Portræt af et selvbedragerisk magtmenneske
5.0
Én af de mest kontroversielle figurer i det 20. århundredes amerikanske historie er J. Edgar Hoover - manden, der i 48 år var chef for det agentur, som under hans ledelse fik navnet FBI.
Det er velkendt, at Hoover brugte FBI's ressourcer til at opbygge et omfattende arkiv af kildne informationer om prominente personligheder, og at dette arkiv gjorde ham urørlig på posten som chef for FBI frem til hans død i 1972. Det er lige så velkendt, at FBI under hans ledelse helt ind i 60'erne benægtede, at den amerikanske mafia fandtes, og i stedet brugte mange flere kræfter på at jage den amerikanske venstrefløj. Samt at Hoover aktivt modarbejdede borgerrettighedsbevægelsen og bl.a. brugte sine beskidte metoder til at forsøge at få Martin Luther King ned med nakken. Men det var også Hoover, som skabte det image, FBI stadig har i dag, som en gruppe effektive, dedikerede agenter i ens jakkesæt og frisurer.
Hoovers liv indeholdt mange fascinerende aspekter og detaljer, så det har været noget af en opgave at skære en biopic til om ham. Men det lykkes flot for Clint Eastwood og manuskriptforfatter Dustin Lance Black i en film, som først og fremmest interesserer sig for Hoovers komplekse personlighed. Derfor har de valgt at fokusere på Hoovers tidlige år som chef for FBI i 20'erne og så hans sidste årti i 60'erne og starten af 70'erne.
Det betyder, at "J. Edgar" bl.a. helt springer over kommunistjagten i 50'erne, men til gengæld lykkes filmen flot med at vise Hoovers udvikling fra ung idealist i 20'erne til paranoid, smågal gamling 40 år senere. Og Eastwood bruger nye tricks ved først at bygge Hoover op som en måske misforstået idealist, men dog en mand, som synes at agere efter et patriotisk ideal - hvorefter historien til sidst slår et gevaldigt slag med halen og viser, i hvor høj grad Hoover hele tiden havde baseret sig på svindel og selvbedrag.
"J. Edgar" har en underspillet, men dog klar pointe i, at der aldrig kommer noget godt ud af at koncentrere så meget magt omkring én mand uden en stærk kontrolfunktion. Fra starten var Hoover villig til at tilsidesætte basale principper om retssikkerhed, og det blev kun værre i løbet af hans 48 år på posten. Og så kan man jo passende tænke over, hvordan amerikanerne i det sidste årti har flyttet mere og mere magt over i organisationer og konstruktioner, som ikke bliver holdt i ave af domstolene og småting som retssikkerhed og habeas corpus og den slags.
Men Eastwoods primære mission er altså stadig at komme tæt på Hoover som person, og på det punkt giver filmen en stærkt dominerende mor og undertrykt homoseksualitet som forklaringer på hans nærmest maniske behov for anerkendelse og magt. Når Hoover grundlæggende levede på en løgn, var der ikke noget, som forhindrede ham i at tilsidesætte alverdens principper, som det nu passede ham, synes den skarpe pointe at være.
En biopic af denne type er selvsagt stærkt afhængig af sin hovedrolle, og i den gør Leonardo DiCaprio det fremragende. Jeg har syntes, at DiCaprio var et lidt sjovt valg, for han er typemæssigt ret langt fra J. Edgar Hoover. Men med vat i kinderne, god makeup og en flot imiteret diktion bliver DiCaprio helt troværdig i rollen, hvor han dermed kan udnytte sin store udstråling på en ny måde. Andre fine roller har Judi Dench som Hoovers kvælende mor, Naomi Watts som hans trofaste sekretær - og ikke mindst Armie Hammer som Clyde Tolson, der i 42 år var Hoovers højre hånd i FBI og formentlig også var hans store kærlighed.
"J. Edgar" er en virkelig god film, som bliver leveret sikkert og stilbevidst af instruktør Eastwood, der ud over en solid dramatisk opbygning også har sørget for, at der blev kælet for de historiske detaljer i kostumer og kulisser. Det er i øvrigt en film, som fordrer et vist kendskab til sidste århundredes amerikanske historie, fordi den springer rundt i tid og smider mange kendte personligheder på banen uden ret meget introduktion. Kan man følge med, er det til gengæld en film med et særdeles skarpt blik på et usædvanligt magtmenneske og det skyggeimperium, han fik bygget sig.
Det er velkendt, at Hoover brugte FBI's ressourcer til at opbygge et omfattende arkiv af kildne informationer om prominente personligheder, og at dette arkiv gjorde ham urørlig på posten som chef for FBI frem til hans død i 1972. Det er lige så velkendt, at FBI under hans ledelse helt ind i 60'erne benægtede, at den amerikanske mafia fandtes, og i stedet brugte mange flere kræfter på at jage den amerikanske venstrefløj. Samt at Hoover aktivt modarbejdede borgerrettighedsbevægelsen og bl.a. brugte sine beskidte metoder til at forsøge at få Martin Luther King ned med nakken. Men det var også Hoover, som skabte det image, FBI stadig har i dag, som en gruppe effektive, dedikerede agenter i ens jakkesæt og frisurer.
Hoovers liv indeholdt mange fascinerende aspekter og detaljer, så det har været noget af en opgave at skære en biopic til om ham. Men det lykkes flot for Clint Eastwood og manuskriptforfatter Dustin Lance Black i en film, som først og fremmest interesserer sig for Hoovers komplekse personlighed. Derfor har de valgt at fokusere på Hoovers tidlige år som chef for FBI i 20'erne og så hans sidste årti i 60'erne og starten af 70'erne.
Det betyder, at "J. Edgar" bl.a. helt springer over kommunistjagten i 50'erne, men til gengæld lykkes filmen flot med at vise Hoovers udvikling fra ung idealist i 20'erne til paranoid, smågal gamling 40 år senere. Og Eastwood bruger nye tricks ved først at bygge Hoover op som en måske misforstået idealist, men dog en mand, som synes at agere efter et patriotisk ideal - hvorefter historien til sidst slår et gevaldigt slag med halen og viser, i hvor høj grad Hoover hele tiden havde baseret sig på svindel og selvbedrag.
"J. Edgar" har en underspillet, men dog klar pointe i, at der aldrig kommer noget godt ud af at koncentrere så meget magt omkring én mand uden en stærk kontrolfunktion. Fra starten var Hoover villig til at tilsidesætte basale principper om retssikkerhed, og det blev kun værre i løbet af hans 48 år på posten. Og så kan man jo passende tænke over, hvordan amerikanerne i det sidste årti har flyttet mere og mere magt over i organisationer og konstruktioner, som ikke bliver holdt i ave af domstolene og småting som retssikkerhed og habeas corpus og den slags.
Men Eastwoods primære mission er altså stadig at komme tæt på Hoover som person, og på det punkt giver filmen en stærkt dominerende mor og undertrykt homoseksualitet som forklaringer på hans nærmest maniske behov for anerkendelse og magt. Når Hoover grundlæggende levede på en løgn, var der ikke noget, som forhindrede ham i at tilsidesætte alverdens principper, som det nu passede ham, synes den skarpe pointe at være.
En biopic af denne type er selvsagt stærkt afhængig af sin hovedrolle, og i den gør Leonardo DiCaprio det fremragende. Jeg har syntes, at DiCaprio var et lidt sjovt valg, for han er typemæssigt ret langt fra J. Edgar Hoover. Men med vat i kinderne, god makeup og en flot imiteret diktion bliver DiCaprio helt troværdig i rollen, hvor han dermed kan udnytte sin store udstråling på en ny måde. Andre fine roller har Judi Dench som Hoovers kvælende mor, Naomi Watts som hans trofaste sekretær - og ikke mindst Armie Hammer som Clyde Tolson, der i 42 år var Hoovers højre hånd i FBI og formentlig også var hans store kærlighed.
"J. Edgar" er en virkelig god film, som bliver leveret sikkert og stilbevidst af instruktør Eastwood, der ud over en solid dramatisk opbygning også har sørget for, at der blev kælet for de historiske detaljer i kostumer og kulisser. Det er i øvrigt en film, som fordrer et vist kendskab til sidste århundredes amerikanske historie, fordi den springer rundt i tid og smider mange kendte personligheder på banen uden ret meget introduktion. Kan man følge med, er det til gengæld en film med et særdeles skarpt blik på et usædvanligt magtmenneske og det skyggeimperium, han fik bygget sig.
04/02-2012
