Feelgood på den gode måde
5.0
George Clooney har en stærk, men usædvanligt uglamourøs hovedrolle som en midaldrende mand fra Hawaii, der pludselig står med eneansvaret for to døtre på 10 og 17 år, da hans kone ender i koma efter en bådulykke. Samtidig er han som forvalter af familiefonden hovedansvarlig for, hvad der skal ske med et stort naturområde på øen Kauai, som flere bygherrer gerne vil lave om til et feriecenter. Og hans bekymringer bliver ikke færre, da den ældste datter afslører, at den nu komatøse hustru var utro og havde tænkt sig at forlade ham.
"The Descendants" er baseret på en roman af hawaiianske Kaui Hart Hemmings, men er samtidig meget genkendelig som et værk af forfatter-instruktør Alexander Payne. Som Paynes forrige film, den fine "Sideways", er "The Descendants" et medrivende hverdagsdrama, der både er skarpt morsomt og skarpt observerende omkring menneskelige relationer. Her er hovedpersonen pludselig på dybt vand på alle måder, især i forholdet til sine børn, som han ikke har noget tæt forhold til. Efterhånden som historien foldes ud, bliver det tydeligt, at det ikke var noget lykkeligt ægteskab, selv om hovedpersonen nok har bildt sig selv ind, at det gik okay - illustreret gennem en usædvanligt velfungerende voice-over.
Selv om historien primært foregår i det helt nære, er det nogle ganske store moralske dilemmaer, den berører. Hvad gør man eksempelvis med sin vrede over at være blevet svigtet af en person i koma? På den måde viser filmen på overbevisende den rejse igennem masser af modstridende følelser, som både hovedpersonen, hans døtre og andre nøglepersoner må ud på. Det er rørende og vedkommende, uden at det på nogen måde bliver til klichéagtig Hollywood-feelgood, og filmen formår på virkelig imponerende vis at være både rigtig morsom og rigtig sørgelig på samme tid.
Det svageste punkt i "The Descendants" er så historien om det fædrende land på Kauai, der tydeligvis er flettet ind som en ekstern variant af filmens overordnede tema om at tage ansvar for sig og sine. Det kommer til at virke en anelse påklistret, men omvendt binder Hemmings' historie tingene sammen på ganske overraskende måder.
Derudover giver settingen på Hawaii filmen en anderledes frisk fornemmelse i både billeder og musik, og samtidig er den i stil med Paynes tidligere film rigtig velspillet. Han er virkelig god til at afvikle sine film i den her luftige, lette stil med god plads til skuespillere og detaljer - men hvor man ikke skal tage fejl af, at der underneden er en sikker hånd, der styrer historien i mål.
Her får Payne som nævnt en stærk præstation ud af George Clooney, der spiller med langt mindre charme og selvsikker udstråling, end vi er vant til at se ham. I stedet rammer han præcist den her midaldrende mand, der bliver ramt af den ene overraskende udvikling efter den anden og har svært ved at kapere det. Klart én af Clooneys bedste præstationer nogensinde, men dog nok ikke den allerbedste. Blandt filmens mange fine biroller er der så også ét stort gennembrud, nemlig til 20-årige Shailene Woodley, der er fremragende og spiller med stor nerve som den ældste datter.
"The Descendants" optræder på de fleste lister over sidste års bedste amerikanske film, og i aften har den gode chancer for at føje en Oscar eller to til mange andre priser. Helt fortjent, for det er en dejlig lille film, der understreger, at Alexander Payne lige nu har en særlig position i Hollywood som instruktøren, der kan lave feelgood-film, der faktisk føles godt på den gode måde.
"The Descendants" er baseret på en roman af hawaiianske Kaui Hart Hemmings, men er samtidig meget genkendelig som et værk af forfatter-instruktør Alexander Payne. Som Paynes forrige film, den fine "Sideways", er "The Descendants" et medrivende hverdagsdrama, der både er skarpt morsomt og skarpt observerende omkring menneskelige relationer. Her er hovedpersonen pludselig på dybt vand på alle måder, især i forholdet til sine børn, som han ikke har noget tæt forhold til. Efterhånden som historien foldes ud, bliver det tydeligt, at det ikke var noget lykkeligt ægteskab, selv om hovedpersonen nok har bildt sig selv ind, at det gik okay - illustreret gennem en usædvanligt velfungerende voice-over.
Selv om historien primært foregår i det helt nære, er det nogle ganske store moralske dilemmaer, den berører. Hvad gør man eksempelvis med sin vrede over at være blevet svigtet af en person i koma? På den måde viser filmen på overbevisende den rejse igennem masser af modstridende følelser, som både hovedpersonen, hans døtre og andre nøglepersoner må ud på. Det er rørende og vedkommende, uden at det på nogen måde bliver til klichéagtig Hollywood-feelgood, og filmen formår på virkelig imponerende vis at være både rigtig morsom og rigtig sørgelig på samme tid.
Det svageste punkt i "The Descendants" er så historien om det fædrende land på Kauai, der tydeligvis er flettet ind som en ekstern variant af filmens overordnede tema om at tage ansvar for sig og sine. Det kommer til at virke en anelse påklistret, men omvendt binder Hemmings' historie tingene sammen på ganske overraskende måder.
Derudover giver settingen på Hawaii filmen en anderledes frisk fornemmelse i både billeder og musik, og samtidig er den i stil med Paynes tidligere film rigtig velspillet. Han er virkelig god til at afvikle sine film i den her luftige, lette stil med god plads til skuespillere og detaljer - men hvor man ikke skal tage fejl af, at der underneden er en sikker hånd, der styrer historien i mål.
Her får Payne som nævnt en stærk præstation ud af George Clooney, der spiller med langt mindre charme og selvsikker udstråling, end vi er vant til at se ham. I stedet rammer han præcist den her midaldrende mand, der bliver ramt af den ene overraskende udvikling efter den anden og har svært ved at kapere det. Klart én af Clooneys bedste præstationer nogensinde, men dog nok ikke den allerbedste. Blandt filmens mange fine biroller er der så også ét stort gennembrud, nemlig til 20-årige Shailene Woodley, der er fremragende og spiller med stor nerve som den ældste datter.
"The Descendants" optræder på de fleste lister over sidste års bedste amerikanske film, og i aften har den gode chancer for at føje en Oscar eller to til mange andre priser. Helt fortjent, for det er en dejlig lille film, der understreger, at Alexander Payne lige nu har en særlig position i Hollywood som instruktøren, der kan lave feelgood-film, der faktisk føles godt på den gode måde.
26/02-2012
