Biopic uden bid

Meget kan man sige om Margaret Thatcher, men ingen kan være uenige i, at hun er én af de mest markante figurer i nyere tids britisk politik. Og hun er samtidig en figur, som meget få har en neutral holdning til - i hvert fald ikke hjemme i Storbritannien, hvor hun virkelig kunne og kan sætte sindene i kog. Derfor er det oplagt, at nogle har fundet på at lave en biopic om hende. Men ret mærkeligt, at de så har lavet en film, der ikke helt ved, hvad den vil sige om Thatcher.

"The Iron Lady" bruger nutidens Thatcher som rammefortælling - en tiltagende dement dame midt i 80'erne, som fra sit otium i London tænker tilbage på sit liv. Og det får vi så klippet ind som en mestendels kronologisk fortælling, der starter med Thatchers første forsøg med kandidatur til parlamentet og slutter, da hun bliver presset til at trække sig som premierminister.

Den opbygning er klassisk og okay, men de punktvise nedslag i historien virker bare lidt for overfladiske. Vi får godt nok i meget overordnede træk forklaret, hvad Thatcher stod for, men filmen tør ikke tage ordentligt fat i de kontroversielle elementer ved hendes liberalistiske ideer, som fik voldsomme konsekvenser for det britiske samfund. Den sociale uro og de voldsomme optøjer bliver nærmest skildret som noget, der kom udefra - mens filmen til sammenligning går i flere detaljer omkring Falklandskrigen.

Uanset om man har det godt eller skidt med thatcherismen, virker det tyndt at skøjte så let hen over det politiske, når filmen samtidig bruger forholdsvis meget af sin spilletid på scener med Thatcher som dement ældre dame. Pointen med den ramme er måske at vise, at Thatcher også er et menneske, udstillet ved at hun savner sin nu afdøde mand. Og så er det da virkelig damebladsversionen af Margaret Thatchers liv, vi får serveret: Hun var én af sin samtids mest indflydelsesrige politikere, holdt stædigt fast i sine politiske idealer, førte krig og gennemtvang store omvæltninger ... men inderst inde var det familien, som betød alt for Margaret, selv om hun måtte ofre sig for sit land ...

Når filmen så alligevel ikke ender som helt skidt, skyldes det især Meryl Streep. Hun er nemlig forudsigeligt god i hovedrollen, som hun spiller med total kontrol over kropssprog, talemåder, diktion og accent. Med tung makeup, der virkelig gør hende overbevisende som 85-årig - hvor hun i øvrigt også rammer demensen spot-on. Streep formår simpelt hen at give rollen flere nuancer, end filmens lettere overfladiske fortælling har fortjent. Godt støttet af Jim Broadbent, der er rigtig fin som Thatchers mand.

Jeg synes, det er en vanvittig interessant periode i britisk historie, at denne film koncentrerer sig om, så derfor mistede jeg aldrig interessen for "The Iron Lady". Og Streep er helt grundlæggende værd at se. Men samtidig må jeg altså sige, at en film som "This Is England" fortalte mig meget mere om Thatchers England, end instruktør Phyllida Lloyd formår at gøre med denne lettere tandløse biopic.