Usammenhængende rejse mod uinteressant selverkendelse
2.0
En besynderlig kombination af feelgood, skæv komedie og road movie, hvor hovedpersonen er en tidligere rockstjerne, der lever et fuldstændig stillestående liv på sit landsted i Irland. Men da hans far dør, tager han hjem til USA og føler sig forpligtet til at opspore den nazistiske krigsforbryder, som var faderens plageånd i Auschwitz, og som faderen selv var på sporet af.
"This Must Be the Place" er en europæisk produktion - primært italiensk - som kombinerer hovedrollens personlige rejse mod selverkendelse med et kig på USA, som er set før i europæisk kunstfilm. Den er instrueret af Paolo Sorrentino, som imponerede mig stort med den mesterlige "Il divo". Men her lykkes det ham slet ikke at få filmens elementer til at gå op i en højere enhed.
Den starter ellers rigtig fint med portrættet af den rige, men fallerede rockstjerne. Sean Penn er strålende i rollen, hvor han kombinerer et look a la The Cures Robert Smith med et stivbenet kropssprog a la Ozzy Osbourne og en indadvendt, bagklog personlighed. Desværre bliver rollen mere og mere en stillestående parodi, efterhånden som filmen skrider frem, og karakterens udvikling er simpelt hen ikke særlig troværdig. Sorrentino åbner ellers for flere tolkninger af, hvem han egentlig er, og hvad der sker med ham, men grundlæggende syntes jeg bare ikke, det var særlig interessant.
Det hænger også sammen med, at den pludselige jagt på en naziforbryder virker fortænkt, mens filmens road movie-del giver et relativt stereotypt billede af rejsen på tværs af et USA med mange facetter. Og det er gennemgående svært at gennemskue, om Sorrentino vil have, at man skal betragte filmens personer som karikaturer eller 'rigtige' mennesker. Frances McDormand er fx i rent farce-mode som hovedpersonens kone, mens andre roller er meget mere alvorlige. Og det bidrager kun til indtrykket af en film, der forsøger at være morsom på en alt for selvbevidst måde.
Filmens titel er taget fra Talking Heads-sangen "This Must Be the Place (Naive Melody)", som også er inkluderet i en umotiveret koncertscene med David Byrne. Han har så i øvrigt lavet et glimrende soundtrack, men også det virker lidt ude af trit med helheden. Jeg fik i hvert fald ikke andet ud af filmen end en temmelig banal feelgood-historie om en mand, der skal finde ud af at komme videre med sit liv, herunder droppe rockmanererne og blive klippet og voksen.
"This Must Be the Place" er en europæisk produktion - primært italiensk - som kombinerer hovedrollens personlige rejse mod selverkendelse med et kig på USA, som er set før i europæisk kunstfilm. Den er instrueret af Paolo Sorrentino, som imponerede mig stort med den mesterlige "Il divo". Men her lykkes det ham slet ikke at få filmens elementer til at gå op i en højere enhed.
Den starter ellers rigtig fint med portrættet af den rige, men fallerede rockstjerne. Sean Penn er strålende i rollen, hvor han kombinerer et look a la The Cures Robert Smith med et stivbenet kropssprog a la Ozzy Osbourne og en indadvendt, bagklog personlighed. Desværre bliver rollen mere og mere en stillestående parodi, efterhånden som filmen skrider frem, og karakterens udvikling er simpelt hen ikke særlig troværdig. Sorrentino åbner ellers for flere tolkninger af, hvem han egentlig er, og hvad der sker med ham, men grundlæggende syntes jeg bare ikke, det var særlig interessant.
Det hænger også sammen med, at den pludselige jagt på en naziforbryder virker fortænkt, mens filmens road movie-del giver et relativt stereotypt billede af rejsen på tværs af et USA med mange facetter. Og det er gennemgående svært at gennemskue, om Sorrentino vil have, at man skal betragte filmens personer som karikaturer eller 'rigtige' mennesker. Frances McDormand er fx i rent farce-mode som hovedpersonens kone, mens andre roller er meget mere alvorlige. Og det bidrager kun til indtrykket af en film, der forsøger at være morsom på en alt for selvbevidst måde.
Filmens titel er taget fra Talking Heads-sangen "This Must Be the Place (Naive Melody)", som også er inkluderet i en umotiveret koncertscene med David Byrne. Han har så i øvrigt lavet et glimrende soundtrack, men også det virker lidt ude af trit med helheden. Jeg fik i hvert fald ikke andet ud af filmen end en temmelig banal feelgood-historie om en mand, der skal finde ud af at komme videre med sit liv, herunder droppe rockmanererne og blive klippet og voksen.
12/02-2012
