Åh, disse festlige blodsudgydelser
3.0
"Scream 2 lader ikke "Scream" noget efter i blod, humor og meningsløshed.
Ved forpremieren på gyserfilmen "Stab", der er bygget på bogen over de "virkelige" hændelser, som udspillede sig i "Scream", tager en ny seriemorder tråden op. Der hvor de to adfærdsvanskelige teenagere fra netop denne film slap. Og blandt et hujende og skrigende publikum, hver med sin stab/Scream-maske og plastikdolk, hvem lægger så mærke til de virkelige mord, der bliver begået i virvaret? Ingen - før det er alt for sent, og i tiden efter trues en ny lille by af en (eller flere) maskeklædte kopimordere, der ikke lader etterens skarnsknægte noget efter i uudslukkelig og uforklarlig blodtørst.
Stakkels Sidney
Blandt alle byens unge piger, der med deres stramme kroppe og sarte pastelfarver udgør en særdeles truet gruppe, befinder Sidney Prescott sig. Hun har været det igennem før, og er én af de få overlevende fra den massakre. Hun har brugt de mellemliggende to år på at komme til hægterne, har flyttet by og er startet på et studium. Naturligvis tvinges hun ud i en ny kamp for overlevelse, for kopimorderen har set "Stab" og vil gerne gøre forbilledets arbejde helt færdigt.
Men Sidney er ikke alene. Fra hjembyen og fortiden dukker politiassistent Dewey, drengerøven Randy og sensationsjournalisten og forfatteren til bogforlægget bag "Stab", Gale Weathers, op. Desuden er der hendes nye venner fra universitetet samt hendes nye kæreste. Så det er ikke slagtekvæg, det skorter på. Eller mistænkte for den sags skyld.
Man behøver ikke at have set "Scream" for at få udbytte af denne toer. Dertil var der for lidt reelt indhold i den, når vitser, genrereferencer og blodsudgydelser var trukket fra. Desuden var der ikke nok overlevende ved slutningen til at komplicere personrelationerne ved begyndelsen af "Scream 2". Tavlen er så godt som visket ren. Men har man set "Scream" ved man, at man ikke skal forvente psykologiske motiver for blodrusen. Heller ikke blot et strejf af sandsynlighed i plotafviklingen.
Filmen tager forbehold
"2'ere er altid for langt ude!", lover plakaten, og således er der allerede her spændt ben for anmelderen. For hvad kan man skrive om en film, som desuden eksplicit i dialogen tager forbehold for ethvert optræk til en kritisk anmelderholdning. Man kan jo for eksempel overgive sig og le med af de vanvittigt mange selvreferencer, hvor filmen diskuterer gyserfilmgenren i almindelighed og sig selv i særdeleshed.
Filmens figurer diskuterer gerne, hvor sandsynlige hinanden er som morder, i forhold til hvad man plejer i gyserfilm. Ofrene diskuterer sig selv som ofre ("ofre er altid hvide" - yeah right!), og morderen sig selv som morder. Det er til tider overordentligt morsomt, og er man blot fritidscineast, vil der også være referencer fra hele gyserfilmhistorien at hygge sig med.
Men midt i al denne distance til selvhøjtideligheden og alle disse forbehold over for efterfølgere som "Scream2" selv, er det som om, at gruen hygges ihjel. Man hopper aldrig for alvor i sædet, og når man ved fra etteren at morderen i princippet intet motiv behøver at have og derfor kan være hvilken som helst inferiør figur, er det også så som så med suspensen. Det, der bærer filmen, er Wes Cravens glæde ved at fortælle de enkelte mord med alle de genregags og variationer, der kan laves over dette tema. Idéer har han masser af, og få kan iscenesætte så festlige mord som han. "Scream 2" underholder forrygende godt - sålænge man ikke behøver noget så trivielt som indhold. Sagt på en anden måde: Se "Scream 2" før den bliver "Stab 2" i "Scream 3".
Ved forpremieren på gyserfilmen "Stab", der er bygget på bogen over de "virkelige" hændelser, som udspillede sig i "Scream", tager en ny seriemorder tråden op. Der hvor de to adfærdsvanskelige teenagere fra netop denne film slap. Og blandt et hujende og skrigende publikum, hver med sin stab/Scream-maske og plastikdolk, hvem lægger så mærke til de virkelige mord, der bliver begået i virvaret? Ingen - før det er alt for sent, og i tiden efter trues en ny lille by af en (eller flere) maskeklædte kopimordere, der ikke lader etterens skarnsknægte noget efter i uudslukkelig og uforklarlig blodtørst.
Stakkels Sidney
Blandt alle byens unge piger, der med deres stramme kroppe og sarte pastelfarver udgør en særdeles truet gruppe, befinder Sidney Prescott sig. Hun har været det igennem før, og er én af de få overlevende fra den massakre. Hun har brugt de mellemliggende to år på at komme til hægterne, har flyttet by og er startet på et studium. Naturligvis tvinges hun ud i en ny kamp for overlevelse, for kopimorderen har set "Stab" og vil gerne gøre forbilledets arbejde helt færdigt.
Men Sidney er ikke alene. Fra hjembyen og fortiden dukker politiassistent Dewey, drengerøven Randy og sensationsjournalisten og forfatteren til bogforlægget bag "Stab", Gale Weathers, op. Desuden er der hendes nye venner fra universitetet samt hendes nye kæreste. Så det er ikke slagtekvæg, det skorter på. Eller mistænkte for den sags skyld.
Man behøver ikke at have set "Scream" for at få udbytte af denne toer. Dertil var der for lidt reelt indhold i den, når vitser, genrereferencer og blodsudgydelser var trukket fra. Desuden var der ikke nok overlevende ved slutningen til at komplicere personrelationerne ved begyndelsen af "Scream 2". Tavlen er så godt som visket ren. Men har man set "Scream" ved man, at man ikke skal forvente psykologiske motiver for blodrusen. Heller ikke blot et strejf af sandsynlighed i plotafviklingen.
Filmen tager forbehold
"2'ere er altid for langt ude!", lover plakaten, og således er der allerede her spændt ben for anmelderen. For hvad kan man skrive om en film, som desuden eksplicit i dialogen tager forbehold for ethvert optræk til en kritisk anmelderholdning. Man kan jo for eksempel overgive sig og le med af de vanvittigt mange selvreferencer, hvor filmen diskuterer gyserfilmgenren i almindelighed og sig selv i særdeleshed.
Filmens figurer diskuterer gerne, hvor sandsynlige hinanden er som morder, i forhold til hvad man plejer i gyserfilm. Ofrene diskuterer sig selv som ofre ("ofre er altid hvide" - yeah right!), og morderen sig selv som morder. Det er til tider overordentligt morsomt, og er man blot fritidscineast, vil der også være referencer fra hele gyserfilmhistorien at hygge sig med.
Men midt i al denne distance til selvhøjtideligheden og alle disse forbehold over for efterfølgere som "Scream2" selv, er det som om, at gruen hygges ihjel. Man hopper aldrig for alvor i sædet, og når man ved fra etteren at morderen i princippet intet motiv behøver at have og derfor kan være hvilken som helst inferiør figur, er det også så som så med suspensen. Det, der bærer filmen, er Wes Cravens glæde ved at fortælle de enkelte mord med alle de genregags og variationer, der kan laves over dette tema. Idéer har han masser af, og få kan iscenesætte så festlige mord som han. "Scream 2" underholder forrygende godt - sålænge man ikke behøver noget så trivielt som indhold. Sagt på en anden måde: Se "Scream 2" før den bliver "Stab 2" i "Scream 3".
19/11-2018
