En pæn film om racisme

4.0
Filmatisering af en to år gammel bestseller-roman, der foregår i Jackson, Mississippi i starten af 60'erne - altså på den tid, hvor den sorte borgerrettighedskamp var på sit højeste, og Mississippi var skueplads for flere berømte racistiske mord. "The Help" handler dog om et andet og mere dagligdags aspekt af raceundertrykkelsen, nemlig arbejdsforholdene for de sorte tjenestepiger, der arbejdede for det bedre hvide borgerskab, men blev betragtet som uintelligente og urene af deres arbejdsgivere.

Hovedpersonen i "The Help" er en ung hvid kvinde, der i modsætning til sine jævnaldrende ser tjenestepigerne som jævnbyrdige mennesker og i øvrigt gerne selv vil være mere end en pæn husmor. Hun beslutter sig for at forfølge sine ambitioner ved at lave en bog, hvor hun interviewer tjenestepiger om deres oplevelser. Og efter lidt overtalelse lykkes det hende at finde nogle, som tør være med, selv om både de og forfatterspiren er klar over, at det ikke er et ufarligt projekt i datidens Mississippi.

Interessant nok er både bogen og filmen "The Help" blevet kritiseret af sorte historikere for at give et for pænt billede af virkeligheden - bl.a. fordi romanforfatter Kathryn Stockett overhovedet ikke kommer ind på de seksuelle overgreb, som en del af de sorte tjenestepiger også blev udsat for af mændene, men i stedet fokuserer på de hvide kvinders nedværdigende behandling.

Jeg kan godt se, hvad historikerne mener, for filmen "The Help" bliver serveret i en feelgood-indpakning, hvor forfatter-instruktør Tate Taylor lader de gode være gode mod hinanden og vinde moralsk over de onde, samtidig med at filmen rent visuelt er præget af pæne billeder af renskurede overklassehjem. Men billedsiden giver på den måde en kontrast mellem det pæne ydre og det rådne indre, og Viola Davis og Octavia Spencer spiller så stærkt i de to centrale roller som sorte tjenestepiger, at filmen virkelig vækker éns indignation, selv om den altså lander på en blød dyne af feelgood-søsterskab. Og selv om historien i øvrigt også gaber over lidt for mange sidehistorier og godt kunne være skåret skarpere til.

Davis og Spencer er altså de store oplevelser i "The Help", men generelt er det en rigtig velspillet film, hvor der især også er fine roller til Emma Stone som den unge forfatter og til Bryce Dallas Howard som Jacksons væmmeligste unge husmor. Så selv om den leverer sine pointer på en meget pæn måde, beviser "The Help", at en film godt kan holde fast i et stærkt budskab, selv om den gør det på poleret bestseller-manér. Fire små stjerner herfra.
Niceville