elever, som skiftes til at være ofre og mistænkte for mordene. Vi følger især pigen Sidney (Neve Campbell), hvis mor er blevet myrdet for et år siden, og som nu jages specielt ihærdigt af morderen. Meget blod og mange lig flyver over lærredet, inden vi er klar til det endelige opgør, hvor hun selvfølgelig gør front mod uhyret for at få afgjort tingene en gang for alle.
Filmen er dybt pubertær, og de unge skuespillere spiller præcis så irriterende, at man nok skal være teenager for at holde af dem. Hvad værre er, så tager de mange jokes og filmreferencer luften ud af de gys, som filmen også prøver at levere. Filmen kommer til at minde om en blodig udgave af "Høj pistolføring"-filmene, hvor man nok griner lidt af de mange flade jokes, men hvor handlingen bliver umulig at tage alvorlig eller leve med i. F.eks. er mysteriet om morderens identitet så åbentlys konstrueret, at man ikke for alvor kan gætte med på det. Og påstandene i pressematerialet om, at filmen har "Gode dramatiske roller, der går dybere ned i den menneskelige psyke" må man hoste slemt over - der står tegneserie hen over filmens personer med neonbogstaver.
Gys eller grin?
Ak ja, MTV har kåret filmen som "Årets bedste film", og det er, den åbenlyse absurditet til trods, ikke så mærkeligt, for det er netop blank overflade med tonsvis af ironi og effektjageri og et minimum af dybde, der er tale om her. Filmen har sine gys og sine splat, og skal nok gøre sig på videomarkedet. Men det må være tilladt at forlange mere af den efterhånden noget hensygnende gysergenre - når vi går i biografen for at blive skræmt, så vil vi ikke sidde tilbagelænet med ironisk distance og grine af det hele, næ, vi vil sidde ude på kanten af sædet med hænderne for ansigtet og skimte rædslen i små glimt gennem de rystende fingre!
Hvad gør man, hvis man står med en filmgenre, som er blevet så forudsigelig, at ingen kan tage den alvorligt længere? Det problem stod "Slasher"-instruktøren Wes Craven med. "Slasher" er en betegnelse for teenage-gysere på kanten af splatterfilmen, f.eks. "Fredag d. 13"- og "Nightmare on Elm Street"-serierne (sidstnævnte har Wes Craven selv instrueret to film i). Handlingen er altid ens: En gal morder er løs, unge teenagere slagtes, og når alle tror morderen er død, kommer han pludselig til live igen.
Wes Craven fandt en måde at løse problemet: Han lavede "Scream", en film der både har alle de velprøvede klichéer, og som samtidig tager gas på dem. I stedet for, at publikum undrer sig over, hvorfor den ensomme pige jagtet af en morder flygter op på et mørkt loft og ikke ud på gaden, så lader denne film hende snakke om, hvor urealistisk det er, når folk reagerer sådan i gyserfilm - hvorefter hun gør præcis det samme. Faktisk er hele filmen en stor, lang henvisning til andre film, med så mange åbenlyse referencer, at det er umuligt at holde tal på dem.
Konstrueret handling
Filmens skabelonagtige handling følger en gal massemorder (surprise!), der iført et fastelavnskostume terroriserer en lille by. Hovedpersonerne er en flok highschool-elever, som skiftes til at være ofre og mistænkte for mordene. Vi følger især pigen Sidney (Neve Campbell), hvis mor er blevet myrdet for et år siden, og som nu jages specielt ihærdigt af morderen. Meget blod og mange lig flyver over lærredet, inden vi er klar til det endelige opgør, hvor hun selvfølgelig gør front mod uhyret for at få afgjort tingene en gang for alle.
Filmen er dybt pubertær, og de unge skuespillere spiller præcis så irriterende, at man nok skal være teenager for at holde af dem. Hvad værre er, så tager de mange jokes og filmreferencer luften ud af de gys, som filmen også prøver at levere. Filmen kommer til at minde om en blodig udgave af "Høj pistolføring"-filmene, hvor man nok griner lidt af de mange flade jokes, men hvor handlingen bliver umulig at tage alvorlig eller leve med i. F.eks. er mysteriet om morderens identitet så åbentlys konstrueret, at man ikke for alvor kan gætte med på det. Og påstandene i pressematerialet om, at filmen har "Gode dramatiske roller, der går dybere ned i den menneskelige psyke" må man hoste slemt over - der står tegneserie hen over filmens personer med neonbogstaver.
Gys eller grin?
Ak ja, MTV har kåret filmen som "Årets bedste film", og det er, den åbenlyse absurditet til trods, ikke så mærkeligt, for det er netop blank overflade med tonsvis af ironi og effektjageri og et minimum af dybde, der er tale om her. Filmen har sine gys og sine splat, og skal nok gøre sig på videomarkedet. Men det må være tilladt at forlange mere af den efterhånden noget hensygnende gysergenre - når vi går i biografen for at blive skræmt, så vil vi ikke sidde tilbagelænet med ironisk distance og grine af det hele, næ, vi vil sidde ude på kanten af sædet med hænderne for ansigtet og skimte rædslen i små glimt gennem de rystende fingre!
19/11-2018
