Dragedræber på glatis
1.0
Drage-effekterne er eneste lyspunkt i det sløje eventyr "Dragonheart".
Fantasy-genren har i moderne tider lidt en krank skæbne. I middelalderen var dens univers af noble riddere, ædle konger og farlige drager udtryk for tidens centrale drømme. Ridder-romanerne, med myten om Kong Arthur i spidsen, var kernen af de sange der blev sunget, de historier man fortalte, den måde man forstod verdenen. Det hellige eventyr og de ridderlige idealer stod som symboler på det perfekte samfund og det perfekte menneske, som pejlepunkter i den voldelige, grusomme og alt andet end heroiske tid, som middelalderen egentlig var.
Eventyret på sidelinjen
Højt at flyve, dybt at synke. Idag lever eventyrgenren en hensygnende tilværelse, forvist til svedige teenagedrenges rollespil, middelmådig genrelitteratur og kulørte B-film. Kun få tager genren alvorligt på et kunstnerisk plan; i litteraturens verden kan der ikke nævnes mange andre end J.R.R. Tolkiens "Ringenes Herre" og i filmhistorien er det vel kun John Boormans "Excalibur" (1981), som har forsøgt at undgå den fritidshjemsromantik, som præger f.eks. "Conan"-filmene (1982/84), "Willow" (1988) eller Kevin Costners "Robin Hood" (1991). Fantasyverdenen har fundet sin egen fastlåste, klichéfyldte niché i populærkulturen. Til tider kan fortællingerne dog bryde med genrens belastede formler: Det lykkedes for Boorman i "Excalibur", det lykkedes for "Ridley Scott" i "Legend" (1985), men det lykkes absolut ikke for "Dragonheart".
Dynamisk drage
Hjertet i "Dragonheart" er den overbevisende og fantastiske computersimulation af en tonstung ildsprudlende drage. Den suser igennem luften, lander med et brag, sprøjter ild til højre og venstre, brøler og fnyser og er i det hele taget så livagtig at man må korse sig. Samtidig er den meget intelligent og menneskelig, kan både blive flov og vred, og taler med Sean Connerys stemme. Desværre har filmskaberne viet dragen så megen opmærksomhed, at der åbenbart hverken er blevet tid til at skrive et manuskript eller instruere de medvirkende. Når dragen ikke er på, svinger filmen mellem det jævne og det pinlige. Det er svært at tro, at historien vil fascinere selv de mest hardcore fantasyfans under ti år, men Phil Tippets computerdrage får "Jurassic Park" til at ligne en tjekkisk dukkefilm.
I eventyrgenren har dragen været inkarnationen af det farlige og mægtige, ikke nødvendigvis ond og grusom, men altid ultimativ og ufattelig. At besejre en drage er det ypperste en helt kan opnå, det endelige bevis på hans formåen. Sådan er det ikke i "Dragonheart". Her har man på nærmest økologisk vis omfortolket drage-rollen: den er blevet til en fredelig fyr, som kun bruge sin magt, hvis man tirrer den. Ja den er sågar blevet til en truet dyreart, et uskyldigt offer for menneskets tåbelige udryddelse af dét, der netop er allervigtigst. Det er dragen som den menneskelige samvittighed. Det giver en række bonusscener i den alliance mellem dragedræbern Bowen (Dennis Quaid) og dragen Draco, hvor computergrafikken rigtig udfolder sig i vittige og opfindsomme situationer. Men den lemfældige omgang med dragemyten truer også troværdigheden: Den første drage vi ser, bliver slået ihjel på få sekunder, og det kan simpelthen ikke lade sig gøre!
Rodet historie
Historien er et mærkværdigt sammenkog af samtlige fantasy-klichéer: Vi har Dennis Quaid som den ædle men desillusionerede ridder Bowen, David Thewlis (der kende skurkefaget fra "Naked") som den evigt onde tyran Einon, Dina Meyer som den slagfærdige, rødhårede bondepige Kara, Pete Postelwaite (Mr. Kobayashi fra "Usual Suspects") som den distræte og komiske digtermunk Gilbert, samt stakkels Julie Christie som tyrannens viise moder. Gode navne spildt på dårlige roller. Herudover er filmens farverige middelalder-kitsch befolket med ondskabsfulde adelsmænd og underkuede men stærke bønder, og tilsat et stænk af myten om Kong Arthurs riddere og en masse vrøvl om dragesjæle og stjerneskær. Det hele er kun til for, at man kan fascineres af dragen.
Klichéer kan være fornøjelige i sig selv, og skrues de godt sammen kan resultatet sagtens være godt. "Dragonheart" vil både være morsom, voldsom og patetisk, men det lykkes kun sjældent. Det ene øjeblik får vi ren slapstickhumor med dragen, i det næste øjeblik får vi tudet ørene fulde om ridderlige idealer og menneskets pligt som selvstændige individer i en verden af tyranni og ondskab. Persontegningen virker mildest sagt ujævn. Bowens motiver er aldrig rigtigt klare, og han kan vende på en tallerken, hvilket ikke er nogen god egenskab for en karakter, der skal forestille en ædelmodig ridder. Det er tydeligt, at de mange huller kun skyldes, at manuskriptet med djævelens vold og magt skal vrides, så vi kan fortælle historien om den desillusionerede ridder, der genfinder troen på sine idealer. Det er usædvanligt kluntet gjort.
Fantasy-genren har i moderne tider lidt en krank skæbne. I middelalderen var dens univers af noble riddere, ædle konger og farlige drager udtryk for tidens centrale drømme. Ridder-romanerne, med myten om Kong Arthur i spidsen, var kernen af de sange der blev sunget, de historier man fortalte, den måde man forstod verdenen. Det hellige eventyr og de ridderlige idealer stod som symboler på det perfekte samfund og det perfekte menneske, som pejlepunkter i den voldelige, grusomme og alt andet end heroiske tid, som middelalderen egentlig var.
Eventyret på sidelinjen
Højt at flyve, dybt at synke. Idag lever eventyrgenren en hensygnende tilværelse, forvist til svedige teenagedrenges rollespil, middelmådig genrelitteratur og kulørte B-film. Kun få tager genren alvorligt på et kunstnerisk plan; i litteraturens verden kan der ikke nævnes mange andre end J.R.R. Tolkiens "Ringenes Herre" og i filmhistorien er det vel kun John Boormans "Excalibur" (1981), som har forsøgt at undgå den fritidshjemsromantik, som præger f.eks. "Conan"-filmene (1982/84), "Willow" (1988) eller Kevin Costners "Robin Hood" (1991). Fantasyverdenen har fundet sin egen fastlåste, klichéfyldte niché i populærkulturen. Til tider kan fortællingerne dog bryde med genrens belastede formler: Det lykkedes for Boorman i "Excalibur", det lykkedes for "Ridley Scott" i "Legend" (1985), men det lykkes absolut ikke for "Dragonheart".
Dynamisk drage
Hjertet i "Dragonheart" er den overbevisende og fantastiske computersimulation af en tonstung ildsprudlende drage. Den suser igennem luften, lander med et brag, sprøjter ild til højre og venstre, brøler og fnyser og er i det hele taget så livagtig at man må korse sig. Samtidig er den meget intelligent og menneskelig, kan både blive flov og vred, og taler med Sean Connerys stemme. Desværre har filmskaberne viet dragen så megen opmærksomhed, at der åbenbart hverken er blevet tid til at skrive et manuskript eller instruere de medvirkende. Når dragen ikke er på, svinger filmen mellem det jævne og det pinlige. Det er svært at tro, at historien vil fascinere selv de mest hardcore fantasyfans under ti år, men Phil Tippets computerdrage får "Jurassic Park" til at ligne en tjekkisk dukkefilm.
I eventyrgenren har dragen været inkarnationen af det farlige og mægtige, ikke nødvendigvis ond og grusom, men altid ultimativ og ufattelig. At besejre en drage er det ypperste en helt kan opnå, det endelige bevis på hans formåen. Sådan er det ikke i "Dragonheart". Her har man på nærmest økologisk vis omfortolket drage-rollen: den er blevet til en fredelig fyr, som kun bruge sin magt, hvis man tirrer den. Ja den er sågar blevet til en truet dyreart, et uskyldigt offer for menneskets tåbelige udryddelse af dét, der netop er allervigtigst. Det er dragen som den menneskelige samvittighed. Det giver en række bonusscener i den alliance mellem dragedræbern Bowen (Dennis Quaid) og dragen Draco, hvor computergrafikken rigtig udfolder sig i vittige og opfindsomme situationer. Men den lemfældige omgang med dragemyten truer også troværdigheden: Den første drage vi ser, bliver slået ihjel på få sekunder, og det kan simpelthen ikke lade sig gøre!
Rodet historie
Historien er et mærkværdigt sammenkog af samtlige fantasy-klichéer: Vi har Dennis Quaid som den ædle men desillusionerede ridder Bowen, David Thewlis (der kende skurkefaget fra "Naked") som den evigt onde tyran Einon, Dina Meyer som den slagfærdige, rødhårede bondepige Kara, Pete Postelwaite (Mr. Kobayashi fra "Usual Suspects") som den distræte og komiske digtermunk Gilbert, samt stakkels Julie Christie som tyrannens viise moder. Gode navne spildt på dårlige roller. Herudover er filmens farverige middelalder-kitsch befolket med ondskabsfulde adelsmænd og underkuede men stærke bønder, og tilsat et stænk af myten om Kong Arthurs riddere og en masse vrøvl om dragesjæle og stjerneskær. Det hele er kun til for, at man kan fascineres af dragen.
Klichéer kan være fornøjelige i sig selv, og skrues de godt sammen kan resultatet sagtens være godt. "Dragonheart" vil både være morsom, voldsom og patetisk, men det lykkes kun sjældent. Det ene øjeblik får vi ren slapstickhumor med dragen, i det næste øjeblik får vi tudet ørene fulde om ridderlige idealer og menneskets pligt som selvstændige individer i en verden af tyranni og ondskab. Persontegningen virker mildest sagt ujævn. Bowens motiver er aldrig rigtigt klare, og han kan vende på en tallerken, hvilket ikke er nogen god egenskab for en karakter, der skal forestille en ædelmodig ridder. Det er tydeligt, at de mange huller kun skyldes, at manuskriptet med djævelens vold og magt skal vrides, så vi kan fortælle historien om den desillusionerede ridder, der genfinder troen på sine idealer. Det er usædvanligt kluntet gjort.
19/11-2018
