Fin lille tribute til en era - men så er der heller ikke mere at sige.

Når Kim Skotte, Politiken, er begejstret og giver "fuldt hus" til en film, er det normalt en god indikation for, at jeg ikke behøver at købe billet. Når så resten af kritikerverden imidlertid ligeledes er ved at falde over hinanden for at lovprise - og der er Oscar-buzz - vel, så må jeg op af sofaen og se den for migselv. Og det er jeg naturligvis heller ikke ked af, for "The Artist" er en fin lille film, elegant skåret og med flotte skuespilpræstationer og derfor en raffineret lille oplevelse. Men jeg er ingen filmnørd, og derfor kan jeg også ret hurtigt få armene ned igen, for så er det da heller ikke større. Og hvordan, den har kunnet snige sig ind hos de strenge herrer på "The Academy" over there, er mig temmelig uforståelig, medmindre det er afledt af denne forsamlings gennemsnitsalder og dermed udtryk for et rørstrømsk gensyn med en tid, disse herrer specielt kan forholde sig til...

At producere en stumfilm i vor tid om netop emnet stumfilm er vel det mest geniale ved netop "The Artist" - og hvis der skal uddeles nogen Oscars, så må det være for dette påfund. Noget af et vovestykke, som man naturligvis må tage hatten af for. Og det er da bestemt også godt gået, at man kan få folk til at sætte sig i biografsædet i dag for at se en sort/hvid stumfilm. Men jeg tror mere, at det mere er af nysgerrighed end interesse, og jeg tror næppe, at der er kø blandt filmproducerne for at lave den næste i det format...

Når det så alt er sagt, så er "The Artist" en ganske fin lille film. En tribute til denne filmgenre udført på smukkeste vis. Handlingen er simpel - fortællingen om den store stumfilmsstjernes fald, da talefilmen tager sit indtog i branchen. Og den ditto unge skuespillerinde som netop med baggrund i denne situation og med sit friske gå-på-mod på hans og stumfilmens bekostning ryger op i stjernehimlen. Det er både set og beskrevet før - og ikke den store begavelse. Det begavede ligger imidlertid i den fine formidling, hvor man på trods af plottes simpelhed er lykkedes at skabe så meget liv og intensitet på lærredet, at man trods alt kan fastholde et moderne publikum i en fuld filmlængde, samtidig med at filmen er hævet over lagkagekastning og falde-i-banan niveauet. Det er smuk scenografi, smukke rober og godt skuespil først og fremmest. Min cadeaux til de to franske skuespillere som løfter denne opgave eminent. Sjældent har jeg set så flot, hvidt og bredt charme-smil, som vor faldne stumfilmshelt kan præstere - og aldrig har øjne før kunne funkle og trin være så lette, som når vort lille stjernefrø fremtoner. Det er godt gået.

Da jeg således - til trods - har følt mig godt underholdt, har nydt en tur ned ad nostalgiens magiske erindringstrappe - vil jeg i al retfærdighed give filmen 4 stjerner. Det fortjener den - men så heller ikke mere. "The Artist" er og bliver filmnørderi, uanset hvad de kære filmanmeldere måtte prøve at bilde hr. og fru Jensen ind. Så gå ind og se den for et nostalgisk gensyn, men sæt ikke forventningerne overstyr.