Tavshed er ikke helt guld
4.0
Franskproduceret romantisk film om Hollywood i stumfilmens sidste år. Her støder en stor filmstjerne bogstaveligt talt ind i en charmerende starlet, som senere får småroller ved hans filmstudie. Inden længe ankommer talefilmen dog, og stjernen mister sin status, samtidig med at hans formue ryger i Wall Street-krakket. Mens han falmer, bliver hun en ny kæmpestjerne, men hun har ikke glemt den mand, hun faldt for dengang.
"The Artist" er en nostalgisk hyldest til Hollywoods tidlige år, der som passende gimmick er lavet som stumfilm. Og det er imponerende gennemført: Den er filmet i gammeldags 1,37:1-format, musikken er i rigtig oldschool Hollywood-stil, fotograferingen er knivskarp sort-hvid med masser af referencer til forskellige stilarter fra perioden, og forfatter-instruktør Michel Hazavanicius har gjort et flot stykke arbejde med at få skuespillerne til at agere på stumfilmmåden. Hazanavicius har udtalt, at "The Artist" er hans kærlighedserklæring til filmmediet, og det er da også en temmelig imponerende gang filmnørderi, han har været igennem for at lave noget, der så godt ligner en film fra den periode.
Men: Det her er altså mest en gimmickfilm og et nostalgitrip. Plottet i "The Artist" er rendyrket, banalt og forudsigeligt romantisk melodrama tilsat en del komik, og overgangen fra stum- til talefilm er bedret skildret i andre film. Og selv om det som filmnørd er sjovt at sidde og finde referencer, springer det også i øjnene, at "The Artist" slet ikke viser, hvad man kunne kunstnerisk i stumfilmtiden. Visuelt er den fx pæn og nydelig, men har slet ikke så komplekse billedkompositioner, som periodens største navne skabte. Og der var ærligt talt også en del store stumfilm, som var langt mere edgy i indholdet end den her ufarlige gang romance. Plus at filmen på sin vis også udstiller, hvorfor talefilmen nærmest slog stumfilmen af banen på en eftermiddag - der er altså lidt flere muligheder med talte replikker.
"The Artist" er altså en flot produktion, hvor Jean Dujardin og (især) Bérénice Bejo også gør det glimrende i de to hovedroller - ligesom der er en fin birolle til John Goodman som filmproducer af klichétypen. Men så er der heller ikke mere at komme efter. En let og teknisk vellavet soufflé uden nogen form for bid, der giver fire små stjerner hos mig.
Måske er det netop derfor, at "The Artist" er den store favorit ved Oscar-showet på søndag. Den har den der ufarlige charme og Hollywood-indforståethed, som nogle gange vinder priser. Den kommer med stor sikkerhed til at vinde Oscaren for bedste film - som den første stumfilm siden 1927, den første sorte-hvide film siden 1993, og den første franske film nogensinde. Derudover vinder den bl.a. for bedste instruktør og kommer som aftenens store vinder sandsynligvis hjem med en stor håndfuld Oscars. Jeg vil være uenig i hver eneste af dem.
"The Artist" er en nostalgisk hyldest til Hollywoods tidlige år, der som passende gimmick er lavet som stumfilm. Og det er imponerende gennemført: Den er filmet i gammeldags 1,37:1-format, musikken er i rigtig oldschool Hollywood-stil, fotograferingen er knivskarp sort-hvid med masser af referencer til forskellige stilarter fra perioden, og forfatter-instruktør Michel Hazavanicius har gjort et flot stykke arbejde med at få skuespillerne til at agere på stumfilmmåden. Hazanavicius har udtalt, at "The Artist" er hans kærlighedserklæring til filmmediet, og det er da også en temmelig imponerende gang filmnørderi, han har været igennem for at lave noget, der så godt ligner en film fra den periode.
Men: Det her er altså mest en gimmickfilm og et nostalgitrip. Plottet i "The Artist" er rendyrket, banalt og forudsigeligt romantisk melodrama tilsat en del komik, og overgangen fra stum- til talefilm er bedret skildret i andre film. Og selv om det som filmnørd er sjovt at sidde og finde referencer, springer det også i øjnene, at "The Artist" slet ikke viser, hvad man kunne kunstnerisk i stumfilmtiden. Visuelt er den fx pæn og nydelig, men har slet ikke så komplekse billedkompositioner, som periodens største navne skabte. Og der var ærligt talt også en del store stumfilm, som var langt mere edgy i indholdet end den her ufarlige gang romance. Plus at filmen på sin vis også udstiller, hvorfor talefilmen nærmest slog stumfilmen af banen på en eftermiddag - der er altså lidt flere muligheder med talte replikker.
"The Artist" er altså en flot produktion, hvor Jean Dujardin og (især) Bérénice Bejo også gør det glimrende i de to hovedroller - ligesom der er en fin birolle til John Goodman som filmproducer af klichétypen. Men så er der heller ikke mere at komme efter. En let og teknisk vellavet soufflé uden nogen form for bid, der giver fire små stjerner hos mig.
Måske er det netop derfor, at "The Artist" er den store favorit ved Oscar-showet på søndag. Den har den der ufarlige charme og Hollywood-indforståethed, som nogle gange vinder priser. Den kommer med stor sikkerhed til at vinde Oscaren for bedste film - som den første stumfilm siden 1927, den første sorte-hvide film siden 1993, og den første franske film nogensinde. Derudover vinder den bl.a. for bedste instruktør og kommer som aftenens store vinder sandsynligvis hjem med en stor håndfuld Oscars. Jeg vil være uenig i hver eneste af dem.
20/02-2012
