Ualmindeligt velskrevet hverdagsdrama fra en anden verden
4.0
Iransk hverdagsdrama, der først fangede resten af verdens opmærksomhed ved at vinde tre store priser på sidste års Berlin-festival, bl.a. Guldbjørnen for bedste film.
Nader og Simin er et ægtepar fra Teherans bedre borgerskab, hvor Simin igennem længere tid har kæmpet for at få visum til at rejse til udlandet, hvor hun håber at kunne give deres datter bedre fremtidsudsigter, end det er muligt i Iran. Men da de får visummet, vil Nader ikke længere rejse med, fordi han blive tilbage og passe sin Alzheimers-ramte far. Simin vil bare ikke opgive sin drøm og insisterer derfor på at blive separeret. Derfor hyrer Nader en fattig, mere religiøs kvinde til at passe faderen i dagtimerne - men det får uanede konsekvenser, og pludselig står Nader anklaget for mord.
"Nader og Simin - en separation" er først og fremmest en ualmindeligt veldrejet historie. Forfatter-instruktør Asghar Farhadi har komponeret et manuskript, hvor fortællingen drives af både forståelig motivation, fordomme og fejlbarlighed hos alle fire hovedpersoner (Nader, Simin, kvinden og hendes mand). Den ene uheldige situation bider ind i den næste, og snart befinder alle aktørerne sig i en gråzone, hvor det er svært at afgøre, om de decideret lyver eller bare fremstiller tingene meget enøjet til egen fordel.
Samtidig opererer historien med flere lag af tematiske konflikter, som ikke blot handler om de fire hovedpersoners umiddelbare konflikter. På spil er både overklasse kontra underklasse, modernitet kontra tradition, religiøse kontra mindre religiøse og kvinders muligheder i et patriarkalsk samfund. Plus at filmen giver et billede af det iranske retssystem, som både virker meget fair portrætteret og som vesterlænding får én til at ryste på hovedet af den lemfældige sagsbehandling. Det er imponerende, at Farhadi kan få alle de her ting stoppet så elegant ind i historien, ikke mindst når man tænker på, at han arbejder i et land med hård censur. I sidste weekend scorede han da også en Oscar-nominering for bedste originalmanuskript oven i den mere ventede nominering for bedste udenlandske film.
Ud over det stærke manuskript har filmen også godt skuespil i alle hovedrollerne. Jeg var især imponeret af Peyman Moadi, der som Nader giver et levende portræt af en mand, der på flere måder er fanget af pligten over for familie og traditioner. Men generelt er det altså en velspillet film med roller, som virker rigtig troværdige som billeder på flere lag af nutidens Iran.
Det her er en film med mange åbenlyse kvaliteter, og jeg forstår godt, at den bliver fejret rundt omkring i verden. Jeg blev bare ikke selv så grebet af den, som jeg kan læse, at andre er blevet. Måske er det, fordi historien på grund af sin tæt sammenvævede konstruktion netop virker en lille smule konstrueret. Måske er det, fordi dens konflikter er meget baseret på en opfattelse af familie, som ikke bider så godt på mig. Måske er det, fordi fascinationen i nogen grad skyldes, at historien virker som et kig ind i en normalt lukket verden. Eller noget helt fjerde. I hvert fald var det her én af den slags filmoplevelser, hvor jeg godt kunne se og intellektuelt regne ud, at det var en rigtig god film - men altså uden at blive opslugt af den selv. Og derfor bliver det kun til fire store stjerner herfra.
Nader og Simin er et ægtepar fra Teherans bedre borgerskab, hvor Simin igennem længere tid har kæmpet for at få visum til at rejse til udlandet, hvor hun håber at kunne give deres datter bedre fremtidsudsigter, end det er muligt i Iran. Men da de får visummet, vil Nader ikke længere rejse med, fordi han blive tilbage og passe sin Alzheimers-ramte far. Simin vil bare ikke opgive sin drøm og insisterer derfor på at blive separeret. Derfor hyrer Nader en fattig, mere religiøs kvinde til at passe faderen i dagtimerne - men det får uanede konsekvenser, og pludselig står Nader anklaget for mord.
"Nader og Simin - en separation" er først og fremmest en ualmindeligt veldrejet historie. Forfatter-instruktør Asghar Farhadi har komponeret et manuskript, hvor fortællingen drives af både forståelig motivation, fordomme og fejlbarlighed hos alle fire hovedpersoner (Nader, Simin, kvinden og hendes mand). Den ene uheldige situation bider ind i den næste, og snart befinder alle aktørerne sig i en gråzone, hvor det er svært at afgøre, om de decideret lyver eller bare fremstiller tingene meget enøjet til egen fordel.
Samtidig opererer historien med flere lag af tematiske konflikter, som ikke blot handler om de fire hovedpersoners umiddelbare konflikter. På spil er både overklasse kontra underklasse, modernitet kontra tradition, religiøse kontra mindre religiøse og kvinders muligheder i et patriarkalsk samfund. Plus at filmen giver et billede af det iranske retssystem, som både virker meget fair portrætteret og som vesterlænding får én til at ryste på hovedet af den lemfældige sagsbehandling. Det er imponerende, at Farhadi kan få alle de her ting stoppet så elegant ind i historien, ikke mindst når man tænker på, at han arbejder i et land med hård censur. I sidste weekend scorede han da også en Oscar-nominering for bedste originalmanuskript oven i den mere ventede nominering for bedste udenlandske film.
Ud over det stærke manuskript har filmen også godt skuespil i alle hovedrollerne. Jeg var især imponeret af Peyman Moadi, der som Nader giver et levende portræt af en mand, der på flere måder er fanget af pligten over for familie og traditioner. Men generelt er det altså en velspillet film med roller, som virker rigtig troværdige som billeder på flere lag af nutidens Iran.
Det her er en film med mange åbenlyse kvaliteter, og jeg forstår godt, at den bliver fejret rundt omkring i verden. Jeg blev bare ikke selv så grebet af den, som jeg kan læse, at andre er blevet. Måske er det, fordi historien på grund af sin tæt sammenvævede konstruktion netop virker en lille smule konstrueret. Måske er det, fordi dens konflikter er meget baseret på en opfattelse af familie, som ikke bider så godt på mig. Måske er det, fordi fascinationen i nogen grad skyldes, at historien virker som et kig ind i en normalt lukket verden. Eller noget helt fjerde. I hvert fald var det her én af den slags filmoplevelser, hvor jeg godt kunne se og intellektuelt regne ud, at det var en rigtig god film - men altså uden at blive opslugt af den selv. Og derfor bliver det kun til fire store stjerner herfra.
30/01-2012
