- Nutiden er fremtidens genfærd -
6.0
En krimifilm med Kafka som incitament og referenceramme.
En gruppe politifolk, en statsanklager og en læge (Muhammet Uzuner, landets svar på Kevin Kline, bare bedre) tager ud i Tyrkiets ødemarker, for at finde resterne af et nedgravet lig. Mere vides ikke og mere får vi heller ikke at vide om sagen bag, som sådan. Hvad der dog klargøres i et konstant refræn, er hvordan bureaukrati, fodnotefejl og juridiske detaljer forgifter deres eftersøgning, hvilket får et underspillet magtbegær og en olm frustration til at vokse og tage form hos de konservative statsmænd. Pludselig virker ødemarken omkring dem stor, truende og Gudsfrygtig.
Nuri Bilge Ceylan's "Once upon a time in Anatolia" er faktisk en symbolsk samfundsdagbog om Tyrkiets fascistiske og sekulariserede styre, mere end det er en konventionel fiktionsfilm. Statsmændende omgår sandheden, manipulerer med den og forfalsker deres egne identitetsbekræftelser. Og kun når skrøbelige, mystiske kvinder laver små, elegante afbrydelser i mørket (bogstavelig talt), indser mændene absurditeten i deres job, deres samfundsrolle og det statsapparat de tjener, hvorefter Ceylan – meget stringent og roligt – lader en åndelig lidenskab vokser ud af skyggeriget. Mændene er hovedroller i et absurd teater, kvinderne er reelle, følende baggrundsrekvisitter (en slags ironisk frihed), hvilket gør at fremstillingen af kønsrollerne i det tyrkiske samfund fremstår både afrundet og nuanceret.
Det er en lang film, underspillet, men også smuk og sanselig. Med en hvis tålmodighed, vil man opdage sjældne, billedmagiske øjeblikke, der er enestående for filmkulturen i den mellemøstlige region, ligesom man vil finde afslørende, nøgne detaljer i både den visuelle symbolik, men også den auditive (regn og torden – Ceylan’s varemærke – ekkoet af gøende hunde, blæsten i rugmarkerne), alt sammen minutiøst placeret og formidlet i en krystalklar vision, der i sig selv er et epos.
En gruppe politifolk, en statsanklager og en læge (Muhammet Uzuner, landets svar på Kevin Kline, bare bedre) tager ud i Tyrkiets ødemarker, for at finde resterne af et nedgravet lig. Mere vides ikke og mere får vi heller ikke at vide om sagen bag, som sådan. Hvad der dog klargøres i et konstant refræn, er hvordan bureaukrati, fodnotefejl og juridiske detaljer forgifter deres eftersøgning, hvilket får et underspillet magtbegær og en olm frustration til at vokse og tage form hos de konservative statsmænd. Pludselig virker ødemarken omkring dem stor, truende og Gudsfrygtig.
Nuri Bilge Ceylan's "Once upon a time in Anatolia" er faktisk en symbolsk samfundsdagbog om Tyrkiets fascistiske og sekulariserede styre, mere end det er en konventionel fiktionsfilm. Statsmændende omgår sandheden, manipulerer med den og forfalsker deres egne identitetsbekræftelser. Og kun når skrøbelige, mystiske kvinder laver små, elegante afbrydelser i mørket (bogstavelig talt), indser mændene absurditeten i deres job, deres samfundsrolle og det statsapparat de tjener, hvorefter Ceylan – meget stringent og roligt – lader en åndelig lidenskab vokser ud af skyggeriget. Mændene er hovedroller i et absurd teater, kvinderne er reelle, følende baggrundsrekvisitter (en slags ironisk frihed), hvilket gør at fremstillingen af kønsrollerne i det tyrkiske samfund fremstår både afrundet og nuanceret.
Det er en lang film, underspillet, men også smuk og sanselig. Med en hvis tålmodighed, vil man opdage sjældne, billedmagiske øjeblikke, der er enestående for filmkulturen i den mellemøstlige region, ligesom man vil finde afslørende, nøgne detaljer i både den visuelle symbolik, men også den auditive (regn og torden – Ceylan’s varemærke – ekkoet af gøende hunde, blæsten i rugmarkerne), alt sammen minutiøst placeret og formidlet i en krystalklar vision, der i sig selv er et epos.
22/01-2012
