...About Kevin
2.0
Det lyder som en rigtig god idé til en historie, at sætte det brutale skolemassakre-fænomen fra USA under lup. Og det er det også. Gus van Sant havde selv fat i emnet med hans billedpoetiske og stærke palme-vinder ”Elephant” fra 2003, og nu er Lynne Ramsay ude med en film, der tager afsats i den varme diskussion om forældrenes ansvar på området - hvilket giver hende en endnu mere solid præmis end sin tematiske broder. Der er lagt i ovnen til et moralfilosofisk og dybdepsykologisk portræt af skyldens vægt, rodløs ungdomsvrede, forstads-Amerikas betændte kedsommelighed og voldsdyrkende subkulturer; men den kære instruktør springer over hvor gærdet er lavest og taber hele sin film på gulvet.
Som karakterdrama er det selvsagt katastrofalt, at det netop ER karaktererne i Lynne Ramsay's kontroversielle "We need to talk about Kevin" der er problemet. De er stive, åndsforladte og utroværdige, og hele historien går faktisk i hundende fra det øjeblik titlpersonen Kevin træder ind i billedet. Af uransagelige årsager hader hans mor ham allerede fra fødslen - og bedst som man tror en fødselspsykose måske kunne være under opsejling som historiens katalysator, finder hun pludselig et letbenet motiv, da drengen udvikler kolik. Senere, mens han stadig er sengevædder og husterrorist, bruger Kevin hvert et vågent øjeblik på at køre udspekuleret og sadistisk psykisk terror på sin mor, mens han glad smiler og kaster sig i armene på sin far. Hvorfor? Det giver filmen intet svar på.
Ikke alene er Kevins had til moderen oversimplificeret og næsten karikeret, graden af hans kynisme grænseløst overspillet, men der er heller ikke nogen klarlagt grund eller et henseende med hans tvetydige opførsel, så enhver børnespykolog vil grangiveligt himle med øjnene over dette firkantede og unuancerede portræt af en barnepsykopat. Han er frygtløs og iskold, men med menneskelig indsigt, en sofistikeret evne til at kamuflere sine hensigter og en dybdegående forståelse af sin moders svagheder. Og så er han i børnehavealderen, skulle man være i tvivl.
Hvad der tilsyneladende er medfødte personlighedsbrister, udvikler sig senere hen til noget af det dårligste manuskriptskrivning, da (den nu teenagegamle) Kevin - patetisk overspillet af en typecastet Ezra Miller - slår hånden af sin mor én gang for alle, ved at pille hendes borgerlige forfatning og bogpædagogiske forhold til opdragelse fra hinanden, med nihilistiske argumenter taget ud af en frustreret teenagedrengs banale dagbogsdigte. "There is no point.... (dramatisk pause)... that's the point". Nåja, i øvrigt består hans hobbier i at dræbe små husdyr og samle på computervirusser - hvoraf førstnævnte er håbløst forudsigeligt, fra det sekund hans lillesøster får en hamster i julegave.
Apropos moren, i skikkelse af en tør, rødvinsdrikkende Tilta Swinton (nomineret til en Golden Globe?), er hun så rygradsløs at det næsten bliver komediespil, mens det dog er værst med John C. Reilly som faren, der går igennem det meste af filmen som en lallende idiot uden almen fornuft eller virkelighedsfornemmelser.
Selvom filmen har sine fotografiske øjeblikke, med skyggefulde, ufokuserede montager af natteliv og stille formiddage i forstadshuse, tipper vognlæset over med tonstunge metaforer og symbolik for dummies, samt en lydside der demonstrativt er proppet til renden med så meget ambient, at det næsten er forstyrrende - maskinlarm, trafik, maskinlarm, fugle der skrapper, vind der suser i bladende, mere maskinlarm und so weiter.¨
I virkeligheden er ”We need to talk about Kevin” mere en floskel og en stemningsfilm end noget andet og havde, med en hvis underfundighed og spidsfindig historiedrejning, sikkert gjort sig fremragende som en kortfilm fortalt i eftermælets og skyldfølelsens ånd.
Som karakterdrama er det selvsagt katastrofalt, at det netop ER karaktererne i Lynne Ramsay's kontroversielle "We need to talk about Kevin" der er problemet. De er stive, åndsforladte og utroværdige, og hele historien går faktisk i hundende fra det øjeblik titlpersonen Kevin træder ind i billedet. Af uransagelige årsager hader hans mor ham allerede fra fødslen - og bedst som man tror en fødselspsykose måske kunne være under opsejling som historiens katalysator, finder hun pludselig et letbenet motiv, da drengen udvikler kolik. Senere, mens han stadig er sengevædder og husterrorist, bruger Kevin hvert et vågent øjeblik på at køre udspekuleret og sadistisk psykisk terror på sin mor, mens han glad smiler og kaster sig i armene på sin far. Hvorfor? Det giver filmen intet svar på.
Ikke alene er Kevins had til moderen oversimplificeret og næsten karikeret, graden af hans kynisme grænseløst overspillet, men der er heller ikke nogen klarlagt grund eller et henseende med hans tvetydige opførsel, så enhver børnespykolog vil grangiveligt himle med øjnene over dette firkantede og unuancerede portræt af en barnepsykopat. Han er frygtløs og iskold, men med menneskelig indsigt, en sofistikeret evne til at kamuflere sine hensigter og en dybdegående forståelse af sin moders svagheder. Og så er han i børnehavealderen, skulle man være i tvivl.
Hvad der tilsyneladende er medfødte personlighedsbrister, udvikler sig senere hen til noget af det dårligste manuskriptskrivning, da (den nu teenagegamle) Kevin - patetisk overspillet af en typecastet Ezra Miller - slår hånden af sin mor én gang for alle, ved at pille hendes borgerlige forfatning og bogpædagogiske forhold til opdragelse fra hinanden, med nihilistiske argumenter taget ud af en frustreret teenagedrengs banale dagbogsdigte. "There is no point.... (dramatisk pause)... that's the point". Nåja, i øvrigt består hans hobbier i at dræbe små husdyr og samle på computervirusser - hvoraf førstnævnte er håbløst forudsigeligt, fra det sekund hans lillesøster får en hamster i julegave.
Apropos moren, i skikkelse af en tør, rødvinsdrikkende Tilta Swinton (nomineret til en Golden Globe?), er hun så rygradsløs at det næsten bliver komediespil, mens det dog er værst med John C. Reilly som faren, der går igennem det meste af filmen som en lallende idiot uden almen fornuft eller virkelighedsfornemmelser.
Selvom filmen har sine fotografiske øjeblikke, med skyggefulde, ufokuserede montager af natteliv og stille formiddage i forstadshuse, tipper vognlæset over med tonstunge metaforer og symbolik for dummies, samt en lydside der demonstrativt er proppet til renden med så meget ambient, at det næsten er forstyrrende - maskinlarm, trafik, maskinlarm, fugle der skrapper, vind der suser i bladende, mere maskinlarm und so weiter.¨
I virkeligheden er ”We need to talk about Kevin” mere en floskel og en stemningsfilm end noget andet og havde, med en hvis underfundighed og spidsfindig historiedrejning, sikkert gjort sig fremragende som en kortfilm fortalt i eftermælets og skyldfølelsens ånd.
02/01-2012
