Date med en legende
5.0
I 1956 kom Marilyn Monroe til England for at indspille "The Prince and the Showgirl", hvor hun havde Laurence Olivier som både instruktør og medstjerne. Med på produktionen var også en ung tredje instruktørassistent ved navn Colin Clark, der blev vidne til de voldsomme sammenstød mellem Oliviers og Monroes egoer og forskellige måder at arbejde på. Da tingene spidsede til, forsøgte Clark at støtte Monroe, og deres flirt blev til en decideret flugt væk fra filmsettet.
Eller sådan ville Colin Clark i hvert fald gerne fortælle historien. Hans dagbøger og erindringer fra optagelserne blev nemlig først udgivet i 90'erne, hvor de fleste andre hovedpersoner i historien var døde. Men historien virker sandfærdig, for det er en temmelig selvudleverende fortælling om en ung mand, der falder pladask for superstjernen, der kører ham rundt i manegen, som det passer hende. Samtidig med at hun er helt utroligt sød og bedårende.
"My Week with Marilyn" handler naturligvis først og fremmest om Marilyn Monroe, som Michelle Williams spiller fremragende. Man bliver ikke nødvendigvis så meget klogere på det legendariske sexsymbol, for man ser hende netop gennem en forgabt ung mands øjne. Men filmen kommer alligevel godt rundt om hendes komplekse personlighed og samspillet mellem det offentlige image og den private, langt mere usikre kvinde - hvor man har svært ved at se, hvor det ene slutter, og det andet begynder.
Williams har gjort et fantastisk arbejde med at ramme Monroes diktion og bevægelser, og hun evner flot at gøre hende hardcore manipulerende og naiv på samme tid. Samtidig med at der er de der glimt, hvor man lige fanger, at der nok er noget mere intelligens bag det forførende ydre, end folk tror. Og mest imponerende: Trods de usympatiske sider, pillemisbrug og så videre formår Williams alligevel at være så charmerende og elskelig, at hun også er troværdig som den ikoniske Monroe.
Det er en rigtig stor skuespilpræstation. Jeg har nu set fire af de fem nominerede, og i mine øjne har Michelle Williams fortjent at gå hjem med en Oscar i slutningen af denne måned. Det kommer hun så ikke til at gøre, men det er en anden historie.
Faktisk er "My Week with Marilyn" en ualmindeligt velspillet film. Især Kenneth Branagh stråler også som en bidsk, selvglad udgave af Olivier - den bedste rolle, han har haft i årevis. Der er andre skarpe roller til Judi Dench som Dame Sybil Thorndike og Zoë Wanamaker som Paula Strasberg, plus yderligere fine biroller til Dominic Cooper og Emma Watson. Og Eddie Redmayne gør det såmænd også fint som Clark, men rollen giver ham bare ikke meget råderum.
"My Week with Marilyn" er en film i den gode lette ende, en rigtig sød og medrivende lille historie om naiv, umulig kærlighed. Det er en dejlig film om at lave film, der er nydeligt iscenesat i en solid produktion. Selv om den ikke har ambitioner om at være dyb og klog, er den alligevel også et interessant indblik i en celebrity-kultur, der kun var spirende i 1956. Og så er den en slående påmindelse om, hvor stort et kulturfænomen Marilyn Monroe stadig er, knap 50 år efter sin død.
Eller sådan ville Colin Clark i hvert fald gerne fortælle historien. Hans dagbøger og erindringer fra optagelserne blev nemlig først udgivet i 90'erne, hvor de fleste andre hovedpersoner i historien var døde. Men historien virker sandfærdig, for det er en temmelig selvudleverende fortælling om en ung mand, der falder pladask for superstjernen, der kører ham rundt i manegen, som det passer hende. Samtidig med at hun er helt utroligt sød og bedårende.
"My Week with Marilyn" handler naturligvis først og fremmest om Marilyn Monroe, som Michelle Williams spiller fremragende. Man bliver ikke nødvendigvis så meget klogere på det legendariske sexsymbol, for man ser hende netop gennem en forgabt ung mands øjne. Men filmen kommer alligevel godt rundt om hendes komplekse personlighed og samspillet mellem det offentlige image og den private, langt mere usikre kvinde - hvor man har svært ved at se, hvor det ene slutter, og det andet begynder.
Williams har gjort et fantastisk arbejde med at ramme Monroes diktion og bevægelser, og hun evner flot at gøre hende hardcore manipulerende og naiv på samme tid. Samtidig med at der er de der glimt, hvor man lige fanger, at der nok er noget mere intelligens bag det forførende ydre, end folk tror. Og mest imponerende: Trods de usympatiske sider, pillemisbrug og så videre formår Williams alligevel at være så charmerende og elskelig, at hun også er troværdig som den ikoniske Monroe.
Det er en rigtig stor skuespilpræstation. Jeg har nu set fire af de fem nominerede, og i mine øjne har Michelle Williams fortjent at gå hjem med en Oscar i slutningen af denne måned. Det kommer hun så ikke til at gøre, men det er en anden historie.
Faktisk er "My Week with Marilyn" en ualmindeligt velspillet film. Især Kenneth Branagh stråler også som en bidsk, selvglad udgave af Olivier - den bedste rolle, han har haft i årevis. Der er andre skarpe roller til Judi Dench som Dame Sybil Thorndike og Zoë Wanamaker som Paula Strasberg, plus yderligere fine biroller til Dominic Cooper og Emma Watson. Og Eddie Redmayne gør det såmænd også fint som Clark, men rollen giver ham bare ikke meget råderum.
"My Week with Marilyn" er en film i den gode lette ende, en rigtig sød og medrivende lille historie om naiv, umulig kærlighed. Det er en dejlig film om at lave film, der er nydeligt iscenesat i en solid produktion. Selv om den ikke har ambitioner om at være dyb og klog, er den alligevel også et interessant indblik i en celebrity-kultur, der kun var spirende i 1956. Og så er den en slående påmindelse om, hvor stort et kulturfænomen Marilyn Monroe stadig er, knap 50 år efter sin død.
07/02-2012
