Klog film om kræft i en knap så heldig feelgood-indpakning
4.0
En 27-årig radiojournalist får sig et chok, da hans ondt i ryggen bliver diagnosticeret som en sjælden form for kræft, der har sat sig langs rygsøjlen. Han ryger straks i kemoterapi med henblik på at gøre det muligt at operere, og at han læser på nettet, at der er 50% chance for overlevelse, gør det ikke nemmere for ham at forholde sig til kræften.
"50/50" er skrevet af comedy-skribenten og tv-produceren Will Reiser, der selv blev ramt af kræft som ung. Det er en film, som mange steder bliver kategoriseret som komedie, formentlig fordi den har en let frem for tungsindig fortællestil, og fordi den tillader sig at gøre grin med sygdommen undervejs. Men grundlæggende er jeg uenig i den kategorisering - for mig er "50/50" et velskrevet drama, der med udgangspunkt i Reisers egne oplevelser fokuserer på, hvordan det er at blive ramt af en så alvorlig sygdom ud af den blå luft.
Historien handler først og fremmest om, hvordan kræften går ind og omdefinerer hovedpersonens forhold til alle mennesker omkring ham - familie, venner, kollegaer, alle. Reiser tør udstille det fundamentalt absurde i mange af de situationer, hovedpersonen oplever, samtidig med at filmen heller ikke lægger skjul på noget i forhold til hovedpersonens egen mentale rejse gennem fortrængning, vrede og fortvivlelse. På det punkt er "50/50" virkelig en god film. Desværre formår instruktør Jonathan Levine ikke at få det til at spille 100% sammen med dens elementer af feelgood og romantisk komedie, så filmen føles ikke for alvor helstøbt.
"50/50" er dog klart værd at se, ikke mindst også på grund af Joseph Gordon-Levitt, der er virkelig god i en hovedrolle, hvor han skal igennem mange sindsstemninger og være både frisk, charmerende og sølle. Han får fint modspil fra filmens tre kvindelige nøgleroller, nemlig Bryce Dallas Howard som kæresten, der har svært ved at kapere sygdommen, Anna Kendrick som den uerfarne psykolog, han får tildelt på hospitalet, og Anjelica Huston som den geskæftige mor. Til gengæld fungerer Seth Rogen ikke helt som hovedpersonens bedste ven - hvilket er overraskende i betragtning af, at Rogen er en nær ven af Will Reiser og dermed nærmest må formodes at spille sig selv. Men Rogens lidt anstrengte klovnerier synes lidt at udspille sig i en parallel historie, og det er med til at skabe fornemmelsen af en film, der ikke hænger helt sammen.
Men som nævnt er "50/50" altså klart værd at se alligevel. Dens stærke og indsigtsfulde sider opvejer så afgjort, at historiens forskellige dele ikke smelter sammen til en helt tilfredsstillende helhed.
"50/50" er skrevet af comedy-skribenten og tv-produceren Will Reiser, der selv blev ramt af kræft som ung. Det er en film, som mange steder bliver kategoriseret som komedie, formentlig fordi den har en let frem for tungsindig fortællestil, og fordi den tillader sig at gøre grin med sygdommen undervejs. Men grundlæggende er jeg uenig i den kategorisering - for mig er "50/50" et velskrevet drama, der med udgangspunkt i Reisers egne oplevelser fokuserer på, hvordan det er at blive ramt af en så alvorlig sygdom ud af den blå luft.
Historien handler først og fremmest om, hvordan kræften går ind og omdefinerer hovedpersonens forhold til alle mennesker omkring ham - familie, venner, kollegaer, alle. Reiser tør udstille det fundamentalt absurde i mange af de situationer, hovedpersonen oplever, samtidig med at filmen heller ikke lægger skjul på noget i forhold til hovedpersonens egen mentale rejse gennem fortrængning, vrede og fortvivlelse. På det punkt er "50/50" virkelig en god film. Desværre formår instruktør Jonathan Levine ikke at få det til at spille 100% sammen med dens elementer af feelgood og romantisk komedie, så filmen føles ikke for alvor helstøbt.
"50/50" er dog klart værd at se, ikke mindst også på grund af Joseph Gordon-Levitt, der er virkelig god i en hovedrolle, hvor han skal igennem mange sindsstemninger og være både frisk, charmerende og sølle. Han får fint modspil fra filmens tre kvindelige nøgleroller, nemlig Bryce Dallas Howard som kæresten, der har svært ved at kapere sygdommen, Anna Kendrick som den uerfarne psykolog, han får tildelt på hospitalet, og Anjelica Huston som den geskæftige mor. Til gengæld fungerer Seth Rogen ikke helt som hovedpersonens bedste ven - hvilket er overraskende i betragtning af, at Rogen er en nær ven af Will Reiser og dermed nærmest må formodes at spille sig selv. Men Rogens lidt anstrengte klovnerier synes lidt at udspille sig i en parallel historie, og det er med til at skabe fornemmelsen af en film, der ikke hænger helt sammen.
Men som nævnt er "50/50" altså klart værd at se alligevel. Dens stærke og indsigtsfulde sider opvejer så afgjort, at historiens forskellige dele ikke smelter sammen til en helt tilfredsstillende helhed.
04/02-2012
