Mere letbenet tidsfordriv
3.0
Guy Ritchies anden Holmes-film fortsætter den letbenede blockbuster-stil fra den første, men trækker dog lidt mere direkte på Arthur Conan Doyles klassiske forlæg. Denne gang er skurken nemlig Sherlock Holmes' største fjende, Professor Moriarty, der trækker i trådene i et verdensomspændende komplot. Da mesterdetektiven kommer for tæt på ham, svarer Moriarty ved at true Dr. Watson - som ellers lige var blevet gift og havde trukket sig tilbage fra livet som eventyrer.
"A Game of Shadows" bruger på den måde karakterer og enkelte detaljer fra de to Moriarty-historier, som Doyle i sin tid skrev. Men overordnet bliver Moriarty her blæst op til mere at være en overskurk i James Bond-traditionen end den dødsensfarlige mafiaboss, som han var i de originale Holmes-eventyr. Det fungerer dog udmærket, og Jared Harris er solid som Moriarty - og ikke mindst langt mere overbevisende end Mark Strongs fjollede okkulte skurk i den første Ritchie-film. Her er der stadig et misforhold mellem Moriartys luskede farlighed og filmens meget lette tone, men det kører kun rigtig af sporet i en alt for overdrevet actionsekvens omkring en tysk våbenfabrik.
Generelt har "A Game of Shadows" en bedre historie og lidt bedre pacet underholdning end den foregående film, og som "Sherlock Holmes" er det en virkelig flot produktion med en overbevisende visualisering af 1890'erne i lettere eventyrlig stil. Så overraskende nok synes jeg faktisk, at det største problem i denne omgang er Robert Downey Jr. som Sherlock Holmes. Han starter nemlig filmen med at være excentrisk grænsende til det vanvittige, og derfra holder fjollerierne aldrig op. Man skulle tro, at Guy Ritchie har bedt Downey om at kigge på Jack Sparrow i kropssprog og manierthed, og det går over min grænse for, hvad man kan gøre ved figuren og stadig tage den alvorligt.
Så er der trods alt mere gods i Jude Law som Watson, og Noomi Rapace når også at få vist sit talent i filmens største kvinderolle. Desværre er hendes sigøjner-spåkone dog én af den slags gammeldags Hollywood-pseudoheltinder, som af alle mulige underlige årsager følger i hælene på de rigtige helte i det meste af historien. Ritchie & co. skal have ros for, at de trods alt har valgt en rigtig skuespiller og ikke blot en køn blondine til formålet - men det ændrer altså ikke ved, at rollen virker særdeles påklistret.
Som forgængeren indeholder "A Game of Shadows" både en del plusser og en del minusser. Jeg synes, den er for meget kæk actionkomedie, og Downey burde aldrig have fået lov til at køre hovedrollen så langt ud. Ser man den som ren underholdning, er det dog et par timers o.k. tidsfordriv, cirka på niveau med Ritchies første Holmes-film. Men jeg savner Jeremy Brett.
"A Game of Shadows" bruger på den måde karakterer og enkelte detaljer fra de to Moriarty-historier, som Doyle i sin tid skrev. Men overordnet bliver Moriarty her blæst op til mere at være en overskurk i James Bond-traditionen end den dødsensfarlige mafiaboss, som han var i de originale Holmes-eventyr. Det fungerer dog udmærket, og Jared Harris er solid som Moriarty - og ikke mindst langt mere overbevisende end Mark Strongs fjollede okkulte skurk i den første Ritchie-film. Her er der stadig et misforhold mellem Moriartys luskede farlighed og filmens meget lette tone, men det kører kun rigtig af sporet i en alt for overdrevet actionsekvens omkring en tysk våbenfabrik.
Generelt har "A Game of Shadows" en bedre historie og lidt bedre pacet underholdning end den foregående film, og som "Sherlock Holmes" er det en virkelig flot produktion med en overbevisende visualisering af 1890'erne i lettere eventyrlig stil. Så overraskende nok synes jeg faktisk, at det største problem i denne omgang er Robert Downey Jr. som Sherlock Holmes. Han starter nemlig filmen med at være excentrisk grænsende til det vanvittige, og derfra holder fjollerierne aldrig op. Man skulle tro, at Guy Ritchie har bedt Downey om at kigge på Jack Sparrow i kropssprog og manierthed, og det går over min grænse for, hvad man kan gøre ved figuren og stadig tage den alvorligt.
Så er der trods alt mere gods i Jude Law som Watson, og Noomi Rapace når også at få vist sit talent i filmens største kvinderolle. Desværre er hendes sigøjner-spåkone dog én af den slags gammeldags Hollywood-pseudoheltinder, som af alle mulige underlige årsager følger i hælene på de rigtige helte i det meste af historien. Ritchie & co. skal have ros for, at de trods alt har valgt en rigtig skuespiller og ikke blot en køn blondine til formålet - men det ændrer altså ikke ved, at rollen virker særdeles påklistret.
Som forgængeren indeholder "A Game of Shadows" både en del plusser og en del minusser. Jeg synes, den er for meget kæk actionkomedie, og Downey burde aldrig have fået lov til at køre hovedrollen så langt ud. Ser man den som ren underholdning, er det dog et par timers o.k. tidsfordriv, cirka på niveau med Ritchies første Holmes-film. Men jeg savner Jeremy Brett.
29/12-2011
