Frygtelig forceret
2.0
Henrik Ruben Genz og Erling Jepsen var en fremragende kombination for fire år siden, hvor Genz instruerede årets bedste danske film, "Frygtelig lykkelig", baseret på Jepsens roman. Nu er de to tilbage med samme rollefordeling, hvor Genz er instruktør og medforfatter på denne filmatisering af Jepsens "Biroller".
"Undskyld jeg forstyrrer" handler om 20-årige Helene, der ligger under for en tyrannisk mor, som bl.a. låser hende inde om natten. Men Helene får en mulig udvej, da deres hund en dag løber ind på et teater, og det ender med, at hunden bliver hyret til at være med i stykket. Helenes største ønske er at finde ud af, hvem hendes far er, og der viser sig at være en mulig forbindelse til teatret. Det er bare et kaotisk sted fyldt med neurotiske mennesker, så tingene tager mange mærkelige drejninger, efter at Helene og hund er blevet en del af truppen.
Historien handler først og fremmest om at gøre sig fri af den her forfærdelig dominerende og affekterede mor, men samtlige personer i "Undskyld jeg forstyrrer" er mærkelige. Selv den 20-årige heltinde er ret weird. Det er karakteristisk for Erling Jepsens historier, som altid synes befolket af særlinge og folk med mystiske behov - men her er det kørt helt ud over kanten i forceret farce.
Det bliver bare alt for forceret efter min smag, for de fleste personer i historien er karikerede kunstnertyper, der nok er momentant sjove, men er svære at relatere til. Og som helhed rammer filmen slet ikke en balance mellem jagten på sært-sjove situationer og de mere alvorlige pointer. "Undskyld jeg forstyrrer" bliver på den måde lidt for meget en indiefilm-agtig kliché om, at alle mennesker er mærkelige, og man skal turde forme sit eget liv.
Filmens billedsprog er også symbolsk på den ret anmassende måde, og så hjælper det altså ikke meget, at den samtidig gør grin med brugen af symbolik i det indlagte teaterstykke. Det er jo bare lidt selvsmagende, så selv om "Undskyld jeg forstyrrer" trods alt har gode øjeblikke, forstår jeg godt, at ellers stærke kræfter som Nicolas Bro og Stine Stengade ser ud til at være lidt fortabt i sammenhængen. I hovedrollen får Sara Hjort trods alt lige vist, at hun har pænt med talent, men derudover siger det altså ikke meget godt om en film, at det er Søren Østergaard, som leverer dens mest sammenhængende rolle.
"Undskyld jeg forstyrrer" handler om 20-årige Helene, der ligger under for en tyrannisk mor, som bl.a. låser hende inde om natten. Men Helene får en mulig udvej, da deres hund en dag løber ind på et teater, og det ender med, at hunden bliver hyret til at være med i stykket. Helenes største ønske er at finde ud af, hvem hendes far er, og der viser sig at være en mulig forbindelse til teatret. Det er bare et kaotisk sted fyldt med neurotiske mennesker, så tingene tager mange mærkelige drejninger, efter at Helene og hund er blevet en del af truppen.
Historien handler først og fremmest om at gøre sig fri af den her forfærdelig dominerende og affekterede mor, men samtlige personer i "Undskyld jeg forstyrrer" er mærkelige. Selv den 20-årige heltinde er ret weird. Det er karakteristisk for Erling Jepsens historier, som altid synes befolket af særlinge og folk med mystiske behov - men her er det kørt helt ud over kanten i forceret farce.
Det bliver bare alt for forceret efter min smag, for de fleste personer i historien er karikerede kunstnertyper, der nok er momentant sjove, men er svære at relatere til. Og som helhed rammer filmen slet ikke en balance mellem jagten på sært-sjove situationer og de mere alvorlige pointer. "Undskyld jeg forstyrrer" bliver på den måde lidt for meget en indiefilm-agtig kliché om, at alle mennesker er mærkelige, og man skal turde forme sit eget liv.
Filmens billedsprog er også symbolsk på den ret anmassende måde, og så hjælper det altså ikke meget, at den samtidig gør grin med brugen af symbolik i det indlagte teaterstykke. Det er jo bare lidt selvsmagende, så selv om "Undskyld jeg forstyrrer" trods alt har gode øjeblikke, forstår jeg godt, at ellers stærke kræfter som Nicolas Bro og Stine Stengade ser ud til at være lidt fortabt i sammenhængen. I hovedrollen får Sara Hjort trods alt lige vist, at hun har pænt med talent, men derudover siger det altså ikke meget godt om en film, at det er Søren Østergaard, som leverer dens mest sammenhængende rolle.
08/02-2012
