Jydekompagniet går amok
3.0
Mere end 20 år efter Jydekompagni-filmene er Jacob Haugaard og Finn Nørbygaard tilbage som makkerpar på det store lærred - i en historie, der overrasker ved at tage udgangspunkt i Nørbygaards meget omtalte milliontab på IT Factory. Efter at alle hans penge er væk, mister Finn også Jacob i en trafikulykke - eller det tror han i hvert fald. For da Finn et par år senere er endt som hjemløs, opdager han, at Jacob har skabt sig et nyt liv som bankrøver og lejemorder.
"Den sidste rejse" er metafilm på et niveau, der sjældent er set i Danmark - faktisk kan jeg kun lige komme på Christoffer Boes "Offscreen" som noget, der er sammenligneligt. Desto mere overraskende er det, at den kommer fra de to gamle ja dak-komikere, og at den tilmed er skrevet og instrueret af Lasse Spang Olsen, der mest er kendt for forholdsvis uambitiøse genrefilm. Ambitioner er der nemlig helt klart bag "Den sidste rejse", selv om den i øvrigt tydeligvis er lavet på et mindre budget. Det er med simple kameraindstillinger og halvgrim fotografering, og der er nærmest kun småroller til at supplere de to jyder.
Derfor er "Den sidste rejse" også en lidt ujævn forestilling, men der ligger bestemt nogle gode ideer bag filmen. Det er fedt, at makkerparrets kendte stil bliver twistet rundt, så Nørbygaard spiller galning, og Haugaard menneskefjendsk morder. Hvilket de begge klarer fint, selv om man ikke påstå, at de to herrer er verdens største skuespiltalenter. Og der er flere virkelig morsomme scener i filmen - hvis man altså kan lide absurd slapstick og forstår, at tilfældige nedskydninger og store eksplosioner kan være morsomme.
Selv om man kan ane underliggende temaer om venskab og mediernes behandling af kendte, får "Den sidste rejse" dog ikke rigtig brugt sin metastil til andet end sjov. Og den røde tråd er lidt ved at gå tabt i forløbet, hvilket bl.a. ses i nogle helt amatøragtige overgange, hvor Spang Olsen blot lader kameraet panorere over svenske sommerlandskaber, fordi det åbenbart var svært at få historien til at glide mere naturligt fremad. Men han får alligevel styret filmen frem til en fin slutning, og der er særdeles gode detaljer i handlingen - eksempelvis den mindeværdige DNA-kværn eller en svensk sygeplejerske, der mobber Finn med hans fallit.
"Den sidste rejse" er ikke rigtig helstøbt, men trods det synes jeg, den har fået en ufortjent hård medfart af de danske avisanmeldere. Jeg morede mig bestemt undervejs, og det her er det tætteste, Lasse Spang Olsen nogensinde er kommet på at lave kunstfilm. Det er så afgjort hans mest originale værk siden "I Kina spiser de hunde".
"Den sidste rejse" er metafilm på et niveau, der sjældent er set i Danmark - faktisk kan jeg kun lige komme på Christoffer Boes "Offscreen" som noget, der er sammenligneligt. Desto mere overraskende er det, at den kommer fra de to gamle ja dak-komikere, og at den tilmed er skrevet og instrueret af Lasse Spang Olsen, der mest er kendt for forholdsvis uambitiøse genrefilm. Ambitioner er der nemlig helt klart bag "Den sidste rejse", selv om den i øvrigt tydeligvis er lavet på et mindre budget. Det er med simple kameraindstillinger og halvgrim fotografering, og der er nærmest kun småroller til at supplere de to jyder.
Derfor er "Den sidste rejse" også en lidt ujævn forestilling, men der ligger bestemt nogle gode ideer bag filmen. Det er fedt, at makkerparrets kendte stil bliver twistet rundt, så Nørbygaard spiller galning, og Haugaard menneskefjendsk morder. Hvilket de begge klarer fint, selv om man ikke påstå, at de to herrer er verdens største skuespiltalenter. Og der er flere virkelig morsomme scener i filmen - hvis man altså kan lide absurd slapstick og forstår, at tilfældige nedskydninger og store eksplosioner kan være morsomme.
Selv om man kan ane underliggende temaer om venskab og mediernes behandling af kendte, får "Den sidste rejse" dog ikke rigtig brugt sin metastil til andet end sjov. Og den røde tråd er lidt ved at gå tabt i forløbet, hvilket bl.a. ses i nogle helt amatøragtige overgange, hvor Spang Olsen blot lader kameraet panorere over svenske sommerlandskaber, fordi det åbenbart var svært at få historien til at glide mere naturligt fremad. Men han får alligevel styret filmen frem til en fin slutning, og der er særdeles gode detaljer i handlingen - eksempelvis den mindeværdige DNA-kværn eller en svensk sygeplejerske, der mobber Finn med hans fallit.
"Den sidste rejse" er ikke rigtig helstøbt, men trods det synes jeg, den har fået en ufortjent hård medfart af de danske avisanmeldere. Jeg morede mig bestemt undervejs, og det her er det tætteste, Lasse Spang Olsen nogensinde er kommet på at lave kunstfilm. Det er så afgjort hans mest originale værk siden "I Kina spiser de hunde".
03/01-2012
