Pseudomytologisk ultravold
3.0
"Fra producerne af 300", står der på plakaten til "Immortals", og den form for markedsføring gør mig altid lidt mistænksom. Der er da også et godt stykke fra filmatiseringen af Frank Millers berømte tegneserie til denne sværd-og-sandal-film, selv om begge film er hysterisk voldelige og foregår i en slags græsk oldtid.
"Immortals" er nemlig et actionfantasy-opkog af Theseus-myten med guder og så videre. Eller rettere: Hovedpersonen er en modvillig helt ved navn Theseus, og sådan én er der jo også i den gamle græske mytologi. Her er han blevet remixet til en ung fisker, der erklærer vendetta, da hans mor bliver dræbt af den onde og gale kong Hyperions mænd. Hyperion er på jagt efter en mytisk magisk bue, som kan bruges til at slippe titanerne løs og derved bringe guderne til fald.
Hvorfor Hyperion synes, det er en fed idé, bliver aldrig helt klart, men det er formentlig noget med, at han forventer at kunne gøre sig selv til guddommelig verdenshersker, når Zeus & co. er ryddet af vejen. Omvendt synes Zeus & co. selvfølgelig ikke, at det er en god idé, men de er officielt forhindret i at bremse Hyperion på grund af en selvbestaltet regel, om at de ikke må blande sig i menneskenes anliggender. Jeg troede ellers, at var den slags planer, der til enhver tid påkaldte Nemesis?
Man skal altså ikke tænke for meget over plottet i "Immortals" - og slet ikke forsøge at holde det op mod, hvad man lærte i oldtidskundskab. Selv om filmens alternative version af Minotaurus egentlig er ret fin. Hvis man så lige lægger logik og gymnasietid på hylden, kan man i stedet glæde sig over filmens andre kvaliteter.
"Immortals" er nemlig en virkelig flot film. Billedsiden må være næsten 100% computeranimation, og det har instruktør Tarsem Singh udnyttet til at skabe et fantastisk poleret gammelt Grækenland, hvor byer ligger hugget ind i klippevægge, og sollyset glimter gyldent mod heltenes muskuløse overarme. Plus at filmen indeholder flere folk med sjove hatte, end man har set siden "Outlaw of Gor", og det er jo også en slags kvalitet.
Men altså ... hvis vi også lige lægger de sjove hatte på hylden, er den største kvalitet ved "Immortals" klart nogle imponerende actionscener. Der er virkelig smæk for skillingen i den blodigste sværd-og-sandal-film, jeg nogensinde har set. Hoveder og lemmer flyver rundt i luften i dygtigt udførte actionkoreografier, som når deres højdepunkt i en sekvens, hvor Zeus kløver en titan i to dele, hvorefter en anden titan så at sige løber igennem liget, mens de to halvdele stadig er ved at falde fra hinanden i slowmotion.
Hvis man er til action, vinder "Immortals" meget på rent, råt visuelt overkill. Og det er faktisk meget sigende om filmen: Den smadrer skamløst rundt i mytologi og stil, men der er noget ved dens bizarre blanding af high fantasy og splatteraction, som virker. Og så har den en festlig overskurk i en lystigt overspillende Mickey Rourke som Hyperion. Så jeg må indrømme, at jeg var ganske fint underholdt af "Immortals". Også selv om det føles forkert at skrive det, sådan lidt på linje med at indrømme, at man kan lide frostpizzaer eller citronmåner.
"Immortals" er nemlig et actionfantasy-opkog af Theseus-myten med guder og så videre. Eller rettere: Hovedpersonen er en modvillig helt ved navn Theseus, og sådan én er der jo også i den gamle græske mytologi. Her er han blevet remixet til en ung fisker, der erklærer vendetta, da hans mor bliver dræbt af den onde og gale kong Hyperions mænd. Hyperion er på jagt efter en mytisk magisk bue, som kan bruges til at slippe titanerne løs og derved bringe guderne til fald.
Hvorfor Hyperion synes, det er en fed idé, bliver aldrig helt klart, men det er formentlig noget med, at han forventer at kunne gøre sig selv til guddommelig verdenshersker, når Zeus & co. er ryddet af vejen. Omvendt synes Zeus & co. selvfølgelig ikke, at det er en god idé, men de er officielt forhindret i at bremse Hyperion på grund af en selvbestaltet regel, om at de ikke må blande sig i menneskenes anliggender. Jeg troede ellers, at var den slags planer, der til enhver tid påkaldte Nemesis?
Man skal altså ikke tænke for meget over plottet i "Immortals" - og slet ikke forsøge at holde det op mod, hvad man lærte i oldtidskundskab. Selv om filmens alternative version af Minotaurus egentlig er ret fin. Hvis man så lige lægger logik og gymnasietid på hylden, kan man i stedet glæde sig over filmens andre kvaliteter.
"Immortals" er nemlig en virkelig flot film. Billedsiden må være næsten 100% computeranimation, og det har instruktør Tarsem Singh udnyttet til at skabe et fantastisk poleret gammelt Grækenland, hvor byer ligger hugget ind i klippevægge, og sollyset glimter gyldent mod heltenes muskuløse overarme. Plus at filmen indeholder flere folk med sjove hatte, end man har set siden "Outlaw of Gor", og det er jo også en slags kvalitet.
Men altså ... hvis vi også lige lægger de sjove hatte på hylden, er den største kvalitet ved "Immortals" klart nogle imponerende actionscener. Der er virkelig smæk for skillingen i den blodigste sværd-og-sandal-film, jeg nogensinde har set. Hoveder og lemmer flyver rundt i luften i dygtigt udførte actionkoreografier, som når deres højdepunkt i en sekvens, hvor Zeus kløver en titan i to dele, hvorefter en anden titan så at sige løber igennem liget, mens de to halvdele stadig er ved at falde fra hinanden i slowmotion.
Hvis man er til action, vinder "Immortals" meget på rent, råt visuelt overkill. Og det er faktisk meget sigende om filmen: Den smadrer skamløst rundt i mytologi og stil, men der er noget ved dens bizarre blanding af high fantasy og splatteraction, som virker. Og så har den en festlig overskurk i en lystigt overspillende Mickey Rourke som Hyperion. Så jeg må indrømme, at jeg var ganske fint underholdt af "Immortals". Også selv om det føles forkert at skrive det, sådan lidt på linje med at indrømme, at man kan lide frostpizzaer eller citronmåner.
25/11-2011
