Ved stadig ikke hvem J. Edgar er - men fremragende skuespil!
4.0
Nej – en så patetisk, modbydelig, selvcentreret og magtbegærlig lille mand kan en så fremtrædende statsmand da ikke have været? Eller?
Jeg er faktisk rystet i min grundvold, da rulleteksterne kører over lærredet efter mit første gennemsyn af ”J. Edgar”. Der må da også have været noget positivt som modvægt – fagligt om ikke andet? Efter at have set filmen ”J. Edgar” må jeg desværre nok indrømme, at jeg faktisk ikke er blevet klogere på, hvem denne mand var – tværtom - og spørgsmålet er så, om der er tale om en rigtig god film? Umiddelbart nej. Det er bare ikke godt nok - selvom filmen ligeledes byder på et fremrangende skuespil af ikke mindst Leonardo DiCaprio.
Jeg havde set meget frem til netop denne film, da jeg tænkte, at et portræt af en af Amerikas mægtigste mænd med konstellationen DiCaprio/Eastwood måtte give en storfilm i højeste klasse. Iht. min mening findes der pt. ingen bedre skuespiller til netop at levendegøre legender end Leonardo DiCaprio. Han er eminent til at aflæse og kopiere ansigtstræk, kropssprog og væremåde af de karakterer, han portrætterer – han smelter simpelthen sammen med personen på lærredet. Det har han vist gang på gang – og med sit altid grundige forarbejde rammer han også generelt meget præcist. Også denne gang! At klare transformationen gennem et forløb på 50 år kræver sin skuespiller - men det gør Leonardo DiCaprio på en absolut troværdig og meget overbevisende måde, hvorfor det er så meget mere ærgerligt, at manuskriptet og Clint Eastwoods valg fejler.
For naturligvis må og er der mere til J. Edgar. Som instruktør har Eastwood skulle tage nogle svære valg om, hvad der skulle med og hvor detaljeret – for selvsagt kan alle aspekter af 50 års liv og virke ikke krammes ind i selv en forlænget spillefilmslængde. Det er så her, at jeg imidlertid synes, det går galt – de fremhævede episoder og personlige sider af Hoover bliver for få og ensidige. Efter sigende skulle biografien ”Young J. Edgar” af Kenneth D. Ackerman være lagt til grund for manuskript og Eastwoods indgang til Hoover. Netop fordi denne biografi beskæftiger sig med hans barndom og yngre år også. Selvfølgelig har Eastwood fået adskillige korrekte forhold belyst: Rettelig var Hoover nærmest sygeligt forbunden til sin mor, som i ham forsøger at finde den kløgt og storhed, som hun ikke fandt i sin egen mand, som vitterlig var psykisk syg, og hun derfor fejede bort. Rettelig var han som ung idealist og hele livet igennem gennemsyret af et had til kommunismen – også langt efter, at den fare havde lagt sig. Og rettelig var der rygter om, at Hoover var homoseksuel. Men der må have været meget mere at kunne fokusere på. Sidstnævnte er endog ikke bevist, så derfor får netop denne hypotese for stor vægt i filmen efter min mening. Ackerman’s biografi gør det dog også klart, at han var blændende intelligent og snarrådig, hvilket så igen efter min mening ikke kommer nær nok frem i filmen. Hvad var det han kunne? Og hans privatliv må have bestået af andet end at rende i skørterne hjemme hos mor? Og hvorfor bliver der ikke gjort mere ud af hans tilknytning til mafiaen, som vartede ham op med luksusferier og gaver, og hvis kriminalitet han så til gengæld valgte at negligere?
At der måske endog kan foretages en sammenkobling mellem likvideringerne af præsident J. F. Kennedy og ligeretskæmperen Martin Luther King med både mafiaen og Hoover burde jo være rent guf i filmmæssig sammenhæng – men her stikker Eastwood ikke nær nok fingeren ned i honningkrukken. Uden alle disse andre facetter af Hoover oplever jeg, at filmen kører i ring og dermed bliver langtrukken og lidt farveløs. Og farveløs var vel næppe, hvad J. Edgart var- eller? Men dødsens farlig var han – eller? Jeg står igen tilbage med en lang række spørgsmålstegn, og må erkende, at jeg ikke finder, at Clint Eastwood er lykkedes godt nok med sin instruktion her. Møg ærgerligt, da han med sine seneste film ellers netop har vist, at han ved, hvordan en film skal skæres…
Og når jeg bl.a. skuffes, så er det fordi, at jeg på mange måder finder paralleller til personen Howard Hughes og filmen ”The Aviator”, og derfor havde forventet, at ”J. Edgar” kunne have været blevet samme type fantastisk portræt og storfilm. Og paralleller er der sådan set også mange af – faktisk måske lidt for tæt kopieret i den filmiske opsætning: Forholdet til moderen med indklip af J. Edgar som lille dreng, der bliver formanet af moderen; det til nærmest hysteriske krav til et ”rent” og perfekt look med militærisk syn af sine ansatte; de næsten maniske her-og-nu krav/beslutninger/afskedigelser/ansættelser for ikke at tale om retshøringerne. Sidstnævnte er lagt så tæt op af den filmiske fremstilling i ”The Aviator”, at de lige så godt kunne have været cuttet herfra. Forskellen på de to film er imidlertid, at medens det lykkes Scorsese at tegne et facetteret og farverigt billede af Howard Hughes, da giver Eastwood os et kantet og glansløst sort/hvidt foto af J. Edgard Hoover.
Når alt dette så er sagt, skal det da dog også siges, at filmen på ingen måde heller er dårlig – for når den kan få mig op af stolen for dels at gå på biblioteket for at skaffe mig yderligere viden om filmens hovedperson og dels skrive en anmeldelse her – så har den jo ramt rigtigt på en eller anden måde alligevel. Så det, jeg forsøger at sige, er vel blot, at den bare kunne have været blevet meget bedre!
PS: Og så lige en detalje. At skulle maskere en skuespiller over et 50-årigt spand stiller store krav til make-upafdelingen. Og her har der da også været lagt mange kræfter i arbejdet med Leonardo DiCaprios forvandling til en ældre, halvskaldet og halvfed J. Edgar, som svarer temmelig godt overens med de fotos, der er tilgængelig af den ægte vare. Men med det gode job, må make-upafdelingen også have opbrugt budget og evner – for man skal lede lagt efter en dårligere maskering af partneren Armie Hammer gammelmandsmaske – den må være købt i fastelavnsafdelingen hos BR. Ærgerligt og synd!
Jeg giver filmen et total af 4 stjerner. 6 stjerner for skuespillet og 3 stjerner for manuskript/instruktion.
Jeg er faktisk rystet i min grundvold, da rulleteksterne kører over lærredet efter mit første gennemsyn af ”J. Edgar”. Der må da også have været noget positivt som modvægt – fagligt om ikke andet? Efter at have set filmen ”J. Edgar” må jeg desværre nok indrømme, at jeg faktisk ikke er blevet klogere på, hvem denne mand var – tværtom - og spørgsmålet er så, om der er tale om en rigtig god film? Umiddelbart nej. Det er bare ikke godt nok - selvom filmen ligeledes byder på et fremrangende skuespil af ikke mindst Leonardo DiCaprio.
Jeg havde set meget frem til netop denne film, da jeg tænkte, at et portræt af en af Amerikas mægtigste mænd med konstellationen DiCaprio/Eastwood måtte give en storfilm i højeste klasse. Iht. min mening findes der pt. ingen bedre skuespiller til netop at levendegøre legender end Leonardo DiCaprio. Han er eminent til at aflæse og kopiere ansigtstræk, kropssprog og væremåde af de karakterer, han portrætterer – han smelter simpelthen sammen med personen på lærredet. Det har han vist gang på gang – og med sit altid grundige forarbejde rammer han også generelt meget præcist. Også denne gang! At klare transformationen gennem et forløb på 50 år kræver sin skuespiller - men det gør Leonardo DiCaprio på en absolut troværdig og meget overbevisende måde, hvorfor det er så meget mere ærgerligt, at manuskriptet og Clint Eastwoods valg fejler.
For naturligvis må og er der mere til J. Edgar. Som instruktør har Eastwood skulle tage nogle svære valg om, hvad der skulle med og hvor detaljeret – for selvsagt kan alle aspekter af 50 års liv og virke ikke krammes ind i selv en forlænget spillefilmslængde. Det er så her, at jeg imidlertid synes, det går galt – de fremhævede episoder og personlige sider af Hoover bliver for få og ensidige. Efter sigende skulle biografien ”Young J. Edgar” af Kenneth D. Ackerman være lagt til grund for manuskript og Eastwoods indgang til Hoover. Netop fordi denne biografi beskæftiger sig med hans barndom og yngre år også. Selvfølgelig har Eastwood fået adskillige korrekte forhold belyst: Rettelig var Hoover nærmest sygeligt forbunden til sin mor, som i ham forsøger at finde den kløgt og storhed, som hun ikke fandt i sin egen mand, som vitterlig var psykisk syg, og hun derfor fejede bort. Rettelig var han som ung idealist og hele livet igennem gennemsyret af et had til kommunismen – også langt efter, at den fare havde lagt sig. Og rettelig var der rygter om, at Hoover var homoseksuel. Men der må have været meget mere at kunne fokusere på. Sidstnævnte er endog ikke bevist, så derfor får netop denne hypotese for stor vægt i filmen efter min mening. Ackerman’s biografi gør det dog også klart, at han var blændende intelligent og snarrådig, hvilket så igen efter min mening ikke kommer nær nok frem i filmen. Hvad var det han kunne? Og hans privatliv må have bestået af andet end at rende i skørterne hjemme hos mor? Og hvorfor bliver der ikke gjort mere ud af hans tilknytning til mafiaen, som vartede ham op med luksusferier og gaver, og hvis kriminalitet han så til gengæld valgte at negligere?
At der måske endog kan foretages en sammenkobling mellem likvideringerne af præsident J. F. Kennedy og ligeretskæmperen Martin Luther King med både mafiaen og Hoover burde jo være rent guf i filmmæssig sammenhæng – men her stikker Eastwood ikke nær nok fingeren ned i honningkrukken. Uden alle disse andre facetter af Hoover oplever jeg, at filmen kører i ring og dermed bliver langtrukken og lidt farveløs. Og farveløs var vel næppe, hvad J. Edgart var- eller? Men dødsens farlig var han – eller? Jeg står igen tilbage med en lang række spørgsmålstegn, og må erkende, at jeg ikke finder, at Clint Eastwood er lykkedes godt nok med sin instruktion her. Møg ærgerligt, da han med sine seneste film ellers netop har vist, at han ved, hvordan en film skal skæres…
Og når jeg bl.a. skuffes, så er det fordi, at jeg på mange måder finder paralleller til personen Howard Hughes og filmen ”The Aviator”, og derfor havde forventet, at ”J. Edgar” kunne have været blevet samme type fantastisk portræt og storfilm. Og paralleller er der sådan set også mange af – faktisk måske lidt for tæt kopieret i den filmiske opsætning: Forholdet til moderen med indklip af J. Edgar som lille dreng, der bliver formanet af moderen; det til nærmest hysteriske krav til et ”rent” og perfekt look med militærisk syn af sine ansatte; de næsten maniske her-og-nu krav/beslutninger/afskedigelser/ansættelser for ikke at tale om retshøringerne. Sidstnævnte er lagt så tæt op af den filmiske fremstilling i ”The Aviator”, at de lige så godt kunne have været cuttet herfra. Forskellen på de to film er imidlertid, at medens det lykkes Scorsese at tegne et facetteret og farverigt billede af Howard Hughes, da giver Eastwood os et kantet og glansløst sort/hvidt foto af J. Edgard Hoover.
Når alt dette så er sagt, skal det da dog også siges, at filmen på ingen måde heller er dårlig – for når den kan få mig op af stolen for dels at gå på biblioteket for at skaffe mig yderligere viden om filmens hovedperson og dels skrive en anmeldelse her – så har den jo ramt rigtigt på en eller anden måde alligevel. Så det, jeg forsøger at sige, er vel blot, at den bare kunne have været blevet meget bedre!
PS: Og så lige en detalje. At skulle maskere en skuespiller over et 50-årigt spand stiller store krav til make-upafdelingen. Og her har der da også været lagt mange kræfter i arbejdet med Leonardo DiCaprios forvandling til en ældre, halvskaldet og halvfed J. Edgar, som svarer temmelig godt overens med de fotos, der er tilgængelig af den ægte vare. Men med det gode job, må make-upafdelingen også have opbrugt budget og evner – for man skal lede lagt efter en dårligere maskering af partneren Armie Hammer gammelmandsmaske – den må være købt i fastelavnsafdelingen hos BR. Ærgerligt og synd!
Jeg giver filmen et total af 4 stjerner. 6 stjerner for skuespillet og 3 stjerner for manuskript/instruktion.
13/02-2012
