Rocky Robot

3.0
I en nær fremtid er boksesporten blevet overtaget af robotter, der tæver løs på hinanden. En veteran blandt robotførerne er ved at gå fallit, da hans robot bliver smadret i en kamp, og samtidig bliver han rodet ud i en forældremyndighedssag omkring en 11-årig søn, som han nærmest aldrig har set. Faderen vil hellere bekymre sig om robotter end drenge, men han ender alligevel med at skulle passe sin søn i en måned – og i løbet af den finder sønnen så en skrottet robot, der har usædvanlige talenter.

Som det vel kan anes af ovenstående, er ”Real Steel” en familiefilm for især store drenge, som ganske givet vil sætte pris på de effektive robotboksescener. Plottet er groft sagt en blanding af ”Rocky” og ”Over the Top”. Fra ”Rocky” kommer den klassiske sportsfilmformel med en underdog, der til alles overraskelse kæmper sig vej til de store kampe – her i skikkelse af en robot, hvis største kvalitet er 100% Rockysk, nemlig at den kan tåle en masse tæsk. Fra ”Over the Top” og mange andre far/søn-film kommer historien om far og søn, der skal finde hinanden, så faderen lærer at tage ansvar, og sønnen får sig en god rollemodel.

Det er opbyggeligt og ordentligt og aldeles forudsigeligt, men ”Real Steel” og instruktør Shawn Levy skal have ros for, at det faktisk lykkes at få robotboksningen til at fungere overbevisende. Boksescenerne er larmende og underholdende, samtidig med at man kan genkende elementer fra virkelig boksning – og de her robotter har simpelt hen mere sjæl end dem fra ”Transformers”. 12-årige Dakota Goyo er også glimrende som den unge helt, mens Hugh Jackman gør det fint på rutinen som hans far.

”Real Steel” er dog samtidig temmelig tyndbenet, ikke mindst i plottet. Man får aldrig en tilfredsstillende forklaring på, hvordan den åbenlyst ret så komplicerede styring af robotterne fungerer, eller hvordan den store robotbokseliga er bygget op. Dens forklaring på, at far og søn kan klare sig så godt med en skrotrobot, holder heller ikke logisk vand, og i bedste amerikanske familiefilmstil ender den selvfølgelig med en slutsekvens, der lægger alle konflikter døde på billig baggrund.

Det her er altså en lidt metervare-agtig familiefilm, men den har et klart plus i de velfungerende robotter, som også er grunden til, at mange i dens kernemålgruppe vil elske ”Real Steel”.
Real Steel