Marilyn fra Mouthe

4.0
Skæv fransk krimi, hvor hovedpersonen er en knaldromanforfatter, der hører om en lokal berømtheds mystiske død, da han kører igennem en lille by i Jurabjergene. Forfatteren beslutter sig for at lade sin næste bog handle om hende og går derfor i gang med at efterforske dødsfaldet og historien om landsbypigen, der blev model, og som mente, hun havde et skæbnefællesskab med Marilyn Monroe.

"Poupoupidou" har en fin, lidt "Twin Peaks"-agtig ramme i skildringen af det småsære samfund i Mouthe, Frankrigs koldeste by, der naturligvis også gemmer på masser af hemmeligheder, når man kommer under overfladen. Og derudover kører filmen Monroe-vinklen helt igennem med masser af paralleller mellem modellen og det amerikanske ikon. Resultatet er en ofte underfundigt morsom film, der samtidig fastholder interessen for sit mysterium, og som i øvrigt indeholder yderligere filmreferencer i den måde, hvorpå den lader modellen være fortællestemme fra graven.

Ud over de mange direkte referencer til film og filmhistorie spejler "Poupoupidou" sig selvfølgelig også i Monroes historie og drømmen om Hollywood og stjernestatus. Som går igen i den afdøde hovedpersons rejse fra tankpasser til model, lokal berømmelse - og sluttelig nedtur og ulykke, som klicheen også byder det.

Det er en underholdende og intelligent film, som forfatter-instruktør Gérald Hustache-Mathieu her har fået skruet sammen. Efter min smag er den dog også en anelse for selvsmagende og selvbevidst med sine mange lag og referencer, men "Poupoupidou" er absolut en biograftur værd, også på grund af Sophie Quinton, der formår at gøre modellen levende som mere end en kliché, selv om hendes rolle spiller på alverdens blondineklicheer.
Poupoupidou - Nobody Else But You