Hamilton reduceret til metervare
2.0
Mikael Persbrandt er den fjerde skuespiller, som får lov til at spille Jan Guillous superagent, Carl Hamilton, på film. I forhold til de fire tidligere film går denne her et skridt bagud i serien, for "I nationens interesse" er oprindelig den tredje bog.
Den er da også skrevet væsentligt om til filmen, for det er kun sidehistorien, om at Hamilton mistænkes for et kvindemord hjemme i Stockholm, som er bevaret. Resten af handlingen er skrevet om til nutiden og koncentrerer sig om svenske våben, der er endt i hænderne på terrorister ved Afrikas Horn, samt hvilken rolle et amerikansk sikkerhedsfirma har i den forbindelse.
Jeg holder meget af Hamilton-serien og har læst alle 12 bøger, og jeg skal gerne indrømme, at det nok spiller ind på min vurdering af "I nationens interesse". Jeg var nemlig ikke imponeret. Godt nok er våbensmugling ofte en faktor i serien, og det med tvivlsomme amerikanske sikkerhedsfirmaer er helt sikkert på linje med Guillous politiske holdninger. Men plottet i den oprindelige koldkrigsroman var langt mere interessant, og filmen virker derudover enormt banal sammenlignet med Guillous bøger, der trods hans markante politiske holdninger gør en dyd ud af at forklare motivation og handlemåder hos både Hamiltons fjender og i det svenske militær.
Her bliver skurkene desværre kun sat op som totalt endimensionalt onde mennesker, der jager profit og magt gennem et komplot, som ærligt talt ikke virker som noget, der ville holde i virkeligheden. At man sætter en mand med amerikansk accent bag et skrivebord, er altså ikke nok til at give mig et troværdigt billede af en stor og ond organisation, der gør, hvad der passer dem. Skurkenes førstemand i felten er cirka lige så papagtig, og det er desværre gældende for hele filmen: Den forfladiger simpelt hen hele det univers, som Guillou omhyggeligt byggede op i bøgerne.
Det gælder også for Carl Hamilton selv, der har fået en del af de mere idiosynkratiske detaljer pillet ud og her blot fremstår som en generisk superagent uden twists. Men værst af alt har manuskriptforfatter Stefan Thunberg taget seriens største gennemgående kvinderolle, PLO-lederen Mouna al-Hussaini, og reduceret hende til en bimbo med en pistol, der ikke er i nærheden af at være lige så benhård, som hun er i bøgerne.
Jeg vil gerne give Mikael Persbrandt, at han gør en udmærket indsats som Hamilton. Det er formentlig ikke hans skyld, at der er pillet interessante karaktertræk ud af rollen. Persbrandt kæmper bl.a. tydeligt for at få noget menneskelighed ind som en central del af det overordnede tema om, hvorvidt det er i orden, at nogen har ret til at dræbe i nationens interesse. Men det bliver også formidlet ganske klodset og i sidste ende postuleret.
"I nationens interesse" har i øvrigt en dansk instruktør, nemlig Kathrine Windfeld, som det bl.a. lykkes at lave et par fine, hårdtklippede sekvenser med Hamilton i nærkamp. Men overordnet synes jeg, at "I nationens interesse" har mange af de samme problemer som hendes første spillefilm, "Flugten", der også endte som en ret ligegyldig metervare af en spændingsfilm.
Den er da også skrevet væsentligt om til filmen, for det er kun sidehistorien, om at Hamilton mistænkes for et kvindemord hjemme i Stockholm, som er bevaret. Resten af handlingen er skrevet om til nutiden og koncentrerer sig om svenske våben, der er endt i hænderne på terrorister ved Afrikas Horn, samt hvilken rolle et amerikansk sikkerhedsfirma har i den forbindelse.
Jeg holder meget af Hamilton-serien og har læst alle 12 bøger, og jeg skal gerne indrømme, at det nok spiller ind på min vurdering af "I nationens interesse". Jeg var nemlig ikke imponeret. Godt nok er våbensmugling ofte en faktor i serien, og det med tvivlsomme amerikanske sikkerhedsfirmaer er helt sikkert på linje med Guillous politiske holdninger. Men plottet i den oprindelige koldkrigsroman var langt mere interessant, og filmen virker derudover enormt banal sammenlignet med Guillous bøger, der trods hans markante politiske holdninger gør en dyd ud af at forklare motivation og handlemåder hos både Hamiltons fjender og i det svenske militær.
Her bliver skurkene desværre kun sat op som totalt endimensionalt onde mennesker, der jager profit og magt gennem et komplot, som ærligt talt ikke virker som noget, der ville holde i virkeligheden. At man sætter en mand med amerikansk accent bag et skrivebord, er altså ikke nok til at give mig et troværdigt billede af en stor og ond organisation, der gør, hvad der passer dem. Skurkenes førstemand i felten er cirka lige så papagtig, og det er desværre gældende for hele filmen: Den forfladiger simpelt hen hele det univers, som Guillou omhyggeligt byggede op i bøgerne.
Det gælder også for Carl Hamilton selv, der har fået en del af de mere idiosynkratiske detaljer pillet ud og her blot fremstår som en generisk superagent uden twists. Men værst af alt har manuskriptforfatter Stefan Thunberg taget seriens største gennemgående kvinderolle, PLO-lederen Mouna al-Hussaini, og reduceret hende til en bimbo med en pistol, der ikke er i nærheden af at være lige så benhård, som hun er i bøgerne.
Jeg vil gerne give Mikael Persbrandt, at han gør en udmærket indsats som Hamilton. Det er formentlig ikke hans skyld, at der er pillet interessante karaktertræk ud af rollen. Persbrandt kæmper bl.a. tydeligt for at få noget menneskelighed ind som en central del af det overordnede tema om, hvorvidt det er i orden, at nogen har ret til at dræbe i nationens interesse. Men det bliver også formidlet ganske klodset og i sidste ende postuleret.
"I nationens interesse" har i øvrigt en dansk instruktør, nemlig Kathrine Windfeld, som det bl.a. lykkes at lave et par fine, hårdtklippede sekvenser med Hamilton i nærkamp. Men overordnet synes jeg, at "I nationens interesse" har mange af de samme problemer som hendes første spillefilm, "Flugten", der også endte som en ret ligegyldig metervare af en spændingsfilm.
26/02-2012
